Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




En gylden tid / Tahmima Anam / 350 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-43104-7
Anmeldt 20/3 2009, 20:44 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Et kvindeliv under Bangladesh’ tilblivelse


Et kvindeliv under Bangladesh’ tilblivelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tahmima Anam er født i Dhaka i Bangladesh, har boet og uddannet sig i Vesten og bor i London. En gylden tid er hendes debutroman. Med baggrund i Bangladesh’s historie kender Tahmima Anam temmelig sikker Banglades’ historie til hudløshed, og i denne bog formidler hun sin viden på området i en roman om kærlighed og krig, og hvordan disse udvikles i samspil med hinanden.

I 1971 løsriver Østpakistan sig fra Pakistan med indiske styrkers hjælp og proklameres som selvstændig stat under navnet Bangladesh. Under denne borgerkrig må mange lade livet i sin kamp for Bangladesh’ historie. I denne roman skildres Rehana Haque og hendes families verden under de skæbnesvangre måneder, der førte til Bangladesh’ løsrivelse.

Romanen tager sin begyndelse i Østpakistan i 1959, da den unge kvinde, Rehana Haque, bliver enke og tvinges til at lade sine to børn, Maya og Sohail, anbringe hos slægtninge i Lahore. Efter nogle år samles familien atter, og hvert år i marts fejrer Rehana sammen med venner, naboer og familie sine børn. Således også i 1971, hvor den ulmende politiske uro i landet kun opleves som en fjern rummel. Men da de pakistanske tanks kører ind i byen, bryder kampene ud, og pludselig er Rehana, Maya og Sohail involveret i Østpakistans løsrivelse og dannelsen af den selvstændige stat Bangladesh.

I denne proces sættes forholdet til børnene atter på spil. Rehana må tage stilling til, hvilken side hun står på, og hvor langt hun vil gå for at sikre sine børns ve og vel. Endvidere tydeliggøres de etniske og religiøse forskelle i landet; genforeningen med hendes gode ven og nabo, hinduistiske Sengupta, efterlader et chok hos Rehana. Sidst men ikke mindst kommer en fremmed ind i hendes hjem og forandrer hende for altid, og nu må Rehana give slip på fortiden og lytte til de nye følelser, der dukker op.

Rehana har indtil nu levet i fortiden, i mindet om sin mand Iqbal samt om dagen, hvor hendes børn blev taget fra hende, og hun lider af en grusom dårlig samvittighed, trods det at hun gik til yderligheder for at få børnene tilbage, og opnåede dette blot året efter. Men med krigens udbrud må Rehana på ny tage stilling til sit liv og erkende, at hun er god nok, som hun er, og at livet er til for at leves.

Taget i betragtning af at dette er Tahmima Anams debutroman, laver hun et flot stykke arbejde. Bogen indeholder historiske begivenheder, kærlighed og krig og er tilmed spændende og meget livagtig trods det faktum, at det er en fiktionsbog – man kan mærke, at Tahmima Anam er en insiderkender til historien! Hvad, der yderligere er fantastisk ved bogen, er de spørgsmål den indirekte stiller læseren; lever man livet i nuet eller er man fanget i nutiden? Elsker man andre (fx sine børn) på bekostningen af ens egen udfoldelse? Dette er historien om modningen af en kvinde, der når til erkendelsen, at det er i orden at komme videre efter sin mands død og at elske igen. Tilmed viser den, hvor langt en kvinde vil gå for sine børn, men på et tidspunkt må man erkende at de er voksne. En fascinerende bog, der indeholder problematikker der går ud over Bangladesh’ historie, og bliver universel i sin beskrivelse af Rehanas eksistentielle erkendelse.


92
Forrige anmeldelse
« Den blå aubergine «
Næste anmeldelse
» Den trettende fortælling »


Flere prosaanmeldelser