Joyce Tyldesley er ph.d. og lektor i egyptologi ved Manchesters universitet og fellow ved Manchester museum. Hendes bøger er udgivet verden over, og de har høstet megen anerkendelse. I denne bog tager hun fat i Kleopatras liv og levned; hvem var hun og hvad bedrev hun?

Kleopatra VII er en figur, som vi alle kender til eller i hvert fald har hørt om. Meget af vores viden er baseret på mediefremstillinger af Kleopatra, men de færreste ved nøjagtig, hvad hun opnåede i sin levetid fra 69-30 f.Kr. Hendes skikkelse er meget præget af nedladende bemærkninger, såsom at hun var liderlig, pengegrisk og forførende, samt beskrivelser af hendes skønhed, hendes næse og de statuer og figurer, der danner billedet af datidens egyptiske dronning. Men hvor meget mere ved vi egentlig? Nu hvor hun er så velkendt, er det egentlig mystisk, at vi ikke ved mere om hende? I denne bog prøver Joyce Tyldesley at samle trådene; en opgave der ikke er ligetil.

For at beskrive Kleopatra VII må man således starte fra bunden. Tyldesley beskriver således den egyptiske kongefamilie før Kleopatra VII med sine ptolemæere, samt Aleksander den Store og opbygningen af det daværende egyptiske samfund. Dengang var Egypten rigdommens og udviklingens land. Det var på mange måder mere frit end det patriarkalske Rom, idet kvinderne var friere – en kritik Kleopatra ofte modtog, da hun ikke var så underdanig og husbunden som den romerske hustru. Tillige var det uset, at en kvinde kunne styre Rom på samme måde som Kleopatraerne i Egypten gjorde det.

Når man tænker på Kleopatra VII, kobles hun uløseligt sammen med Romerriget. Hun var Cæsars og Marcus Antonius elskerinde og fødte dem tre børn. Hun forførte dem på en hidtil ganske uset måde for en romersk, patriarkalsk mand. Kleopatra og Marcus Antonius gjorde, hvad de færreste turde gøre, nemlig at sætte sig op mod Rom, og det lykkedes næsten for dem, men de blev overrumplet af Octavian (senere kejser Augustus), og Marcus Antonius blev dræbt. Dette førte således til Kleopatras berømte selvmord i den unge alder af 39 år.

Tyldesley danner et andet billede af Kleopatra, end eftertiden og datiden således har gjort det. Hun var en dygtig herskerinde, som spillede sine kort ambitiøst. Hun styrede et land i forfald og gjorde det på den bedst tænkelige, strategiske måde. Hun lod sig ikke præge af følelser og brugte ofte sin tiltrækning i en politisk retning, hvorved var hun mere frigjort end de fleste af datidens kvinder. Kleopatra er således mere end hendes udseende og tiltrækning; hun var en lovende herskerinde, hvis skæbne fik en tragisk ende.

Tyldesley giver udtryk for, at grunden til, at Kleopatra er blevet fremstillet i et negativt lys i årtusinder efter hendes død, bunder i, at hendes levned er blevet beskrevet af nogle forstokkede, romersk-patriarkalske mænd, der opfattede Kleopatra som værende unaturlig grundet hendes frigørelse. Endvidere var Kleopatra én, der turde udfordre Rom, hvilket skaber en følelse af Os (Rom) versus Dem (egypterne), altså en insider-outsider historie. Kleopatra blev derfor legemliggørelsen af fjenden og dermed alt ondt. Der mangler således ikke-romerske beskrivelser af Kleopatra og hendes bedrifter.

Tyldesley gør et fremragende arbejde i at sammenstykke de få tilgængelige beskrivelser af Kleopatra VII på en objektiv måde, der prøver at frakoble de negative konnotationer, som foreligger i datidens beskrivelser af dronningen. Tyldesley formår således at integrere de kilder, der er til rådighed og danne et billede af dronningen på en flot og naturlig måde, der er letlæselig og givende for læseren, der interesserer sig for Kleopatra VII’s skæbne og generelt egyptisk og romersk historie. Bogen går således ud over megen tidligere forskning og giver et mere helstøbt billede af dronningen, der ikke er præget af hidtidige forestillinger.