Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Borgerlig offentlighed / Jürgen Habermas / 368 sider
Informations Forlag. ISBN
Anmeldt 18/4 2009, 11:20 af Kim Toft Hansen

Offentligheden og den normative kritik


Offentligheden og den normative kritik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I de seneste år har den kritiske tænkning i forhold til de offentlige diskurser oplevet en renæssance. Efter en stærkt og ideologisk orienteret skabelse af et samfund i kølvandet på den sidste store krig, måtte sandheder og elementære idealer stå for skud i en dekonstrueret forståelse af samfund, medvirken og individ. Ikke nok med at sandhederne blev slået til blods; det gik også ud over individet, der nu blev til en flydende størrelse, hvor alt ganske simpelt var lige gyldigt – og derfor ligegyldigt. Kritisk tænkning kunne derfor ikke længere lade sig gøre.

I den ene fløjs øre kan det derfor lyde provokativt, når det ikke kun er et tidens tegn, at vi de seneste tyve år har set en tilbagevenden til en ekstrem liberalisme og blind tro på frihed. Det har tilmed været nødvendigt! Den liberaliserede markedsfrihed har nu sejret sig selv ihjel, og derfor er nutidens finanskrise ikke kun et interessant tegn på samtiden; det er også en kvælende nødvendig proces at gå igennem. Denne proces med kritisk bevidsthed omkring den borgerlige offentlighed har været en understrøm det meste af tiden, men den er brudt ud i fuldt flor netop nu, hvor krisen kradser (begge dele på godt og ondt). Af samme grund er den danske oversættelse af Jürgen Habermas’ klassiker Strukturwandel der Öffentlichkeit helt på sin plads. Borgerlig offentlighed har netop ramt gaderne.

Fra dystopi til fremtidstro
Jürgen Habermas er den vigtigste af nutidens arvtagere til Frankfurterskolens kritiske teori, der blev lanceret, da Max Horkheimers blev leder af Institut für Socialforschung i Frankfurt am Main i 1931. Med et udspringspunkt i marxistiske teori og en normativ interesse for samfundet og dets udvikling, der på dette tidspunkt allerede var ved at kuldsejle, kunne en kritisk teori for alvor mønstre nogle interessante forklaringsmodeller. Samtiden omkring instituttet var præget af et voldsomt pres mellem enkelte befolkningsgrupper, som i den sidste ende selvfølgelig endte med et voldsomt udbrud af krig.

Det kan derfor være skræmmende læsning at vende tilbage til disse fyre, der langt hen ad vejen forudså de store komplikationer, fremtiden skulle bringe. Flere af instituttets ansigter måtte derfor flygte fra det tyske nationalsocialistiske regime, der blot et år par efter Horkheimers tiltrædelse kom til magten. Frankfurterskolens samtid var præget af en latent dekadence, der pegede i retningen af forfald, som de seneste tyve års økonomiske og politiske agenda – mener nutidens kritiske kommentatorer – også har peget i retningen af en finanskrise af dimensioner. Det kan ikke være kommet bag på nogen, at det ville ende med et brag (at vi tilnærmelsesvist nøjes med et økonomisk brag, er alle tiders store held).

Efter krigens gru
Hvor stiftelsen af den kritiske teori og den samfundsnormative tænkning, der præger denne, står præget af sin samtid, er Habermas’ forfatterskab i stedet et visionært værk, som er præget af efterkrigstidens posttraumer. Han viderefører fra starten af tresserne den samfunds- og modernitetsinteresserede teori, der centralt fokuserer på menneskets livsverden og de forskellige strukturer, der betyder noget for denne – det drejer sig særligt om sprogfilosofi, oplysningsteori og offentlighedsstrukturer. Omdrejningspunktet for Habermas er samfundets indbyggede modsætningsforhold, der ikke nødvendigvis skal analyseres negativt, men de skal samtidig også ses som produktive kræfter, som særligt springer i øjnene som små utopier i den store kritik. Selvom Habermas er særligt kritisk over for den moderne samfundsudvikling, ser han også heri kimen til en demokratisk kommunikation. I en særegen kobling ville vi kunne omtale ham som kritisk idealist.

