Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Baade Og Fredag / Lene Andersen (alias Jesper Knallhatt) / 464 sider
Det Andersenske Forlag. ISBN
Anmeldt 25/10 2009, 14:10 af Kim Toft Hansen

Afkedsomificeret læring


Afkedsomificeret læring

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske fysiker Alan Sokal indsendte i 1996 til et velrenommeret tidsskrift en artikel, der sandsynliggjorde fysikkens svar på konstruktivisme. Sokal gjorde det klart, at de naturvidenskabelige metoder i sig selv var utilstrækkelige og endte i sidste ende med at være udtryk for samme konstruktivisme, som den postmoderne tænkning på samme tid stod for. Artiklen blev modtaget med kyshånd i den humanistiske verden, der lod sig rive med af, at fysikken nu også havde fundet ud af, at alt er relativt og konstrueret – indtil det viste sig, at det var et stort svindelnummer. Sokal havde udgivet artiklen som en understregning af den manglende kritiske indstilling inden for humanistisk forskning, og viste dermed med et slag, både hvor besværlig konstruktivismen rent faktisk er at opretholde, men også hvordan en hel akademisk branche havde lullet sig selv grundigt i søvn.

At vi er vidne til et lignende projekt fra den danske forfatter Lene Andersen, der skriver under pseudonymet Jesper Knallhatt, er jeg sikker på ikke er tilfældet. Men at være humanist i mødet med Andersen storteori om stort set alt, der nu har udfoldet sig over fem tykke bøger (og et tilhørende website med masser af materiale), stiller store nogle krav til kildekritik. Teorien udfolder en sammentænkt systematisering af verden, der – i allerbredeste forstand – drager nytte af naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske tænkemodeller, hvilket i høj grad gør, at selv den mest veluddannede kan blive nødt til at krybe til korset og indrømme, at lige dén forklaring af kvantefysikken eller præcis dén udlægning af økonomiens samfundsmekanismer kan jeg ikke tage stilling til. Og når Lene Andersen, alias Knallhatt, udlægger sig selv som en inkarneret ironiker, kunne vi få fornemmelsen af, at vi – siden 2006, hvor den første bog udkom – har været vidne til et stort anlagt Sokal-eksperiment.

Jeg tør dog nok vove den påstand, at den saglighed, pågåenhed og indlevelse, som Lene Andersen har udført dette projekt med, vidner om, at det på ingen måde er et nummer. Tværtimod er det alvorlig ment, selvom det velklingende diktum for bogserien og forlaget er, at det skal være morsomt at blive klogere. Det er i den grad ment som et velformidlet opråb i en tid, hvor det ser ud til, at vi må tage os sammen, inden vi udsletter os selv. Denne pointe har sviret gennem alle fem bøger, hvoraf det sidste og afsluttende bind i serien i skrivende stund rammer gaderne. Det stort anlagte projekt Baade Og er nu nået til sin afslutning med bindet Fredag – og med et sidetal, der samlet nærmer sig de 3.000 sider, så er det vist også okay, at Lene Andersen tager sig to hviledage.

Formidlet læring
For dem, der har fulgt serien, eller blot har læst anmeldelserne på siden her, er rammesætningen i femte bind stadig velkendt. Den omsluttende kierkegaardske symploke, hvor professor Pamfilia Severinsen, Editor in Chief, i 2033 ved et tilfælde får fat på en gammel computer, som har været Jesper Knallhatts, er stadig den samme. På denne computer finder denne Severinsen en række dokumenter, som består af samtaler mellem livsstilsjournalisten Tenna E. Rasmussen og den pensionerede tv-producer Cornelius Magnussen, der er blevet lukket inde på en psykiatrisk afdeling. Disse to personer diskuterer alt mellem himmel og jord, og det der ud over, i hvad der undervejs etablerer sig som en omfattende og gennemtænkt teori om, hvordan verden ser ud, hvor vi kommer fra, og ikke mindst hvor vi er på vej hen. Læs selv introduktionerne til de fire første bind, og hør selv Lene Andersen fortælle om dem, her.

