Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Universitetets død – Kritik af den nyliberale tendens / Mogens Ove Madsen / 96 sider
Frydenlund. ISBN
Anmeldt 20/1 2010, 17:31 af Kim Toft Hansen

Åbent brev til Helge Sander


Åbent brev til Helge Sander

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Wilhelm von Humboldt vender sig i sin grav! De danske universiteter er truet i en sådan grad, at de idealer, som blev udstukket i kraft af Humboldt Universitetet i Berlin, er under afvikling. Det virker derfor i udgangspunktet som en helt almindelig krimi, der starter med en udgangsposition kendetegnet af ro og handlefrihed, men dette idealbillede forstyrres hurtigt af et blodigt mord. Derfor kalder Mogens Ove Madsen også sin bog om udviklingen inden for den danske (og delvist den internationale) universitetsverden for Universitetets død. Vi kender endnu ikke slutningen på fortællingen, da vi stadig er i gang med at opklare, hvem de skyldige er, men meget peger på, at vores nuværende Videnskabsministerium har blod på hænderne – og værst af alt så tegner det til, når vi læser Madsens bog, at det ikke ender med en opklaring og irettesættelse, som vi kender det i krimien. Mest af alt peger Universitetets død på, at vi formentlig ender i en tragedie: den endegyldige afvikling af selvstændige universiteter. Derfor har bogen også en mere overordnet undertitel, nemlig Kritik af den nyliberale tendens. Der er nemlig flere problemer inden for forskningsmiljøet.

For det første lider de danske universiteter under, at midler til grundforskning er blevet indskrænket. I langt højere grad end tidligere kommer midlerne ikke uhindret fra statskassen, men pengene til forskning er i bl.a. stedet lagt ud i strategiske fonde og privat finansiering. Det betyder, at vi for tiden får genereret meget lidt forskning, som reelt er uafhængig af eksterne interesser. En konsekvens bliver derfor, at forskningsformidling ikke kommer til at stå mål med det reelle forskningsresultat. Det så vi fx – uden at Madsen selv bruger det følgende eksempel – da forskere fra DTU opfandt en efter sigende mere effektiv brintpille til biler, som blev lanceret med stor bravur, indtil forskere fra AAU gennem en række tests fandt ud af, at vi lige så godt kunne hælde en flaske Rød Aalborg på i stedet. Når private har lagt penge i forskningen, forventer de også et resultat, der kan generere nye indtjeningsmuligheder, og derfor lanceres det som succeser, uden at det nødvendigvis bør være andet end en forskningsmæssig blindgyde.

For det andet er medarbejdernes indflydelse på de danske universiteter blevet indskrænket i en sådan grad, at rådvildheden ofte bliver selvlysende. Det Akademiske Råd har fx ingen reelle magtbeføjelser, og er – som deres navn antyder – blot et rådgivende organ, som ingen politisk magt har. De professionelle bestyrelser på de danske universiteter er også et andet eksempel på, at egentlige faglige indspark i debatten om, hvor det enkelte universitet skal bevæge sig hen, er kommet i numerisk mindretal. Dette skal dermed også ses i forbindelse med den enkelte medarbejders individuelle forskningsfrihed, der er blevet indskrænket af pres udefra: Finansieringsprocessen er blevet mere omfattede, fordi forskeren selv – i konkurrence med alle andre – selv skal finde støtte til sin forskning, hvilket selvfølgelig betyder noget for, hvad der bliver forsket i. Publiceringsaktiviteten er også hæmmet af nye idéer om såkaldte bibliometriske forskningsindikatorer, hvor et smalt udvalg af akademiske tidsskrifter bliver ikke kun pointgivende for den enkelte forsker, men på sigt bliver det også udslagsgivende for reelle forskningsmidler.

På den måde er de danske universitetsansatte af disse og mange andre årsager udsat for systematisk pres (som tidligere østeuropæiske stater ville skæve til med misundelse). Det genererer derfor et arbejdspres, som resulterer ikke kun dårlig kollegialt samvær, fordi forskere nu hver især er i konkurrence med hinanden om forskningsmidler. Det ultimative effekt er dette er en stigende tendens til stress, depression og dårlige, kortvarige ansættelsesforhold. Konfronteret med kritiske spørgsmål om disse problemer var Helge Sanders kommentar til dette (under en debat på AAU for nogle få år siden), om den enkelte kritisk spørgende mente at befinde sig i den rette stilling. Holdningen til disse kontroverser er altså, at man må finde sig i lugten i bageriet (der ikke producerer lutter lagkage) eller finde et andet sted at arbejde.

