I en tid præget af generativ kunstig intelligens (GAI) og dens stadigt mere omfattende indflydelse på vores liv, stiller Naomi S. Baron med bogen Who Wrote This? det yderst relevante og afgørende spørgsmål: Hvordan påvirker AI og dens fokus på effektivitet menneskelig skrivning og identitet?

Bogen udforsker det komplekse samspil mellem menneskelig formuleringsevne og AI-sprogmodeller. Baron argumenterer for, at vi står ved en skillevej, hvor vi må overveje, hvad vi vil med generativ kunstig intelligens. Der er nemlig forskel på, hvad generativ kunstig intelligens kan, og hvad “we want it to” (s. 232)

Hun beskriver selv bogen på følgende måde: “This is a book about where human writers and AI language processing meet: to challenge the other’s existence, provide mutual support, or go their separate ways” (s. x).

En central bekymring i bogen er AI's indflydelse på vores tankeprocesser og identitet. Baron påpeger, at skrivning ikke blot handler om at producere tekst, men i lige så høj grad om at tænke, reflektere, udtrykke følelser, forholde sig til ens omgivelser og til andre og at forstå sig selv.

Jeg ved ikke, hvad jeg mener, før jeg har hørt, hvad jeg siger eller set, hvad jeg skriver. Dette er en tanke, som kunne være hentet fra Vygotsky, men hans skelnen mellem inter- og intrapsykiske processer, men som Baron finder hos forskellige skønlitterære forfattere som eksempelvis Flannery O’Connor: “I write because I don’t know what I think until I read what I say” (s. 25). Baron fremhæver dermed den tætte forbindelse mellem skrivning og tanke. Vi risikerer at miste denne værdifulde proces, hvis vi i stigende grad overlader skrivearbejdet til kunstig intelligens. Det risikere at reducere vores evne til refleksiv og kritisk tænkning.

“A nasty side effect of digital life is identity theft” (s. 220). Kriminelle står hele tiden på spring for at opfange brugernavne og koder, så de kan suge penge ud af andre folks konti. Men hvordan adskiller dette sig fra autokompletfunktionen, når vi skriver noget? Hvem skriver det, vi skriver, når vi lader en maskine skrive for os? Og vigtigst af alt, hvis stemme kommer frem i det, vi skriver, når vi ikke selv skriver det, men i stedet får det genereret gennem input til en kunstig intelligens?

De to første afsnit i denne anmeldelse er delvist genereret med Googles nye NotebookLM. Jeg har efterfølgende gennemskrevet de genererede forslag, som var alt for svulstige og ikke præcis ramte det, jeg (fandt ud af at jeg) ville sige. Hvor meget af mig er der i denne anmeldelses første sætninger? Har jeg approprieret den genererede skrift gennem min gennemskrivning, hvor jeg måske selv kun har fundet på en tredjedel af ordene?

Stemme - eller ´voice´ - er et begreb fra fiktionens verden, hvor forfattere leder efter deres egen stemme, så de kan adskille sig fra andre forfattere(s stemmer). En forfatters originalitet kan bedømmes efter stemmens særegenhed. Men dette gælder ikke kun forfattere til fiktion. Det er en del af hver enkelt menneskes identitetsdannelse at finde sig eller sit selv og dermed sin stemme; den særegne tonalitet, vi bidrager til verden med, og som måske er det, Hannah Arendt mener med natalitet.

Vi bliver os selv ved at udvikle en specificitet, der kan udtrykkes som “stemme”. Mennesker bliver unikke i et fællesskab, da den enkelte både har noget tilfælles med de andre og noget, der er særegent for den enkelte. Jeg er mig til forskel fra dig - også selvom vi deler en fælles verden: “As linguistic creatures, we understand each other because we share codes” (s. 149). Denne kode er situeret i vores livsverden. Vores ord og vores stemme står i relation til denne livsverden - og dette spiller med i vores sprog; i vores skrift. Men kunstig intelligens har ikke nogen livsverden eller nogen sanselig indtryk af den verden, vi lever i.

I skrivningen kommer forhandlingen mellem ‘jeget’ og fællesskabet til udtryk. Den enkelte forsøger at udtrykke sig i måden at skrive noget på; at være særegen. Og i skrivningen forsøger man at finde ud af, hvad man i virkeligheden mener, og hvem man er, ligesom man forsøger at få klarhed over den verden, man er en del af. Hvordan forstår man omverdenen, og hvordan forstår man sig selv i relation til den? Dette er en klar skrfitsproblematik - ikke mindst i de formative år, hvor man (ud)dannes. Så der er en særlig problemstilling om skriftlighed i relation til både grund- og ungdoms- og videreuddannelse.

