Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Kosmorama nr. 239: Animationsfilm / Diverse forfattere / 165 sider
Det danske filminstitut. ISBN
Anmeldt 10/12 2007, 13:44 af Torben Rølmer Bille

Hvor er Otomo & Walt?


Hvor er Otomo & Walt?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er altid en fryd både for øjet og intellektet, at samle det seneste nummer af Kosmorama op. I mange år har magasinet været en fast bestanddel af universitetsstuderendes referencemateriale, når der skulle findes artikler om specifikke film, genrer eller instruktører. Desuden har det altid været spæn-dende læsning for de fleste (intellektuelle) filmnørder og andre, der gerne vil læse mere baggrundsorienterede artikler end dem, der normalt er at finde i den øvrige filmpresse. Det nyeste nummer er bestemt ingen undtagelse til dette.

Animation i lokalområdet
Det er umiddelbart svært, at samle 13 artikler, af forskellig længde, med forskelligt fokus, skrevet af forskellige forfattere under en hat, men undertegnede vil gøre forsøget alligevel, og valget faldt på den (lettere triste) kronologiske gennemgang. Der indledes med en generel informativ artikel af Samuel Ben Israel, som skriver om grundbegreberne i animation, og hvordan animationsforskningen har udviklet sig gennem årene.

Dernæst følger to artikler om udviklingen indenfor den danske animation, af hhv. Roar Kent der leverer et indsigtsfuld kronologi af den danske animationshistorie, og Morten Thorning (rektor for animationsskolen i Viborg) der skriver om Animation Workshops udvikling. Artiklen minder ved første øjekast som en slet skjult reklame for Thornings egen institution – men omvendt set, så er der også god grund til at være stolt over gesjæften, og artiklen giver et godt indblik i, hvordan animation kan institutionaliseres.

Animation & auteurs
Fra denne ekskursion udi det danske skiftes fokus til en serie artikler om forskellige animationspionerer og ikke mindst auteurs. Den første, skrevet af Terkel K. Tolstrup, omhandler Richard Williams, der sikkert er ukendt af de fleste, men som bl.a. var animationsleder på Hvem Snørede Roger Rabbit (Who Framed Roger Rabbit?) fra 1988. Artiklen omhandler dog primært Williams’ imponerende hovedværk The Thief and the Cobbler, der af forskellige årsager har taget animatoren næsten 40 år at få gjort færdig. Dernæst præsenterer Carl Nørrested en række auteurs, der alle har det til fælles, at de kan betragtes som eksperimentelle animationskunstnere. Filmene, der beskrives, er sikkert tættest på det man ville kalde kunstanimation, og artiklen mares desværre med for mange (og lange) tekstuelle gengivelser af hvad der sker i de enkelte film. Det er altid problematisk, at forsøge at viderebringe filmoplevelser på skrift, og selv om artiklen akkompagneres af et utal af illustrationer, så er det i sidste ende meget svært at visualisere de ofte meget abstrakte film, som beskrives.

Lidt bedre bliver det i den efterfølgende artikel af Jesper Andersen, som handler om Norman McLaren, der er mest kendt for at animere ved at skrabe og tegne direkte på filmen – det vil sige, uden brug af kamera. Selv om der også her er beskrivelser af enkelte scener, så er artiklen snarere en historik over McLarens liv og eksperimenter med denne form for animation, og giver et spændende indblik i en utraditionel animators liv. Auteurdiskussionen afrundes med Jan von Bonsdorffs genemgang af Christopher Landrets computerskabte film Ryan. Filmen vandt i 2004 en Oscar for bedste animerede kortfilm og artiklen er en minianalyse af denne film, samtidig med at den giver læseren øjeblikkelig lyst til at se den.

Atypisk anime
Samme seer/købelyst fremkaldes også med den efterfølgende artikel af Rasmus Brendstrup, som veloplagt skriver om den eksperimentelle animefilm Mind Game og det japanske animationsstudie 4°Cs. Mind Game er en surreel tour-de-force, som på mange måder er atypisk for de tegnefilm man normalt ser fra Japan. Det eneste problem hér er, for de af os, der gerne vil eje filmen, at Mind Game nærmest er umulig at opspore på DVD takket være, den ikke har en europæisk distributør. (Til gengæld kan interesserede købe filmen direkte fra Japan, eksempelvis via http://www.nippon-export.com.)

Den næste artikel af Lars-Martin Sørensen, handler også om animefilm, og forfatteren viser, at han har en stor indsigt i japansk kultur, især i forhold til de overvældende traumatiske begivenhed, der ligger til grund for filmene Grave of the Fireflies og Barefoot Gen, nemlig Anden Verdenskrig. Det er smart at sammenligne netop disse to film, idet de begge tematisk har det samme fællesrum, men samtidig er meget forskellige med hensyn til deres kulturelle subtekster. Det bliver der gjort flot rede for hér, og er man interesseret i denne ”socialrealistiske” gren af japansk animation, bør man ikke snyde sig selv for Sørensens artikel.