Samlet set er Baade Og et formidlingsprojekt. Verden er efterhånden blevet så kompleks, at det ikke er muligt at have et overblik, selv for dygtige forskere der kun bliver mere og mere specialiserede inden for mindre og mindre felter. Derfor er Andersens samlede vurdering, at det må der samles op på. Og skal vi kunne tage hinanden og tænkningen om hinanden seriøst, må vi på en eller anden måde få samlet trådene i en erkendelsesknude, der gør det muligt for de fleste at forstå bare nogenlunde, hvordan vi skal forstå – og redde – os selv. Baade Og er på den måde et eksplicit formuleret dannelsesværk: Dansken og resten af verden (ikke i prioriteret rækkefølge) skal dannes, så vi som samlet menneskehed bliver voksne nok til at træffe sunde beslutninger, der efterlader Moder Jord til vores børn og børnebørn i nogenlunde hel tilstand.

Dette opnås ikke ved et gråt, politisk forsøg på meningsdannelse eller gennem traditionelle læringsmodeller, der desværre – tyder alt på – selv skaber store problemer. I stedet skal vi – alle os, der skal uddannes, omvendes og belæres – bevæge os ud på gyngende grund, hvor vi møder tvivlen. Det er dog ikke en tvivl, som foranlediger eksistentielle kriser (selvom symbolikken i at placere tv-producer på psyk. er til at forstå). Det er i stedet et humoristisk forsøg på at samle nogle perspektiver på en måde, der gør det morsomt at få vendt de små grå – det er ”af-kedsomificeret læring” (240), der er brug for. Og i selskab med Baade Og, Pamfilia, Jesper, Tenna og Cornelius (ja, jeg er kommet på fornavn med dem nu) er det bestemt ikke kedeligt.

Aldrig færdig
Bøgerne har undervejs fra mandag mod fredag givet flere og flere indgående svar på, hvad vi skal foretage os som menneskeslægt for at slippe ud af den suppedas, som vi selv har bragt os i. Det samlede budskab har været med fra starten, men primært Onsdag og Torsdag bugtede gennem det mere filosofiske fundament for den menneskelige redningsplanke, som Andersen kalder for global eksistentialisme. Ultrakort fortalt går den ud på, at vi ikke kun som individer står med et valg om at tage skridtet ind i det etiske stadie. Vi har gennem den bedst kendte del af historien opført os som bundegoistiske teenagere uden evne til at se ud over egne behov, men nu har vi ikke kun muligheden for at træffe et samlet etisk forsvarligt valg om hinandens velbefindende – vi er (fandengaleme) også nødt til det.

Men hvor de to foregående bind i bredere forstand lagde grundstenen til at diskutere den globale eksistentialisme, så er idéen med Baade Og Fredag at komme frem til nogle langt mere konkrete forslag. Det er ikke nok inden for dette univers at vælte systemet og opbygge en nyt filosofisk storteori, for det skal også kunne omsættes til handling og konkrete initiativer. Det er dog en vigtig pointe, at intet nogensinde bliver færdigt: Systemet er pragmatisk og perpetuelt til diskussion, og derfor kan løsningsforslagene også kun fremsættes til diskussion. Opfordringen til implementering og diskussion ligger latent indbygget, hvilket – pudsigt og relativt originalt nok! – baserer sig på en absolut og universel gyldig regel om demokrati, humanisme, retssamfund og menneskerettigheder. Ved at fastholde disse universelle værdier formår vi at sætte alt (andet) til diskussion.

Jeg ved ikke, om det er ubehændigt at afsløre for meget af slutningen på bogen – det er jo trods alt fundamentalt set et fiktionsværk om en dialog. Men budskabet og sigtet med bøgerne er i høj grad fagligt og virkeligt (denne anmeldelse af da også udgivet som en faglitterær anmeldelse), og derfor må pointerne i bogens slutning også kunne diskuteres (spring dog bare til næste afsnit, hvis du ikke vil have en spoiler). Her er den abrupte afrunding af Fredag i sig selv en understregning af, at intet nogensinde bliver færdigt – bogen slutter uden klar afrunding, og professor Severinsen må tage over og forklare, at sådan slutter bogen desværre på Knallhatts computer. Dette viser formelt og i sin banalitet, hvordan projektet om den globale eksistentialisme ikke er færdig – og aldrig bliver det.

