Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




En dråbe i havet / Kirsten Hammann / 328 sider
Gyldendal. ISBN 9788702067712
Anmeldt 7/12 2008, 17:03 af Claus Krogholm

En dråbe i havet


En dråbe i havet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For nylig vandt Kirsten Hammann Danske Bank Litteraturpris 2008 på 300.000 kr. for sin seneste roman En dråbe i havet. Det er Hammanns femte roman i et forfatterskab, der ikke rigtig ligner noget andet.

Romanen handler om Mette Mæt, en succesfuld forfatter, der nu ønsker at skrive noget, der er virkeligt, som betyder noget, og som kan forandre verden. Hun har derfor henvendt sig til nødhjælpsorganisationen Hjælp for få bistand til sin research. Først får hun udleveret det materiale, Hjælp bruger i sine kampagner, men det er ikke nok. Det bringer ikke Mette Mæt tættere på, hvordan virkeligheden er, og så kan hun heller ikke skrive, så andre forstår virkeligheden blandt de nødlidende.

Det er også Mette Mæts eget problem. Hun kan blive opflammet af indignation, når hun ser en ny katastrofe på tv; ser hvordan mennesker dør uden at nogen hjælper. Men før hun selv når at gøre noget, er indignationen forduftet blandt hverdagens gøremål med at få datteren i børnehave, købt ind og læst de dameblade, der lokker fra hylderne. Mette Mæt må have mere, hvis hun skal kunne trænge igennem til folk.

Stig Danielsen fra Hjælp lader hende så se nogle af de videooptagelser, der er for barske til at kunne bruges i markedsføring. Mette ser timelange optagelser af børn, der dør af sult og sygdom, men kan ikke sige sig fri for at finde det lidt kedeligt. Der mangler det drama og følelsespres, års tv-forbrug har vænnet hende til at forbinde med tragedier og katastrofer.

Stig Danielsen går så med til at vise hende det sidste nye: Sesam. Når Mette går ind gennem døren til værelse 516 på et københavnsk hotel, befinder hun sig pludselig i en landsby i Afrika, på et børnehjem i Rumænien, en fabrik i Kina eller en losseplads i Indien. Det er en seneste udvikling inden for virtual reality, forklarer Stig Danielsen. På denne måde kan Mette Mæt omsider opleve det virkeligt, uden hun på noget tidspunkt behøver at forlade København. Det er så overbevisende, at Mette har svært ved at tro, hun ikke har været i Afrika; men det hele er en illusion, forsikrer Stig Danielsen. Men da Mette på et tidspunkt får en dreng, og senere en hel familie, med tilbage til København, bliver det efterhånden umuligt at skelne illusion fra virkelighed.

Mette Mæt er den seneste i den række af Hammann'ske heltinder, der startede med Vera Winkelvir i 1993, og som alle er karakteriseret ved at have problemer med, hvad der er virkeligt. Det er ikke noget tilfælde, at Mette Mæt er en forfatter, der oplever, at hendes værktøj og materiale – sproget – ikke formår at bringe hende i kontakt med den virkelig, hun ønsker at forandre. Kirsten Hammanns heltinder oplever typisk, at det poetiske sprog kollapser.

Da Ramona i Bannister (1997) mister mand og barn, er det ikke som om Jorden forsvinder under hendes fødder; nej, den forsvinder bogstaveligt talt og hun driver omkring i det tomme rum, indtil hun bliver tiltrukket af en ny mand. Men manden, Bannister, er en planet, hvis gravitation er så kraftig, at han bogstavelig talt tiltrækker Ramona. Metaforerne, og det poetiske sprog generelt, kollapser og bliver bogstavelige. Ikke for ingen ting hedder Hammanns roman/poetik Bruger de ord i kaffen. Sproget bliver en ubehjælpsom og lettere komisk størrelse, når man vil beskrive en bogstavelig virkelighed, som er andet og mere end en poetisk konstruktion af virkelighed.

Mette Mæt møder en række andre kvinder, der lige som hun bruger Sesam for at komme i berøring med noget virkeligt. De hedder alle noget, der er variationer af Mette Mæt: Fanny Full, Mona Mätt osv. De er alle forfattere, journalister osv. - mennesker der har sproget, som deres arbejdsredskab. Deres efternavn refererer til deres materielle status. De lever i vestlige lande, hvor deres materielle behov er opfyldt, og de har derfor overskud til at interessere sig for de, der ikke har.

Mette Mæt er lykkelig med mand og datter, hun har succes; men hun har også dårlig samvittighed over sin lykke, når nu der er andre, der ikke har det sådan. Og hun har især dårlig samvittighed over, at hun – trods sit materielle overskud – alligevel ikke orker at gøre noget. ”Når hun nu selv lever i en boble af velstand og glæde, så kunne hun i det mindste kaste et blik på dem, der har det værre. Hun kan vel bruge fire timer på at se, at en af dem dør", tænker hun på et tidspunkt. Men da hun først har fået adgang til Sesam, ændrer tingene sig. Hun bruger mere og mere tid på sine virtuelle ekspeditioner, tager endda sin datter med; men mister til gengæld fornemmelsen for, hvad der foregår i hendes egen lille verden, og opdager ikke den private katastrofe, der er under opsejling.

Kirsten Hammann har med En dråbe i havet sat kniven i mindst to problemstillinger på én gang. Dels at vi i Vesten har det materielle overskud til at gøre noget ved de katastrofer – natur- og menneskeskabte – vi ved finder sted; men som vi for sjældent får gjort noget ved, bl.a. fordi vi overvældes af katastrofescenarier gennem medierne – det virker for uoverskueligt. Hvor skal vi starte? Dels rejser romanen det klassiske spørgsmål om kunstens rolle. Kan kunsten forandre virkeligheden? Kan kunsten være et vindue til virkeligheden, der bedre end medierne får os til at forstå virkeligheden, så vi handler frem for at lade os bedøve. Kirsten Hammann skriver med en forførisk lethed, med et sprog der hele tiden kommer til kort over for virkeligheden, men samtidigt skaber sprækker, som lader os ane en virkelighed, der kan være nok så grusom. Det er ikke altid behageligt, men det er stor kunst.


68
Forrige anmeldelse
« Ved floden Piedra satte jeg mig... «
Næste anmeldelse
» Flere filosofiske fortællinger... »


Flere prosaanmeldelser