Mourid Barghouti blev født i Ramallah på Vestbredden i 1944 og færdiggjorde sin uddannelse på Cairo universitet i 1967. Hans digte er udgivet i Beirut, Amman og siden 1972, i Cairo. Hans samlede værker blev udgivet i 1997. Barghouti levede i landflygtighed fra junikrigen i 1967 til Oslo-aftalerne muliggjorde hjemkomst i 1996. Hjemkomsten gav inspiration til den selvbiografiske Jeg så Ramallah. Mourid Barghouti modtog den prestigefulde Naguib Mafhouz Medalje for bogen, der foreløbig er oversat til tolv sprog.

Jeg så Ramallah begynder ved Allenby-broen, broen, der vil føre Barghouti tilbage til sit hjemland, Palæstina – landet, der ikke længere findes, og som han ikke har set i tre årtier. I 1966 forlod Barghouti via Allenby-broen Palæstina og drog til Cairo for at færdiggøre sin mors ønske om uddannelse. Kort før hans eksamen blev staten Palæstina visket bort fra verdenskortet, og kun navnet ”Israel” står tilbage – dette betyder tillige, at Barghouti ikke længere havde et hjemland, og derfor ikke kan vende tilbage.

Mange år passerer, og i sit eksil bliver Barghouti egyptisk gift med Radwa Ashour, og hun bærer ham en søn, Tamim. Barghouti føler sig dog hjemløs, hvor end han befinder sig og har derfor ikke længerevarende fast bopæl; han kan mindes over 30 steder, han har boet, og af denne grund lejer han altid i stedet for at købe. Barghouti høster imidlertid anerkendelse for sit poetiske talent og rejser ofte rundt mellem Amman, Cairo, Budapest og Beirut, hvor hans digte bliver udgivet. Denne konstante rejse medfører, at han i mange år bor separeret fra sin familie i Egypten.

I 1996 får Barghouti endelig lov til at vende tilbage til Palæstina – men er det, som han husker? Barghouti vender tilbage til landsbyen Deir Ghassanah, der bringer mange minder om glæder og sorg frem i bevidstheden, især sorgen over storebroderens død nager ham. Landsbyen er kun beboet af hans familie, men familien er som blæst for alle vinde. Alle bor i forskellige lande eller er døde. På denne måde indføres vi i Barghoutis sjælelige rejse igennem tiden og alle de glæder og sorger, der har fyldt hans liv i eksilet. Der har været mange tab i de 30 år, der er gået på såvel personligt plan som på bekostning af hele det palæstinensiske folk. Barghouti selv har mistet mange venner og familiemedlemmer som følge af Palæstinas besættelse og den efterfølgende fortvivlelse.

Hans erkendelser beskrives på en sørgmodig måde og suppleres ofte med digte, han har tilegnet emnet. Idet han begynder at reflektere over sine tab under sit eksil, gøres bogen – trods sit meget subjektive præg – mere repræsentativ for den almene flygtning i eksil. Han nævner især følelsen af fremmedgjorthed: ”Alle de som er blevet sendt i eksil, deler de samme træk. I eksilet mister man balancen. Det, som er velkendt bliver anonymt og ukendt”. Tillige nævner han, hvordan flygtningen i eksilet ofte genskriver sin hukommelse af hjemlandet som værende ”paradis”, og ved en eventuel hjemvending (som Barghoutis egen) kan disse overbevisninger rystes i deres grundvolde.

Bogen bliver også en subjektiv beskrivelse af de omkostninger, Palæstinas besættelse har haft for den palæstinensiske befolkning. Israel har overtaget og dikteret alle aspekter af det palæstinensiske liv: hvor de bor, hvor de må gå hen, hvem de må se, men tillige har Israels befolkning påberåbt sig offerrollen: De har appelleret til verden om, at det er imod dem, der bliver begået uhyrligheder, at araberne er terrorister og har blod på hænderne. Offeret er blevet gjort til syndebuk, ifølge Barghouti, og dermed har israelerne selv taget palæstinensernes monopol på sorg.

Barghouti beskriver, hvordan den palæstinensiske befolkning føler sig udnyttet af den israelske befolkning, som de bød velkommen til deres land, hvorefter de blev snydt, manipuleret og efterfølgende bandlyst: ”Da vi var Palæstina, frygtede vi ikke jøderne. Vi hadede dem ikke. Vi gjorde dem ikke til fjender. Middelalderens Europa hadede dem. Vi hadede dem ikke. Ferdinand og Isabella hadede dem. Vi hadede dem ikke. Adolf Hitler hadede dem. Vi hadede dem ikke. Da de overtog vores land, bandlyste de os fra det og stillede os og sig selv uden for lovene om lighed. De blev fjenden. De blev stærke. Vi blev landflygtige og skrøbelige”.

Barghouti taler om, hvordan tabet af Palæstina har medført en kollektiv sorg i den palæstinensiske befolkning, og hvorledes det har påvirket ham bevidst og ubevidst: ”Siden nederlaget i juni 1967 har jeg ikke længere kunnet se på tallet 67 uden at forbinde det med nederlaget. Jeg ser det i en del af et telefonnummer, på hotelværelsesdøren, på en nummerplade eller på en gade i en by. På biograf- eller teaterbilletten, på en side i en bog eller et tidsskrift. I en adresse til et kontor eller et hus i en hvilken som helst by. På forenden af et tog eller som et flynummer på en tavle i en lufthavn”.

Barghoutis beskrivelser af den palæstinensiske skæbne – herunder hans eget eksempel – er intensiv, sørgmodig og rørende. Hver side rummer så intense følelser, at man ikke er i tvivl om, at bogen er selvbiografisk – at forfatteren selv føler det, han skriver, på hud og sjæl. Det er en bog om at finde sig selv, men dog ikke alligevel – for baggrunden for hans tilstedeværelse er fragmenteret og styret af ydre kræfter. Bogens beskrivelser er smukke på flere planer: De er personlige, men bredes ud og indkapsler mere generelle tendenser i en flygtnings følelsesliv, og gøres derfor vedkommende for en forståelse af de traumer, en flygtning ofte har med i bagagen.