Med denne fornemmelse for det ufærdiggjorte bliver anmelderen konfronteret med et snurrigt problem. Den første tanke under gennemlæsning er, at bogen tilsyneladende er kommet for hurtigt gennem redaktionsprocessen. Det er det bind i serien, der kraftigst trænger til en korrekturlæsning: der er mange slåfejl og enkelte steder mangler citater en kilde, hvilket umiddelbart burde være en skam i et så stort anlagt værk. Men samtidig er der en grundlæggende undskyldning for alle disse fejl, for værket er jo bare udgivet, som det er ’fundet’ og kommenteret af professoren. Tilmed er en diapsalmata og en passage i bogen (250-253), der ikke er færdigskrevne, og sidstnævnte består kun af Knallhatts notesystem. Derfor vil Lene Andersen som forfatter kunne forsvare, hvorfor bind fem har relativt flere fejl: Projektet er i sig selv ikke blevet færdig, og vi står stadig tilbage med spørgsmålet om, hvem pokker denne Knallhatt er.

Hva saa?
Etikken står i centrum, når vi skal søge svar på de spørgsmål og problemer, vi står over for, men samtidig bliver den sidste halvdel af diskussionen mellem Tenna og Cornelius i denne bog gevaldig konkret. Der er forslag til konflikten mellem Israel og Palæstina; der er retningsangivelser for dannelsen af et retmæssigt civilsamfund (også over nettet); der er præciseringer af uddannelsesprocesser for såvel os selv som for den store verden omkring os; vi finder et grundlag for en ny skattepolitik, miljøtænkning og økonomistyring i et globalt verdenssamfund; vi finder plads til både videnskab, religion og forretning, der samlet gerne skulle berige os mentalt og økonomisk, i stedet for at vi bekæmper hinanden. Samlet set handler det om, at vi på tværs af kulturelle og geografiske skel må etablere et nyt metanarrativ – en ny stor fortælling – om rettigheder for individet osv., som vi alle kan forholde os til.

Disse forslag er lagt frem som konkretiseringer af, hvad den globale eksistentialisme går ud på. Og sådan er det som regel altid i konkrete tilfælde, hvor de teoretiske refleksioner skal bundfælde sig: Det bliver pludselig nemmere at diskutere og kritisere. Her kunne vi tage et praktisk eksempel, som går ud på at komme fri af, hvordan de store forretningsforbindelser, der – i det konkrete tilfælde her – eksporterer varer til den anden side af jorden for bagefter igen at importere dem i bearbejdet version, fordi arbejdskraften er billigere på den anden side. I denne proces sviner vi verden til ved forbrænding af brændstof til transporten. Her foreslår Fredag, at der formelt i skatte- og transaktionssystemet skal indføres en ”træghed som favoriserer lokalgt producerede varer” (414, med oprindelig slåfejl).

Dette giver måske god mening i mange tilfælde, men Tenna stiller sig da også tvivlende over for effekten i forhold til tredjeverdens lande, der kunne beriges af samhandel. Det spørgsmål synes Magnussen ikke helt at slippe ud af (418). Et andet spørgsmål, som den seneste miljødebat har rejst i denne forbindelse, er netop lokalt producerede varer, der ikke altid har en klar gavnlig effekt på miljøet. En fin, rød tomat produceret i Danmark forurener faktisk mere end en mindst ligeså fin og rød tomat fra Spanien gør, selvom tomaten har rejst den lange vej til Danmark med en lastvogn, fordi vi i Danmark er nødt til at have opvarmede drivhuse, der derfor producerer relativt mere CO2 end lastbilen. Det såkaldte miljøpointsystem i Fredag er et udmærket – og formentlig helt igennem nødvendigt – forslag, men det savner mere omfattende kalkulationer, der vil kunne omgå nævnte problem. Dette indrømmer Cornelius da også undervejs under påskud om, at det hele løbende må præciseres.

Det moderne samfund og tro
Miljøforslaget er i sig selv et enkeltstående, konkret eksempel på, hvordan Fredag står til diskussion – og det er også meningen, at vi skal diskutere, idet dialog og demokrati på den måde er vejen frem mod bedre løsningsmodeller. Vi kunne derfor have en fornemmelse af, at dette forsøg på at etablere et samfund med rum til alle ukrænkelige individer, ikke levner plads til religiøse tankestrømme – elementer, der i høj har skabt store problemer gennem verdenshistorien. Det er dog slet ikke tilfældet, idet religionerne kan ”finde ud af at stille det evige spørgsmål ”Hvad bør jeg?”” (371). Derved har religionen en plads i samfundet i kraft af denne evne til at stille moralske krav til det enkelte menneskes handlinger.