Et andet problem er, at undervisningen af de studerende heller ikke står mål med hensigtserklæringerne. Det er først og fremmest temmelig svært at producere forskningsrelevant undervisning, når forskningsretningerne skifter, som den eksterne finansiering finder det bedst. Dernæst er de enkelte studier – set samlet med de øvrige nævnte kontrolmekanismer – underlagt krav om akkreditering, som betyder, at hvert enkelt studie løbende skal bevise sit eget værd gennem omfattende indrapporteringer til eksterne råd, som egenrådig kan give et studie det gule eller røde kort. Det betyder, at disse råd vil have mulighed for at styre de danske universiteter i de retninger, som fremstår ideologisk relevante, og ikke nødvendigvis, hvad der tenderer god undervisning og forskning, som frie (jeg er lige ved at sige liberale) idealer fordrer det. Der er ikke megen klassisk liberalisme tilbage i dette system. Det er snarere i sin yderste konsekvens en meningsmæssig indoktrinering, som på sigt vil fremstå ’naturaliseret’ for de implicerede, der således ikke længere vil være i stand til reel kritisk tænkning (noget, som ethvert holdbart demokratisk system lever af).

Alt dette – og mange flere tilknyttede problematikker – formulerer Mogens Ove Madsen i Universitetets død, der på mange måde derfor bliver til et åbent programskrift for, hvad der skal til for at redde forskningen, undervisningen og – ville mange mene – demokratiets fundament ud af den heksekedel, de befinder sig i netop nu. Madsen maner ikke kun til besindighed og omtanke, hvad han i allerhøjeste grad gør, men samtidig maner han til kollektiv mobilisering. Forskernetværk i Danmark må ”organisere sig i en fælles platform”, skriver han, og opfordrer til ”åbenlys protest og konstruktiv nytænkning”, som i sidste ende bør revitalisere et universitet ”uafhængigt af statsmagten, den offentlige opinion, af markedskræfterne og krav om forskningens umiddelbare erhvervsmæssige nytte- og markedsværdi”. Det sker ved genindførelse af ”individuel metode- og forskningsfrihed” og ”fuld politisk ytringsfrihed” – problemet er desværre, at de enkelte institutioner ikke er helt enige, mens de organisationer, som støtter den nuværende udvikling (fx CEPOS), er magtfulde og økonomistærke spillere, der gør det svært for den enkelte kritiske røst at komme til orde.

Madsens bog er trods alt kommet frem i lyset, og tak for det! Den er lille af omfang, men bred i sin kritik. På grund af sin lidenhed kan bogen selvfølgelig ikke rumme alt, og det er da også først og fremmest vigtig at få disse kritiske modeller ud. Men særlig to ting savnes i bogen: For det første mangler der en lidt grundlæggende analyse af, hvorfor det går så galt, som det gør. Det ligger en smule implicit i bogens fokus og især i undertitlen – nyliberalismen er den egentligt skyldige. Analysen af nyliberalismens bredflade kunne have understreget, at det ikke bare er et universitetsproblem, vi her har med at gøre, men det er måske i højere grad et samfundsproblem, som universiteterne ligger under for.

For det andet er den interne kritik af universitetsverdenen en anelse småt beskrevet, og følgende påstand skal helt stå min egen regning: En intern videnskabsmetodisk årsag til manglende sammenhæng og kollektiv kritik af et universitet, der snart kan være lagt i graven, kunne søges i den postmoderne og socialkonstruktive beskrivelse af verden. I sin ekstreme formulering bliver konstruktivisme til en ligegyldiggørelse af værdigrundlaget for metodisk arbejde og reelle frihedsværdier, og denne levedygtige tendens i videnskabelige teorier er formentlig en årsag til, at de nyliberale styringsmekanismer ikke blotlægges som antidemokratiske, sparsomt liberale og fatale for universitetet og samfundet. Noget kunne tyde på, at når alt bliver lige gyldigt, så bliver værdierne for god forskning og undervisning det også.

Men disse perspektiver er formentlig i sig selv for vidtrækkende til at blive inddraget i Madsens vigtige pamflet. I sin lidenhed og lidenskab for de Humboldtske idealer burde den nå lagt: Den er formidlende af karakter, og kan læses af enhver med interesse for tidens forskningsmiljø. Den er et åbent brev til Videnskabsministeriet, og nærværende anmeldelse er min underskrift.

Læs også Hjernedød – Til forsvar for det borgerlige universitet af Sune Auken.

Forrige anmeldelse
« Personlighedsforstyrrelser – ... «
Næste anmeldelse
» De barnagtige - Rundt i den mod... »