"Jeg har aldrig elsket piger så meget som dengang jeg elskede dem i provinsen".
Jens Blendstrup

Alt er provins i en eller anden målestok. Tidsskriftet Kulturo sætter derfor i det seneste nummer fokus på provinsbegrebet. Det er ikke deres intention at få klarlagt begrebet, snarere tværtom, idet de prisværdigt forsøger at skildre begrebet fra flere forskellige afskygninger. Der er artikler om den litterære provins, Popstars-Jon i provinsen, film og tv-drama i provinsen, det revitaliserede landskabsmaleri og meget, meget mere. Desuden er der små fortællinger og poetiske vinklinger af det provinsielle, der oplyser op i det mørke Jylland og den resterende provins. Det er oplysende og indholdsrigt - at se, hvad ligusterhækken gemmer.

Tidsskriftet når omkring de fleste former for vinklinger, og derfor fremstår ligusterhækken som veltrimmet, og tagetesrækken står i en lige linie fra første side. Projektet synes veltilrettelagt i den fragmentariske formalisering, som er tidsskrifternes arvesynd: De enkelte publikationer kommer ofte til at stritte ud som et æbletræ en kold vinternat i baghavens mørke, men det er ikke tilfældet for dette nummer af Kulturo, der fastholder træets stamme. Det formår at målrette de fleste af skribenterne indspark i provinsdebatten tilpas meget til, at man rent faktisk en lille eftermiddag kan sætte sig i provinsgaragens behagelige skygge med en svalende pilsner i den ene hånd og Kulturo: Provins i den anden. Jeg havde ikke – før jeg læste dette nummer – tænkt synderligt over selve begrebet provins, men nu – hvor jeg har fået øje på det – hænger det godt fast. Det er, som når man får øje på noget nyt, så ser man det overalt. Og det er således også budskabet i dette nummer af Kulturo: Alt kan være provins! Selv København, der er provins til Europa, der er provins til Verden.

Man får også et ganske godt blik det paradoksale i provinsbegrebet, der for det første kan beskrives i hver sit toneleje. Det kan være harcelerende negativt og dermed fremhæve det at være langt hjemmefra, det stillestående parcelhuskvarter og det uforståelige regionalsprog (mit faderlige ophav har altid hævdet, at vendelboer er Danmarks klogeste folkefærd, idet de forstår alle andre sprog i landet, mens ingen forstår vendelboerne).

Det kan i modsat fald også benyttes som det direkte modsatte, nemlig det at slippe væk fra den kedelige hverdag og ud i provinsen, hvor solen altid skinner. Skagen er et godt eksempel på et sådant kursted, hvor turisterne tilbeder den altid brændende sol. På landet er der godt at være, og her ser vi jo ofte i litteraturen, hvordan lægernes bedste kur mod diverse alt for besværlige sygdomme netop var at sende disse til provinsen, hvor der var sund luft og fornuft og sirlig uforstyrrethed.

Men dette værdiladede modsætningsforhold er ikke nødvendigvis det paradoksale i provinsbegrebet. Paradokset opstår snarere i, at man gennem det konformitetsafvisende netop ser det konforme. Man afviser det at blive som alle de andre, men på et lavere plan eksisterer konformiteten helt udpræget så velrullende som en trailer på vej fra Jem & Fix. Provinsens negative rolle er ofte fremstillet som netop det, at vi skal passe på det fremmede, men samtidig er der en tendens til at netop ville det fremmede.

Vi misunder i provinsen det nye fra København – de får jo altid det nye derovre, mens provinsen altid bliver negligeret og tilsidesat. Det er i hvert en ytring, man ikke undgår længe på disse kanter. Denne misundelse går på, at vi ikke får den fornyelse som ikke-provinsen får, mens provinsens samtidig afviser denne fornyelse. Vi ser det netop nu med kommunesammenlægningerne, hvor små delområder i de nye områder gerne vil være med, når der er økonomisk incitament for det, mens de samtidig partout vil fastholde deres egenværd. Vi vil jo gerne fornyelse, hvis bare de andre gør som os. Derfor bliver selve begrebet provins fanget i dette meningsmættede paradokse mismod, der stikker halen med benene på hunden, når den luftes.