Det lidt besynderlige er dog, at tidligere er religionen blevet noget mere kritisk placeret på et dumhedsbarometer, der handler om, hvor meget dumhed de enkelte dimensioner – videnskab, forretning og religion – skaber i samfundet. Dette barometer går fra religion, over underholdning, forretning, teknologi og videnskab til etik, hvor potentialet for dumhed falder gradvist undervejs. Her kunne vi for det første rejse spørgsmålet om, hvor det etiske indhold i religion forsvandt hen, men det kan reddes i kraft af Andersens definitioner på moral og etik, hhv. et normativt enten-eller og et fuzzy både-og. Dermed siges det, at religionen leverer løsningsmodeller, der ikke står til diskussion (og derfor skaber dumhed), mens etikken hele tiden skal forhandles spektralt.

Her leverer Andersen også svar på tiltale ift. det, at hun følger Søren Kierkegaards udvikling fra æstetikeren til etikeren – det er her mennesket og menneskeheden bliver voksen ved at tage det etiske valg på sig. Her afviser hun, at Kierkegaards religiøse stadie, der kommer efter det etiske, skal være et øvre stadie. Dette er måske også et af de mest problematiske punkter i Kierkegaards filosofi, der – når vi skræller helt ind til kernen – faktisk kan blive en ratificering af terrorisme. Derfor er det etiske stadie, der forholder sig relativt til mennesket i verdslig forstand og ikke til individet som religiøst menneske, vejen frem.

Dette er derfor også – uden at det på nogen måde skal blive til et forsvar for Kierkegaards religiøse tænkning – det mest problematiske i systemets fokus på religion. Godt nok forsvarer Andersen undervejs, at religion er noget, vi kognitivt er programmeret til, men ud over dette forbliver religion i systemet en besynderlig verdslig størrelse. Den gavn, som Andersen får ud af religion, er snarere end kun individuel tro, i stedet sociale fællesskaber. I denne verdsliggørelse overser Andersen muligvis årsagen til modernitetens nutidige levnen plads til religiøsitet. I tidligere bind er new age-spiritualismen blevet kritiseret, så Andersen har denne udvikling i moderniteten for øje. Men netop det, at moderniteten er blevet så selvrefleksiv – en pointe, som svarer ganske godt til Andersens etiske menneskehed – betyder, at moderniteten har indset, at visse ting kan den ikke give svar på. Denne pointe låner jeg fra Hans Jørgen Schanz’ Modernitet og religion.

”Voksenheden har”, skriver Andersen, ”den reflekterede selvrefleksion, og den har selvironien. Hvis Gud stik mod at sund fornuft faktisk findes (og eventuelt læser med?) […], så må han også have reflekteret selvrefleksion og selvironi […]. Derfor må det voksne gudsforhold være ironisk: vi ved at Gud ikke er der – og hvis han er, kan han godt se, hvor skrækkelig kluntet (for ikke at sige fraværende (!)) han er – men vi kan vælge eller ikke-vælge ham” (252). Jeg håber, at Andersen har set Tony Kushners Broadway-stykke Angels in America – med den smukke undertitel A Gay Fantasia on National Themes – eller set Mike Nichols fremragelse filmatisering af den, for pointen med Kushners fortælling er nærved den samme.

Kritikken lyder dog her på, at det ikke nødvendigvis er sund fornuft, at Gud ikke eksisterer – og her blomstrer antydningsvist en latent ateisme op hos Andersen, selvom hun pointerer det problematiske i den (252). I stedet for denne indirekte afvisning af Gud i kraft af fornuften, der er ateismens bud, så er det faktisk muligt at reflektere Gudsspørgsmålet som en kantiansk antinomi: Kant leverer i sin Kritik af den rene fornuft den såkaldt ”rene fornufts antinomier”, der går ud på, at nogle spørgsmål kan – qua den fornuftsbestemte tænkning – forklares på to ligeværdige måder. Derfor deler Kant teksten i to spalter, der side om side forklarer to argumentatorisk konsistente svar på spørgsmålene, fx ”Verden har en begyndelse i tiden og dens udtrækning er begrænset” over for ”Verden har ingen begyndelse og ingen grænser i rummet. Med hensyn til både tid og rum er den uendelig”. På samme måde kunne spørgsmålet om Gud eller en guddommelig kraft stilles op: Vi kan ved hjælp af vores fornuft både forsvare, at Gud er til, og at Gud ikke er til. Dette er agnosticismens bud, tvivlens bud, og netop formentlig det, Andersen mener: Man tro på meget og tvivle på alt, kunne Kierkegaard få lov at sige, selvom han ikke helt selv overholdet det.

