Døden er muligvis ikke det vi danskere, eller for den sags skyld mange her i den vestlige verden, taler særligt meget om. Selv om døden muligvis ikke er et decideret tabu længere, så er det stadigvæk et emne, der virker som et man helst undgår. Vi kan dog blive nødt til at tale om døden, hvis en nær slægtning, kone, kæreste eller kæledyr lige er død.

Nytårsaften 2023 døde denne skrivekarls gamle far. Ikke overraskende, da manden var blevet gammel og havde været plaget af sygdom, men alligevel er hans død og savnet af ham stadig meget tydelig at mærke i hverdagen. Heldigvis var far Poul ikke en, der undgik at tale om den slags ting og manden havde endda været så fremsynet, at han havde planlagt sin begravelse og alle de andre praktiske ting i forbindelse med sin egen bortgang i god tid forinden, så en masse af de beslutninger, der efter hans død skulle tages i forhold til eksempelvis at finde de rette salmer til begravelsen, vide hvem der skulle arve hvad, osv. var allerede for længst diketeret, til stor hjælp for os efterladte.

Sådan en rettidig omhu er det dog ikke de fleste der besidder. Der er sikkert mange der forsøger at ignorere ideen om at de selv, at deres børn og kæreste også alle sammen skal dø på et tidspunkt. Som Chuck Palhaniuk så tørt skriver det i Fight Club, ”set over en lang nok tidsperiode, falder alles overlevelsesrate til nul.” Det er en uomtvistelig sandhed, som rigtigt mange ikke har lyst til at tænke alt for meget over. Hvad sker der når jeg dør? Når jeg at gøre alle de ting jeg har sat mig for, inden jeg dør? Har jeg fået det ud af livet jeg ønskede?

Spørgsmålene er mange, men centralt er det at vi bliver nødt til at blive bedre til at tale om døden, for uanset hvor forskellige vi alle er, så har vi det til fælles, at vi alle er blevet født ind i denne verden og vi skal allesammen dø på et eller andet tidspunkt. Derfor kan det også virke sært, som Jacob Birkler observerer i sin nye bog Lad os tale om døden, at vi ikke snakker mere om dette uundgåelige emne.

Birkler er filosof og formand for Etisk Råd. Hans filosofiske baggrund lader sig bestemt ikke fornægte idet man læser hans bog, for han er virkelig god til både at vende og dreje alle argumenter og er samtidig sprogligt meget grundig, idet han kaster sig over en række af de emner, der alle knytter sig døden på en eller anden måde; være det sig ens egen død, ens nærmestes død, eller for den sags skyld døden som generelt (filosofisk) koncept.

Det betyder dog ikke, at hans bog er hverken overdreven akademisk eller holdt i et vidtløftigt, svært tilgængeligt sprog, men snarere at han har gjort sig grundige overvejelser omkring strukturen i hans tekst og den måde han udfolder sine argumenter på. Hans pointer ender i al fald med at være både meget snusfornuftige og svære at argumentere imod.

Bogen bør ikke betragtes som en selvhjælpsbog, men som en tekst der forhåbentlig gør, at os der læser den lærer at blive bedre til at tale om de vanskelige emner, som man normalt har forsøgt at undgå. Som det siges, så sætter døden jo livet i perspektiv. Hvis vi hypotetisk ville kunne leve evigt, så ville det sikkert også medføre en vis apati, for så ville man næppe være motiveret til at gøre noget, lære nye ting, drage ud i verden for at opleve den, mv. Når vi derimod ved at vi alle lever på lånt tid, så medfører det, at vi bevidst træffer nogle valg på baggrund af dette.

Bogen er helt tydeligvist også skabt på bagrund af forfatterens egne erfaringer og masser af samtaler med døende. På den måde får læseren også en indsigt i hvad man bør tænke over, når man netop skal samtale med en person, der ved at vedkommende ikke har langt igen. Det kan godt være, at det er vanskeligt, men Birkler kommer med en masse gode, lavpraktiske råd og indsigter, der både er interessant læsning og som med garanti kan bruges i praksis.

Undervejs i bogen bliver der også plads til at italesætte den måde vores sundhedsvæsen håndterer sygdom og død på. Han tager også et historisk blik på hvordan vi førhen havde et mere naturligt forhold til døden i hjemmet, idet den var synlig og til stede i folks hverdag, modsat i dag, hvor syge, ældre og døende nærmest gemmes væk på hospitaler, hospices og alderdomshjem. I dag lever vi ikke længere med døden, men forsøger konstant at udsætte den takket være ny medicin og livsforlængende behandlinger.

Et fint ekempel på hvad dette har resulteret i er en 86-årige kvinde, der bliver spurgt til hvad hun mener om den hjertestarter, der er blevet sat op på plejehjemmet, hvortil hun svarer: ”hvis jeg falder om af et hjertestop, så kommer de rendende. Jeg kunne bare sådan ønske mig, at de kom rendende lidt før” (s. 120) – en kommentar til at der er opstået en tendens til at fokusere på at holde folk i live for enhver pris, i stedet for at bruge tid på at fylde det levede liv med kvalitet, omsorg og nærhed. Noget der heldigvis også fylder en del i debatten i disse år.

Alt i alt er Lad os tale om døden sin dystre titel til trods, en virkelig god lille bog, som burde husstandsomdeles. Den er i al fald langt vigtigere end Lars Larsens memoirer var det, idet forfatteren får taget hul på en diskussion, som burde have været taget for længst. Vi er pivringe til at tale med hverandre om de ting der er svære, uanset om man har rod i Vestjylland eller på Sydsjælland. Jacob Birkler kommer rigtigt godt rundt om sit emne, får præsenteret en række meget saglige, gode pointer og så er han ganske systematisk, sympatisk og meget grundig i sin argumentation.

Det kan godt være at vi danskere er dårlige til at tale om døden, men i det mindste kunen vi jo starte med at læse lidt om døden, for på den vis måske at blive lidt bedre til at håndtere emnet. Døden bliver også en del af dit liv, så kom nu bare i gang og tag snakken med dine nærmeste.