Dette udspringer af Habermas’ mere positive syn på den oplysningsteoretiske og fornuftsbaserede tænkning. Hvor særligt Max Horkheimers og Theodor W. Adornos centrale dystopi Oplysningens dialektik står for en sønderlemmende kritik af blind tro på oplysningens projekt, går Habermas her mere stille med dørene. Oplysning står her, som det generelt gør det i demokratisk filosofi, som et centralt middel til at kunne oparbejde det politiske demokrati; en tænkning, der selvfølgelig havde set dagens lys længe før efterkrigstiden, men her for alvor fik fornyet motivation som en tænkning, der skulle modvirke krigerisk barbari. Individet skal i dette system derfor helst frisættes, så det på egen hånd kan oplyse sig, for at det netop kan agere kritisk over for statslige institutioner. Her står mødepunktet mellem de demokratiske frihedsidealer og den kritiske teori centralt hos Habermas.

Fornuften revisited
Det er tydeligt, når man læser Borgerlig offentlighed, at Habermas står i betydelig gæld til Frankfurterskolens ovennævnte centrale værk. Det er oplysningsdialektik, vi her har med at gøre, men det er – som det allerede er antydet – med et lidt revideret fortegn. Det er selvfølgelig her, Horkheimer og Adornos bog står mærket af sin tid, idet verden på dette tidspunkt ganske simpelt var på vej til at falde sammen, men den filosofiske pointe om, at oplysningen står i dialektik med myten, står stadig urysteligt fast. Vi insinuerer os frem, når vi ikke kender sandheden, hvilket betyder, at vores menneskelige erkendelse står i et sitrende spænd mellem det erkendte og det, som vi endnu ikke helt har erkendt, men alligevel danner os en forestilling om.

Denne pointe ligger også slumrende i Habermas tænkning, idet vi som individer hele tiden korrigerer vores erkendelse af omverden. Men hvor Horkheimer og Adorno i dette spænd af uvidenhed så sig nødsaget til at tæve oplysningsfilosofien (som forfulgt jøde og marxist på flugt til et kapitalorienteret USA kunne fx Adorno nærmest ikke gøre andet), så ser Habermas snarere netop oplysningen som kilden til korrektioner af vores individuelle vidensbase. På den måde trækker Habermas nogle tråde tilbage til den kantianske oplysningstænkning, hvor netop fornuften skulle lede ud af uvidenhed. Igen har vi her et anstrøg af det idealistiske hengemt i den habermasianske tradition.

Samtidig står den normative tænkning, som generelt præger den kritiske teori, stadig stærkt hos Habermas, der netop ser samfundet opbygget omkring et normativt grundlag, nemlig idéer som menneskerettigheder og demokrati. I denne henseende er det heller ikke svært at se, hvor Habermas’ lyst til og ivrighed for at deltage i den offentlige debat kommer fra. Normativitet er i dette system ikke et stort problem, men en ganske menneskelig forudsætning; det ligger i dialektikken mellem oplysningen og det endnu ikke erkendte.

Den borgerlige offentlighed
Et tredje element, der sitrer og skaber mening i forhold til det normative, er netop begrebet om offentlighed, som nærværende udgivelse handler om. Traditionelt henviser begrebet om borgerlig offentlighed til den samfundsmæssige sfære mellem den private borger og det offentlige, hvor borgeren kan diskutere og debattere frit. Diskussionen handler derfor i sin almindelighed om, at borgeren i kraft af denne mellemposition skal kunne lægge sine partikulære meninger til side til fordel for en almengyldig og offentlig samtale. Det er netop denne idealistiske hensigt med offentligheden, som Habermas’ teori læser i dens udklækken, udfoldelse og tilbagegang. Den borgerlige offentlighed, hævder Habermas, så dagens lys i 1700-tallet samtidig med oplysningsfilosofiens længste skridt. 1800-tallet blev tiden, hvor idealerne om den borgerlige offentlighed for alvor blev udlevet.

Borgerskabet er hos Habermas karakteriseret af flere forskellige ting, men særligt stærkt står det private hjem og ejendomsrettens håndhævelse. Kun dem med private hjem havde, udover de adelige, stemmeret, da den borgerlige offentlighed dukkede op. Det var derfor er særlig adelig eller borgerlig dyd at kunne diskutere i det offentlige rum, mens de private gemakker var et aflukke. Det er i denne sammenhæng Habermas lancerer sin berømte og fortærskede model over privat- og offentlighedssfæren (s. 82), som han anser som tredelt.

