Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




I hundenes vold / Don Winslow (oversat godt af Allan Hilton Andersen) / 621 sider
Forlaget Klim. ISBN 9788779555990
Anmeldt 15/4 2009, 22:53 af Peter Kirkegaard

Narkoens store hundeslagsmål


Narkoens store hundeslagsmål

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Don Winslow er brudt igennem i Danmark. Sidste år kom thrilleren Frankie Machines vinter, prompte belønnet med årets Rosenkrantz-pris, og nu kommer mastodontromanen I hundenes vold, en blodigt grum historie om USA’s håbløse narkokrig mod de sydamerikanske markeder. Den er fremragende – og sand, helt ned i detaljen.

Ligene flyder på gaderne i det nordvestlige Mexico, tæt på grænsen til USA. Det er den nådesløse narkokrigs resultater, helt aktuelt. Men det er en lang historie, og hele vejen skrupelløst blodig. Don Winslow (f. 1953) fortæller den med forståelig rædsel og cool overblik, fra tilbage i 1970’erne og til nu. Ét langt gys over hele 621 sider. Smerteligt, kynisk, selvironisk – og pinligt morsomt. Art Keller er en desillusioneret Vietnam-veteran, som havde håbet at finde en retfærdigere krig mod narkostrømmen sydfra. Men han må snart sande, at narkokrigen har hastigt skiftende taktiske alliancer og yderst krydrede, hemmelige dagsordner, på tværs af normal menneskelighed og fornuft. Ét stort hundeslagsmål som hurtigt reduceres til overlevelse, stædig hævntrang og truende desensibilisering af den humane sans.

Amerikanerne har mildt sagt altid haft svært ved at gerere sig i fremmede kulturer i anden skikkelse end den hæmningsløse erobrers, den der altid ved bedst. Keller leverer denne ømme selvironiske aforisme derom: ”Hvad vi mangler i fingerspidsfornemmelse, har vi til gengæld i mangel på fingerspidsfornemmelse.”

Art Keller er nok romanens centrumsfigur, men der er derudover skiftende fokus på et rigt og krydret tegnet karaktergalleri. Fra kynisk korrupte CIA-agenter, unge irske kriminelle ”vildmænd” fra Hell’s Kitchen i New York, over den vidtforgrenede Barrera-familieklan i Mexico der over tid samler al narkosmugling i sin ’Federación’, og til stærke og stolte individer som ’befrielsesteologen’, ærkebiskop Fader Juan Parada og hans sjæls veninde, den vansindigt smukke luksusluder Nora Hayden. Og mange flere, stencool killers, voldspsykopater galore, usle stikkere og stakkels uskyldige ofre, kvinder og børn. Alle er de ”i hundens vold”.

At gøre rede for hele I hundenes vold’s skiftende fokusering – krydsende på tværs af både tid og sted – er ikke muligt. Men selv om der er nok så mange navne og sammenhænge at holde styr på, magter Winslow at holde intensiteten hele vejen. Han skriver djævelsk godt, cool, billedrigt, humoristisk, med åben patos, en ægte arvtager af de gamle mestre, en Elmore Leonard, en James Crumley.

Humlen i de håbløse kampe mod den evindelige narkostrøm til de amerikanske gader ligger i dels den førnævnte amerikanske naivitet og især i den officielle koldkrigs-paranoia omkring hele Sydamerika og dets altid truende sociale oprør, sandinisterne i Nicaragua, FARC i Colombia, you name it. Deraf de mislibige alliancer med narkobaroner, med Vatikanet (Opus Dei), selv Iran. Resultatet er selvfølgelig derefter – bortset fra omfattende naturødelæggelser og noget nær folkedrab. Da Kellers mangeårige vendetta mod Barrera-klanen endelig synes fuldbragt, hedder det lakonisk: ”Narkoen holdt op med at strømme ud af Mexico i cirka et kvarter efter Adáns fald fra magtens tinde, men så var der nogle andre, der overtog hans plads. Der kommer mere narko ind i landet end nogensinde før.” De aktuelle misèrer i Mexico modsiger det ikke, og Winslows research er omfattende. Selv hævder han, at 90 % af begivenhederne er faktuelt berigtigede.

Retfærdigvis skal det siges, at nogle – få – af personerne får vristet sig fri af ’hundeslagsmålet’, med menneskeligheden og håbet i behold. Art Keller selv ender som en anden Candide – under vidnebeskyttelse – at dyrke sin have, mens han venter besøg af den familie, han i sin hævnende retfærdighedsrus havde mistet.


96
Forrige anmeldelse
« Zehras flugt «
Næste anmeldelse
» Plante og jeg »


Flere prosaanmeldelser