Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Snemanden / Jo Nesbø / 460 sider
Modtryk. ISBN 978-87-7053-166-5
Anmeldt 10/12 2007, 10:25 af Torben Rølmer Bille

En sag for Frost?


En sag for Frost?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Så ren som nyfalden sne”, lyder flosklen. Den første sne plejer at symbolisere noget uskyldsrent, jomfrueligt og bringer måske tankerne tilbage til barndommen, og selvom barndommens tanker, på et sent tidspunkt i Jo Nesbøs nye thriller, kommer til at spille en afgørende rolle for fortællingen, så er den første sne hos Nesbø både tilsølet i blod og alt andet end jomfruelig.

Snemanden er det syvende bog i serien om vicekommisær Harry Hole (engelskkyndige freudianere må selv indsætte en vits her), og selvom undertegnede ikke før havde stiftet bekendtskab med hverken hovedpersonen, serien eller forfatter, er det en bog man uden problemer kan læse som selvstændigt værk. I Norge har Snemanden solgt over 160.000 eksemplarer alene i den uge, hvor den udkom, og det er der en god grund til – for Snemanden er både veloplagt og spændende læsning, når historien først får bidt sig fast.

Det umiddelbare stilistiske indtryk man får, når man begynder på Snemanden, er, at Nesbø er meget inspireret af amerikanske forfatterforbilleder som Chandler og Spillane, grænsende til det plagierende. Især beskrivelsen af den afdankede og alkoholplagede hovedperson bærer disse træk og umiddelbart synes sådan antihelt at være et lidt for upassende amerikansk kliché til at passe sømløst ind på Oslos politigård, men som handlingen skrider frem (og man pludselig mindes om, at Dan Turrels navnløse detektiv var lige så kalkeret) får den hårdkogte stil pludselig vinger. Plottet får hurtigt sit eget liv og småirritationen over den amerikanske forbindelse erstattes øjeblikkeligt af læselyst. Snemanden er en kriminalroman, der har et godt tempo og som konstant pirrer læseren til at udpege Norges første seriemoder, før Harry gør det.

Sagen starter med at en kvinde forsvinder, just som den første sne har lagt sig. En snemand er blevet bygget i kvindens have – men det er ikke sønnen Jonas, der har lavet den. Politiet tror først, at hun blot har forladt sin mand, men i takt med at flere gifte mødre forsvinder, lurer ordensmagten, at der kan være tale om forbrydelser. Sagen intensiveres, da politiet finder et afhugget kvindehoved placeret på en snemandskrop. Harry Hole og hans kollega, den snarrådige unge politikvinde Katrine Bratt, finder hurtigt ud af at ”Snemanden”, som er det øgenavn pressen har givet morderen, muligvis har myrdet løs i en årrække, men motivet eller forbindelsen mellem ofrene er derimod langt sværere at finde.

Persongalleriet er varieret broget – uden at blive kulørt, Nesbøs beskrivelser og dialoger bliver aldrig kedelige og morderen er lige så kynisk beregnende og ubehagelig som hos Michael Slade, dog uden dennes tendens til overdrivelse. Retfærdigvis bør det nævnes, at Nesbø har en god evne til at lade enkelte bipersoner skinne meget klart igennem; mest hjertegribende er efter min mening forholdet læseren og Harry til føromtalte Jonas.

Snemanden mares ikke af, at ordensmagten mener at have fanget gerningsmanden halvvejs igennem (læseren ved jo godt at det næppe er den rigtige gerningsmand, når der resterer ca. 250 sider), for denne teori skydes allerede i næste kapitel i sænk, og Nesbø skruer efterfølgende bogens tempo op i højeste gear. Selv om Snemanden følger den klassiske krimistruktur til punkt og prikke, så ændrer det ikke ved det faktum, at de sidste 80-100 sider læses i et langt stræk, hvor enhver udefrakommende forstyrrelse (som ikke er livsvigtig) ignoreres. Den syvende roman om Harry Hole er hverken en stor sproglig oplevelse, ej heler en nyskabelse indenfor kriminallitteraturen, men derimod en solid og velskrevet page-turner, der med garanti vil tilfredsstille langt de fleste tilhængere af thrillers og krimier. Den ene mistænkelige karakterer i persongalleriet afløses af den næste, og det lykkes fint Nesbø at få læseren til at sluge alle falske ledetråde som lægges ud undervejs.

Idet morderens baggrund og dennes motiver mod enden beskrives i første person, får læseren et virkeligt ubehageligt blik ind bag en meget syg facade – og af frygt for at virke morbid, er det måske i disse passager bogen er allerstærkest. Det er altid spændende i at få lov til at se direkte ind i monstrets forvredne og iskolde hjerne, især når man trygt sidder i lænestolen med et lunende tæppe over knæene.


Forrige anmeldelse
« Blodbjerget «
Næste anmeldelse
» Forfulgt af død (no: Dødens d... »


Flere prosaanmeldelser