Borgeren har for det første sit frie rekreationsområde i privatsfæren, hvor han kan være bourgeois, mens dette rum giver mulighed for ekstrapolering af meningen i det offentlige. Det er i øvrigt også her i privaten handel såvel som produktion foregår. Denne offentlige sfære uden for det private er for det andet således den politiske offentlighed, netop den borgerlige, hvor meninger kan udveksles, hvilket ideelt set vil være i parlamentarisk form (demokratiet er en central skikkelse i dette spil). Kulturelle frembringelser og ”litterær offentlighed” er også en del af dette felt, og – som Peter Kirkegaard fremhæver i ”Kriminelt borgerskab” – så dukkede kunstkritikeren også op på netop dette tidspunkt i det 18. århundrede. For det tredje og sidste har vi så sfæren for offentlig myndighed, som konstitueres primært af staten. Dette er en forvaltende myndighed, der netop skal ’stå for skud’ fra den borgerlige offentlighed. En kritisk, fornuftbaseret sans skal kunne korrigere individet såvel som det statslige apparat.

Den dialektiske offentlighed
Hermed er det tydeligt, at Habermas offentlighedsteori, der selvsagt er mere omfattende end her præsenteret, både har sin indflydelse på og er påvirket af en samtidsforståelse af sociologiske rum. Der er stærke sammenfald rent teoretisk med Habermas’ skildring af 1800-tallets borgerlige offentlighed og eksempelvis Erwing Goffmans teatermetaforiske skildring af privaten og offentlighed som on-stage og back-stage, hvor sidstnævnte er rekreationsområdet for førstnævnte. Men netop på samme måde, som Habermas kritiserer forfaldet af disse etablerede sfærer, så er Goffmans sociologiske teori også blevet revideret. Derfor er det også både centralt og interessant, at Habermas – i sit forord til det nye tyske oplag i 1990 – henviser til Joshua Meyrowitz’ efterhånden moderne klassiker No Sense of Place fra 1985. Her lancerer Meyrowitz sit begreb om middle region, der netop skulle karakterisere den region, som medierne etablerer. Medierne står her helt centralt i sammenfaldet af privaten og det offentlige, hvilket dermed også er tilgodeset af Habermas.

Habermas er dog kritisk over for det meget lineære fokus, som både Goffman og Meyrowitz præsenterer. Der er en lige gang fra det private, over mellempositioner, til en offentlighedssfære, som Habermas – som den dialektiker, han nu engang er – anser som ambivalent. Det betyder, at der nu i stedet er en slags dialektisk påvirkning af de forskellige sfærer, som i sig selv godt nok vælter væggen mellem det private og det offentlige, men det er således på en lidt anden facon end hos Meyrowitz. Der går ikke en lige linje fra en udfoldelse af det private (som massemedier har det med at fremtvinge) til det offentlige, men et reciprokt og næsten kildeløst påvirkningsfelt de tre sfærer imellem. Derfor står Habermas’ offentlighedsteori i dag også som en central inspirationskilde til moderne sociologisk orienteret medieteori.

Kritik og afrunding
Det er selvfølgelig klart, at en storteori om offentlighed og mellemmenneskelig eksistens og meningsudveksling ikke kan stå sin lange seje kamp fra den første udgivelse i 1962 til i dag. Habermas’ model har været udsat for flere kritiske vinkler, hvilket – skulle man følge Habermas’ egen forståelse – for så vidt er indbygget i systemet. Derfor står den stadig i dag, selvom den har undergået revisioner undervejs. Habermas’ egen elev Axel Honneth har således selv stået for nogle af revisionerne. Han har eksempelvis påpeget nogle af de problemer, som man vil have med at beskrive selve privatlivssfæren hos Habermas, når der ikke for så vidt er adgang til den. Privatsfæren er – og har formentlig altid været – en større eller mindre del af det offentlige, mener Honneth, der lancerer dette som sin anerkendelsesteori. Det er et ontologisk eksistentiale, at mennesket søger anerkendelse i kraft af andre mennesker – ikke social anerkendelse, men netop blot det menneskelige aspekt, at vi eksisterer og erkender i kraft af andre.

Der er flere kritiske vinkler, som jeg ikke vil komme ind på. Det, der blot står tilbage at sige, er, at Borgerlig offentlighed – kritik eller ej (det ville være filosofisk kedsomhed at udgive et værk, der ikke bliver kritiseret) – er et af det tyvende århundredes vigtigste filosofiske såvel som sociologiske værker. Og i en tid, hvor samfundskritikken igen bølger i både meningsdanneri og kunstneriske bevidstheder, så er det nok det helt rigtige tidspunkt at lancere den første danske oversættelse af dette værk. Glædeligt! Men det var så sandelig også på tide!

116
Forrige anmeldelse
« Tordenregn – Danmarks fremtid... «
Næste anmeldelse
» Englen i Groznyj »