Hvem har skrevet dette er et mere grundlæggende spørgsmål end det rent formelle spørgsmål om, hvem der har haft hånden på pennen eller fingrene på tastaturet. Det er et grundlæggende eksistentielt spørgsmål.

Dette sættes også klart i spil i bogens undertitel, der gælder fristelsen til at gøre ting og blandt andet at skrive mere effektivt i betydningen med brug af færre ressourcer og mindre tid. Det er meningen med “the lure of efficiency”, hvor vi på bekvemmelighedens alter måske ofrer vores særegne identitet. På engelsk skelner man mellem “efficiency” og “effectiveness”, hvilket det danske“effektiv” ikke får med, da det dækker betydningen af både hurtigere og bedre (mere større effekt).

Med anvendelsen af generativ kunstig intelligens har man mulighed for både at blive mere effektiv og nå flere opgaver på samme tid, og at løse visse opgaver med større kvalitet. Men det bliver vigtigt, som Baron fremhæver igen og igen, at man overvejer, hvad det er, man vil opnå. Min anmeldelse blev ikke skrevet hurtigere som følge af, at jeg lagde mine noter ind i NotebookLM, og man kan diskutere, om den er blevet bedre.?

Baron henviser til økonomen Erik Brynjolfsson, der skelner mellem automatisering og forøgelse (augmentation). Pointen er, at man godt kan anvende kunstig intelligens til at gøre ting hurtigere, men det kommer ofte med en pris. Prisen kan være, at man mister nuancer og muligheder for fordybelse. Arbejdet risikerer at blive mere overfladisk. Hastighed betyder typisk også standardisering, hvilket kan være et problem, når det kommer til skriftlighed. Hvis man som studerende vænner sig til, at man kan få skrevet noget hurtigt på bekostning af det individuelle præg og besværet med at genskrive tekster for at opnå nuancer og klarhed, så mister man måske evnen til at udtrykke noget selvstændigt. Al skrift bliver en ensartet identitetsløs fars uden sproglig dynamik, intensitet og spændstighed.

Hvad Brynjolfsson og Baron ønsker er, at man overvejer, hvor man kan forbedre kvaliteten i det, man kan opnå i samarbejde med generativ kunstig intelligens. Som studerende kan man få hjælp til at skrive noget, men den tid, man derved sparer, kan bruges til at komme længere ind i det faglige stof eller ved at nå flere overvejelser, refleksioner og gennemskrivninger, som vil være med til at forbedre kvaliteten af det, man afleverer og den faglighed, man udvikler i processen. “[The] goal in AI shouldn't be building machines that match human intelligence [...] but programs giving human efforts a boost” (s. 178)

Men her bliver det svært, da det kræver, at man gør ting for at gøre dem bedre, og ikke for at blive hurtigt færdig. Dette strider mod den menneskelige tilbøjelighed til at søge de mest effektive (efficient) løsninger. Hvis man har muligheden for at trykke på den røde knap, og så bliver tingene gjort for en, hvem kan så sige sig fri? Når nu stavekontrollen foreslår en måde at stave på, skal jeg så bruge det til at analysere forslaget, eller skal jeg acceptere, at den kunstige intelligens nok har styr på det? De fleste af os er tilbøjelige til ofte at vælge at springe over, hvor gærdet er lavest, fordi det er det mest økonomiske og mest effektive.

Her er endnu en sætning, jeg har fået genereret af kunstig intelligens: Who Wrote This? er en tankevækkende og velargumenteret bog, der sætter fokus på de udfordringer og muligheder, som AI præsenterer for menneskelig skrivning. Bogen er relevant for alle, der interesserer sig for teknologi, sprog og fremtiden for menneskelig kommunikation.

Jeg vil tilføje: Bogen er velskrevet og viser, hvad en bevidsthed om skriftlighed og formulering kan betyde, når man har lært det. Hver enkelt sætning i bogen virker skabt af en glæde ved skriftsproget. Det er en fornøjelse at læse, hvordan en sand mester i sprogkunst kan skrive både klart, indsigtsfuldt og humoristisk om mange emner, der kan knyttes til udviklingen af den menneskelige tænkning og skriftlighed. Baron har en distinkt stemme. Baron demonstrerer samtidig en imponerende indsigt i den vestlige kultur- og kunst- og litteraturhistorie, så hun kan trække relevante elementer ind fra mange forskellige fagfelter. Hun er en gammeldags polyhistor, hvis vi skal henvise til et oplysningsideal, der blev udviklet som modsvar til det førmoderne.