I efteråret 2002 var jeg til et to-dags seminar på Syddansk Universitet, Odense, primært for at høre Ihab Hassan. Temaet var ”Amerikas Apokalysper”, hvilket lød interessant, men kun gav mig svage billeder om undergang af bibelske dimensioner, præget af Francis Ford Coppolas Apocalypse Now samt diverse post-apokalyptiske film som Red Dawn og lignende. Min fornøjelse var stor, da det gik op for mig at emnet naturligvis var meget bredere og langt mere interessant. (Dermed ikke sagt, at hverken Apocalypse Now eller Red Dawn er uinteressante, langt fra). En række interessante foredrag kontekstualiserede begrebet apokalypse og dets særlige betydning for USA og USA's selvopfattelse. På trods af enkelte aflysninger var det et glimrende seminar, som forstod at trække tråde sammen fra forskellige forskningstraditioner og kaste lys over et fascinerende emne.

Det er en videre-bearbejdelse af dette seminar som nu er udkommet i bogform, med en række af de oprindelige foredrag (inklusiv Ihab Hassan), samt en række nye bidrag om samme emne. Sigtet med bogen er det samme som seminaret: at kaste lys over et vidtfavnende emne ved at trække på resurser fra forskellige discipliner. Religionsstudier, litteratur- og filmstudier, kultur- og samfundshistorie kommer alle med deres bud på apokalypsens betydning og relevans. Sammen giver det et fortrinligt overblik, og forskelligartede men alligevel kongruente.

Bogen er bygget op som en apokalyptisk rejse fra USA's tidlige historie i øst til den livstrætte nutid i vest. Hermed spænder bogen over hele USA i både tid og rum, som bogens redaktører Mia Rendix og Jakob Krohn påpeger i bogens indledning. Apokalypse er nemlig hverken et nyt eller gammelt begreb, men derimod et som stiller sig udenfor den almindelig tidshorisont, for at kunne dømme samtiden. Dermed ikke sagt at apokalypsen ikke er historisk, eller ikke har en historie, for det er netop ikke tilfældet. Som Mikael Rothstein påpeger i sin artikel som starter bogen, tager apokalypse udgangspunkt i en forestilling om renhed og social differentiering. Apokalypsen er nemlig undergang for nogle, men nok så vigtigt er det også en frelse for andre. Altså er apokalypsens vigtigste funktion ikke undergangen men derimod udskillelsen i ”Os” og ”Dem”.

Det er netop denne dialektiske forståelse som beskriver den grundlæggende brug af apokalypse gennem hele bogen, i den ene eller den anden form. Hermed bliver apokalypsebegrebet også gjort mere brugbart og relevant end blot selve undergangsbilledet. I stedet fungerer apokalypsen som et fundamentalt – og til tider fundamentalistisk – træk ved USA's historie og samfund. Det er netop apokalypsen som legemliggør og konkretiserer udskillelsen af USA som selvstændig nation, med en ganske særlig mission og status i verdenen som helhed. Det er dette forhold som utroligt mange kulturprodukter tager udgangspunkt i, hvad enten de er enige eller uenige i denne særegne status.

Med femten artikler, vil det være for omfattende at dykke ned i hver enkelt. Som i alle sådanne samlinger er der artikler som klæber tæt til emnet, mens andre er mere flyvske i deres brug af begreberne, men det er påfaldende hvor brugbart begrebet viser sig at være hvad enten der er tale om religiøse spørgsmål, litteraturhistorisk udvikling, mediesociologi eller andre kulturforhold. Igen kan vi vende os til Rothstein for en forklaring; vi kan se apokalypsen fordi den gennemsyrer den kristne religion, som videre gennemsyrer vores kultur og samfund – vores kultur, og amerikansk kultur i særdeleshed, er en apokalyptisk kultur, drevet frem i en bestemt retning fordi vi tænker historien som nogen endeligt, noget finalt.

Det gode ved samlingen bliver den særkende som præciseres for den amerikanske kultur, og dermed binder ulige størrelser sammen i et historisk fællesskab, og dermed påviser en særlig amerikansk tradition, som går på kryds og tværs af medie-, historie- og genreskel. Hvad enten der er tale om sydstatslitteratur, internetsubkulturer, det kristne højre eller gyserfilm, findes der en delt understrøm, som der ofte trækkes på i mange sammenhænge.

Apokalypsens Amerika vinder ved at den er et stærkt bud på en klarlæggelse denne understrøm, uden at den dermed bliver totaliserende. Man kunne frygte at når så vidt forskellige kulturprodukter læses ind i den samme kontekst, at produkterne reduceres og ensliggøres i processen; at det ender med læsninger af apokalypsen snarere end det konkrete produkt. Det sker dog ikke, netop fordi apokalypsen anskues som noget dynamisk, og altså ikke noget der kan være en ensartet holdning til. Dermed fremhæves teksternes forskellighed præcis gennem læsningen af deres apokalyptiske forhold, og deres forhold til apokalypsen.

Med en så stor spredning i emnerne, vil man naturligt nok som akademisk bruger og læser, udvælge visse artikler frem for andre, afhængig at ens primære felt. Det skal dog ikke forstås som om der ikke er meget at komme efter i samlingen, for det er der. Hvis man er interesseret i amerikanske studier, er det et glimrende blik på en bred vifte af den amerikanske kultur, og hvis man er interesseret i apokalypsen som æstetisk og kulturelt greb, er dette også et glimrende sted at starte. Eller måske slutte.