Var det det?
En mammut i dansk litteraturhistorie er blevet vækket med Lene Andersens modige og gennem tænkte værk, et livsværk der forhåbentlig kommer til at stå stærkt ikke kun som en forvokset og tidsbestemt kronik, men forhåbentlig som en præstation med en plads i litteraturhistorien. Det er samlet set et værk, der i sin teori, kritik og budskab understreger sig selv i kraft af sin form: Værk, form og dybde er gennemført selvreflekteret og dialogisk, samtidig med at værket ikke nøjes med at pege på problemer, men også sætter løsninger i spil. Et enkelt problematisk element ved dette femte værk er dog nok, at der efterhånden er gået et stykke tid siden de første bind. Derfor vil jeg tro, at Fredag er ret svær at læse som et selvstændigt bind: Mange teorier og rammer for videnskab og tænkning refereres godt nok, men det er på et overbliksskabende niveau, der nok forudsætter et vist kendskab til dele af de foregående værker for helt at kunne følge med.

Derimod viser Fredag, at formen – den selvreflekterende metafiktion – har vist sig at være nyttig. I de tidlige bind fremsættes en række postulater om, at det inden længe vil gå galt, hvis ikke vi hanker op i os selv. Men i mellemtiden har finanskrisen ramt os med et knockoutslag, der sender den fine arbejdsløshedsstatistik i gulvet – lidt tidligere end egentlig ventet ift. de første bind. Derfor må professor Severinsen skrive – på dansk anno 2035 – i sit forord: ”Bögernes setup er, a to personer möds i fem dae paa en lukked afdeling og taler om aktuel udvikling hva angaar politik og ökonomi. Hver a ugens fem dage er en bog, men fra torsdag til fredag alene, man ka läs a det var her forandringerne 2008-9 intraf” (11). Her er dog en lille smutter i det moderniserede danske sprog, idet ’dage’ staves på to forskellige måder. Men pointen er, at den ramme, som Lene Andersen har sat omkring værkerne, har gjort det muligt at slippe uden om aktualitetsproblemet for fiktionsværkerne. Det gør, at selvom den interne forfatter Knallhatt i de tidlige bind ser krisen længere ude i fremtiden, allerede her kan reflektere finanskrisen – og den nye verdensproces igangssat af håbets Obamania – ind.

Her slutter sagaen om det nye metanarrativ både-og dog ikke. Det er selvfølgelig vemodigt nu at skulle sige farvel til sine nye venner Tenna og Cornelius, i vis selskab man på ingen måde keder sig. Det er en morsom og veltænkt formidlingsstrategi, der kun suppleres godt af Lene Andersens uknægtelige ivrighed som foredragsholder. Samtidig er der – som enhver dygtig underholdsstrateg må vide – en lille åbning i retningen af, at Tenna og Cornelius kan mødes igen. Muligheden for, at det kunne blive lørdag i selskab med livsstilsfetichisten og kværulanten er i den grad åben. Men samtidig lever projektet også op til sine egne pointer, idet at Lene Andersen efterhånden har etableret en række spændende muligheder for selv at være med. Fredag er en kælen tilhænger af social software. Derfor kan Baade Og Mandag læses gratis på nettet, mens der også er etableret et online debatforum. Ud over dette har læsere – med inspiration fra Lene Andersens projekt – dannet en forening Hvad har vi gang i?, som italesætter en række af de samme problemer, som Baade Og-serien har gjort.

Der er med andre ord nok at gå i krig med – bare ikke hinanden!

Forrige anmeldelse
« E-læring på web 2.0 «
Næste anmeldelse
» Kinas vidner – stemmer fra en... »