Men det her skal ikke understrege en ubrugbarhed af et begreb som provins; det skal snarere fremhæve det modsatte – nemlig at vi er nødt til at have et sådant begreb, for ellers ville en lang række positive provinsrelaterede gevinster gå tabt. De enkelte provinsområder imellem ligger en lun humoristisk sans skjult, som er værd at bevare, mens provinsgestaltningen samtidig beror på en sensibilitet for det nære, det folkelige og det at vende hjem. For hjem er jo der, hvor man tør tro på, at der findes sådan noget som identitet. Uden et begreb om provinsen ville vi heller ikke have et begreb om storbyen. Der opstår på den måde en dialektik mellem storbyen, hvad der det store, det nye, det dynamiske og provinsen, det ’bette’, det alderstegnede og mere statiske. Men omvendt er provinsen jo ikke dér, hvor metaforerne lægger sig til at dø; det er ofte dér, der opstår. Hvor ville vi for eksempel være rent sprogligt uden digtere som H. C. Andersen, Steen Steensen Blicher og J. P. Jakobsen? – og det er bare for at nævne nogle få. På den måde har O’ænse, heden og Limfjordporterens hjemby været garant for nogle litterære foranledninger til sprogblomster, som er svært målelige i kohærens med det negativt klingende provinsielle.

At sætte sig med Kulturo: Provins i håndfladerne i en blød lænestol med BKI-kaffen ’duftende’ fra sin kaffekop, med den velkendte julepynt hængende omkring sig (det skete jo for mig i de juledage) og med udsigt til barndomsgaden, hvor de første knytnæveslag og kys blev uddelt, var en rar fornemmelse. Jeg følte mig i mit element, da jeg kunne – på et elendigt empirisk men dog stadig smalt tilstedeværende grundlag – udføre en antropologisk provinsundersøgelse med mig selv i en usagt og helt frimodig hovedrolle. Jeg fandt mig selv talende et sprog, jeg sjældent gør, når jeg begiver mig rundt i mit dagligvante miljø. Jeg så mig selv spise ting, der normalt ikke står på mit eget bord (og det mener jeg i den allermest positive facon). Jeg betragtede, hvordan jeg på foranledning af spontane samtaler kunne tale frit om, hvordan nabolagets huse dog havde forandret sig siden, jeg var der sidst – og dette handler vel mest om, hvor mange blade der i disse varme stunder stadig hænger på træerne. Jeg fandt kort og godt mig selv i en veltilrettelagt provinsrolle – og jeg kunne li’ det, for det er der, jeg trådte mine tidligste skridt og tænkte mine første tanker.

Men som dialektikken jo fortæller, så ville alt dette jo til sidst få en ende – jeg måtte jo rejse hjem igen, selvom jeg dog ikke vil betragte min nuværende bopæl som andet en provins. Men dette beviser blot det relative størrelsesforhold mellem provins og Det Andet. Samtidig kunne jeg også lægge Kulturo: Provins fra mig igen med den velkendte foldede ryg og en lang række væsentlige understregninger, der er et stiltiende bevis på, at skriftet er læst med fornøjelse. Derefter kunne jeg igen tage hjem – både en praktisk og en mere teoretisk provinsoplevelse rigere. For tidsskriftets fokusering behandler emnet på en adspredt, systematiseret og læseværdig måde, selvom kvaliteten de enkelte publikationer imellem varierer – men jeg lader det positive indtryk stå som det sidste.

Jeg fik således øje på mig! Jeg fik – ved at perspektivere de små artikler, digte, fotografier og øvrige betragtninger – øje på mig selv i en rolle, jeg måske har fornægtet, måske glemt, eller måske simpelthen forsøgt at vokse fra – men selvom vokseværket fortager sig, så er jeg stadig barn af provinsen.

"Og det er godt at vi stadig har provinsen
Hvor skulle vi ellers tage hen om sommeren
Hvad skulle vi ellers se ned på
Eller glemme vi kommer fra."
Benn Q. Holm ”På herrens mark”