Fra tegnefilm til flyttefilm
Animation er, som indledningen af Kosmorama siger, meget andet end tegnefilm, og det kommer i fokus i de næste to artikler. Jan Švankmajer er ubetinget den animator, der gennem sin karriere har både fascineret og skræmt flere filmseere end nogen anden med hans absurde, surreele og avantgardistiske kortfilm. Han er i fokus i Peter Skovfoged Laursens artikel, der kort gennemgår Švankmajers karriere, og desuden laver en nærmere analyse af den fantastiske kortfilm Dimensions of Dialogue fra 1982.

Steen Dalin beskæftiger sig herefter med de langt mere børnevenlige animatorer fra Bristol, med fokus på Nick Park og resten af Aardman animationsteamet. Artiklen fortæller baggrunden for den livlige modellervoksfilmindustri i byen, der ud over en masse fine kortfilm har bragt os bl.a. spillefilmene Flugten Fra Hønsegaarden (2000) og Walther og Trofast – Det Store Grønsagskup (2005).

Tegnefilm og tegneserier
I magasinets næstsidste artikel beskæftiger Kenneth T. de Lorenzi sig med den amerikanske tv-tegnefilm. I en ultrakort historik ridser han linjerne op fra Flintstones til Simpsons. Da alle de serier, han beskæftiger sig med, både har stor dybde og er omfangsrige, lykkes det ham ikke til fulde at beskrive alle nuancerne ved disse, men for den, der blot er interesseret i at få et overblik over, hvordan det har kunnet lade sig gøre for animationsfilm at etablere sig som et værdigt alternativ til mere traditionelle tv-serier, leveres en glimrende gennemgang af dette.

Selv om Kosmoramas sidste artikel umiddelbart synes at falde lidt udenfor, idet dens primære fokus er i tegneserien, søger Thomas Thourhauge alligevel at se på ligheder og forskelle imellem disse to medier. Det er fra artiklens start klart, at han har valgt side, men han formår alligevel at bringe en vældig interessant og vedkommende diskussion omkring de to mediers særtræk og ikke mindst omkring tegnefilmens mangel på at udforske sine egne grænser for, hvordan formen kan udvikle sig.

En popdrengs endelige vurdering
Alt i alt, er det seneste nummer af Kosmorama både afvekslende og interessant, især for de der i forvejen har kærlighed til animationsgenren, men det må også siges, at der er en eklatant mangel at spore. Der har altid været svært at score mange akademiske point på at beskæftige sig med de helt store animationsstudier, dvs. primært Disney & Warner, med mindre man da havde marxistiske eller socialkritiske briller på. Selv med det i mente er det er mystisk, at disse giganter inden for animationsverdenen fylder så lidt i et tidsskrift dedikeret til animation. Nuvel, man kan diskutere de kunstneriske og narrative strukturer hos Disney til hudløshed, men animationshåndværket kan der næppe sættes en finger på, og da håndværket tydeligvis er meget i fokus (eks. i Thornings artikel), kan det virkelig undre en fan, at man har valgt at vie en mængde sider til animatorer, der i nogle tilfælde ikke kan dette håndværk tilnærmelsesvis så godt (her tænkes især på avantgardisterne fra Nørresteds artikel).

I samme ånd kan man også kritisere de animefilm, der bliver diskuteret, for her finder man heller ikke de mest populære og sælgende titler diskuteret. Begge artikler vælger at tage udgangspunkt i ret atypiske anime’er, og vælger helt at se bort fra mere mainstreamorienterede film, som dem der er skabt af eks. Katsuhiro Otomo, Hayao Miyazakis eller Satoshshi Kon. Man kan mene at både disse film, og den føromtalte mangel på Disney & Co, kan skyldes, at det er muligt at finde massevis af artikler om mainstreamen andetsteds, men det smager dog stadigvæk af, at de repræsenterede (akademikere) i langt hørere grad vil beskæftige sig med nicheprodukter, frem for at omfavne den brede mainstream. Det er i al fald min ydmyge mening, at et temanummer som dette i højere grad også burde inkorporere blot en enkelt artikel om mainstreamen.

Slutteligt kan det undre, at der ikke er viet nogen som helst plads til det, der skrives om i magasinets start, nemlig den ”usynlige” animation, vi oplever gennem mobiltelefoner, som tv-jingles og i computerspil. Se, dét ville virkeligt have været interessant, og ydermere have bragt dette nummer helt frem til dags dato.

Forrige anmeldelse
« "Upassende sociologi" & "I ... «
Næste anmeldelse
» Kulturo; efterår 06, nr. 23; T... »