I tiden op til og under Anden Verdenskrig samarbejdede Nazityskland med arabiske jødehadere om detaljerede planer for jødeudryddelser og om forberedelsen af den forestående tyske indmarch i Nordafrika og Mellemøsten. Her blev Hitler af nogle opfattet som den store frelser og af nogle endda som den 12. imam og sidestillet med Profeten. Araberne forventede, at tyskerne ville befri de arabiske lande for britisk indflydelse og samtidig én gang for alle løse ”jødespørgsmålet” i Palæstina. Halvmåne og hagekors tager fat i denne kommunikation mellem det tredje rige og det arabiske folk, og den er skrevet af Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers, der begge er historikere ved Universitetet i Stuttgart.

At der er konflikter mellem jøder og muslimer er i dag common sense. Vi hører ofte om nye bombardementer af Gaza-striben og selvmordsbombemænd, der springer sig selv i luften for at demonstrere deres utilfredshed over Israels okkupation af Palæstina. At jødehad hersker i den arabiske verden er velkendt, og jødefjendtlige bøger sælges i masseoplæg. Men ikke mange kender til arabernes tiltag under 2. Verdenskrig for at blive fri for jøderne. At araberne arbejdede sammen med Hitler-tyskland forties.

Halvmåne og hagekors dokumenterer for diverse måder, hvorpå araberne og det Tredje Rige arbejdede sammen angående jødespørgsmålet. Da Palæstina hørte under det Osmanniske imperium, levede muslimer og jøder sammen uden større konflikter, men efter Storbritannien annekterede Palæstina som koloni, begyndte en stigende indvandring af jøder til landet. Dette gælder især zionister, der havde skumle planer om en senere oprettelse af en jødisk stat i Palæstina. Dette gjorde regionen noget urolig, og arabere og jøder havde flere og flere konfrontationer.

Halvmåne og hagekors redegør for den periode omkring 2. Verdenskrig og ikke så meget den historiske periode indtil da. I bogen dokumenteres fx for den tætte forbindelse mellem stormuftien af Jerusalem og Hitler, og hvordan araberne i stigende grad var begejstrede for Hitler og hans planer om at udrydde jøderne, således at især staten Palæstina forblev arabisk – eller endnu bedre, at de arabiske lande blev forenet i et stort panarabisk rige med kalifat. Dette var stormuftiens drøm, og han så en stjerne i Hitler, og han havde en eller anden form for indflydelse på Hitlers Endlösung-projekt, der gjorde, at jøderne blev sendt til udryddelseslejre i stedet for til Palæstina, hvor de udgjorde et problem for det arabiske folk.

Efterhånden som det blev klart, at det Tredje Rige ville tabe kampen til de allierede, florerede nationalsocialistiske ideer stadig i relativ lang tid i arabiske kredse. Fx har det Muslimske Broderskab i 1956 givet udtryk for, at Hitlers navn ”vækker sympati og begejstring”, og Hitler blev stadigvæk idealiseret. Bogen giver endvidere en oversigt over de implicerede arabere og viser, at stort set ingen af dem blev straffet for deres involvering med Hitler, heller ikke stormuftien. Det at skrive denne bog er modigt i sig selv. Med vor tids sammenstød mellem den vestlige verden og den muslimske verden udgør sådan en bog en trussel i sig selv, så respekt for det. Den arabiske involvering med det Tredje Rige er blevet henlagt i mørke, men det er vigtigt at have denne baggrundsindsigt i dagens konflikt mellem jøder og arabere.

Bogen er særdeles velskrevet og veldokumenteret, men den har også flere faldepunkter, nogle ret markante faktisk. Bl.a. betegner forfatterne araberne som antisemitiske, hvilket er en stor misforståelse. Det arabiske folk er selv et semitisk folk på lige fod med jøderne, så at betegne araberne som antisemitiske er at betegne dem som anti sit eget folk. Dette burde forfatterne have kendskab til og i stedet betegne disse arabere som jødefjendske, eller noget i den retning.

En anden ting ved bogen er, at den er lidt for ”projødisk”, med hvilket jeg mener, at den fremstiller araberne som ”the bad guys”, der støttede Hitler. Dette oven i købet uden en beskrivelse af, hvor udbredt denne støtte faktisk var – man får lidt fornemmelsen af, at arabere generelt støttede Hitler, og dette er langt fra tilfældet, og på samme tid dokumenterer den slet ikke for de konflikter, jøderne stod bag. Det, at Israel i dag hedder Israel og ikke Palæstina, siger i sig selv nok – zionisterne opnåede, hvad de ville: en jødisk stat i et arabisk land.

Bogen affejer nærmest det, at arabernes alliance med Hitler skulle være udtryk for fænomenet ”min fjendes fjende er min ven” – men hvorfor affejes dette? Dette emne omtales ikke meget, men giver da god mening: at araberne, der var trætte af englænderne og jødernes indtrængen i deres område, allierer sig med den eneste stat, Tyskland, der modsætter sig jøderne og Storbritannien. Alt i alt er resultatet af denne bog derfor noget tvetydig. Den fremlægger noget nyt materiale, der belyser den muslimske og jødiske konflikt fra en anden vinkel, men mangler dog vitale oplysninger og overvejelser i sin udformning. For at en bog som denne skal søge at være objektiv, må den inddrage begges synspunkter, og denne bog har taget alt for tydelig sidestilling.