Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Ved floden Piedra satte jeg mig og græd / Paulo Coelho / 218 sider
Bazar. ISBN 9788776041878
Anmeldt 1/12 2008, 21:51 af Kim Toft Hansen

Alle kærlighedshistorier er ens


Alle kærlighedshistorier er ens

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Har man endnu ikke haft den store fornøjelse at læse en Paulo Coelho-roman, har man i sandhed en vidunderlig oplevelse til gode. Og hvem der bare havde det. Derfor hjælper det i det mindste, at der er en række ældre romaner, der endnu ikke er oversat. En af disse er Ved floden Piedra satte jeg mig og græd, som netop er udkommet i en (velskrevet) dansk oversættelse.

Det er svært – skal det siges – at gå til Coelhos bøger uden at føle sig talt til på en eller anden måde, hvilket i høj grad kan være et kritikpunkt, som også er rejst. Romanerne er bredfyldte med enkelte sætninger og passager, der for sig selv ville kunne kvalificere sig til små, skarpe aforismer, og disse skal man synes om, for at kunne synes om Coelhos mere eller mindre fantastiske fortællinger – og her snakker vi fantastik i den mest magisk realistiske facon. Går dette ram forbi, kan Coelho føles lidt nedsættende og moralsk belærende, men får man først øje på, at dette på den ene side hele tiden er lagt i tale hos de implicerede karakterer (altså er det ikke nødvendigvis forfatterens egne ord), mens de på den anden side oftest er nuanceret gennem alt andet end didaktisk moralisme, så får man også øje på den vidunderlighed, der ulmer underneden.

Ved floden Piedra satte jeg mig og græd er heller ingen undtagelse. Nærmest som en langstrakt novelle handler fortællingen om den unge kvinde, der på bogens første side sætter sig til at græde ved floden Piedra. Her sætter hun sig til at skrive om, hvad det er, der gør hende bedrøvet – og denne historie får vi så fortalt romanen igennem. I sin ungdom måtte hun se sin store forelskelse rejse bort fra sin hjemby, men nu har hun igen hørt fra ham, og hun rejser af sted for at møde ham igen. Dette er starten på en knusende kærlighedshistorie, der på en og samme tid er en undersøgelse af kærlighedens væsen i katolicismens vid, i Jomfru Marias ånd og ikke mindst den store oplevelse af kærlighed mellem to mennesker.

Barndomsvennen, som hun møder, har været bortrejst på præsteseminar og er tæt på at få sit præstebrev. Han rejser rundt med prædikener, og til hendes store overraskelse er han enormt populær – nærmest som en levende helgenskikkelse, men det endnu ikke klart, hvad der ligger bag. Det bliver hurtigt indlysende, at han har evner, som han skjuler for hende, men det er endnu ikke begribeligt, hvad det er for evner. Samtidig med, at han – nok af denne grund – har svært ved at fortælle hende, hvor forelsket han er i hende, hvilket selvfølgelig ikke gør sagen nemmere for hende, diskutere hun også med sin – i romanen helt eksplicitte og for hende yderst tilstedeværelse – Anden om, hvordan hun skal reagere på denne udfordring: Skal hun give sig hen med fare for at blive såret, som hun på ingen måde ønsker, eller skal hun holde igen, fordi hun godt ved, at han alligevel forlader hende til sidst?

Som det her nærmest i referatets form er klart, så er det ikke uden årsag, at Coelho i romanen utvetydig formaner, at ”alle kærlighedshistorier er ens” (s. 14). Det lyder som en simpelt fortælling om to mennesker, der er ved at kvæle hinanden i kærlighedens sødme, men samtidig er der primært to ting, der redder romanen fra dette. For det første er sproget og den narrative komposition – som det oftest er tilfældet hos Coelho – lagt i lignelsens form og i en nærmest bibelsk sprogtone. Det betyder, at man let kan tage fejl af romanerne – prøv engang at læse Alkymisten – som små eventyr, som også kan ligne denne formalisering. Men det er vigtigt at læse romanerne, og derfor så sandelig også Ved floden Piedra satte jeg mig og græd, som et forsøg på at ramme denne – om jeg så må sige – ophøjede tonalitet. Dette sætter derfor også store krav til oversætterens rolle – og efter alt at dømme slipper oversætteren her godt fra at skildre Coelhos apokryfe bibelsprog. Det er her den største oplevelse ligger gemt.

For det andet den tematiske vending af kærlighedens mønster også et element i romanen, der holder den lidt enslydende kærlighedsfortælling i ave. Det er en fortælling, der tager fat på, hvad der for værdier, som den mandlige religiøsitet bringer med, på hvilken måde romanen formår at lægge et kritisk blik på flere af katolicismens nuværende former. I stedet er det en søgen efter det feminine i kærligheden, hos Jomfru Maria, i det jordiske liv, i det religiøse, og ikke mindst er det en undersøgelse af, om jordisk, kødelig og himmelsk, åndelig kærlighed kan forenes. Det er for barndomsvennen en søgen den ene vej fra den åndelige til den kødelige, mens det for vores hovedperson er en søgen den anden vej fra den kødelig til den åndelige (hun finder sin egen jomfruelighed igen). Der er åbenbaringer i vente for dem begge, men om horisontal mellemmenneskelig kærlighed kan forlenes med vertikal guddommelig kærlighed, må man gå til Coelho selv for at finde ud af.

Det er ikke Coelhos bedste roman, måske fordi den bliver lidt for søgende og meget eksplicit skildrende i og af sin religiøse karakter. Pilgrimsrejsen, som er en skildring af Coelhos egen rejse på turen til Santiago de Compostela i Spanien, bærer en begrundet mængde af dette, mens andre romaner selvfølgelig også har tydelig præg af dette. Alkymisten er dog fx skarpere i sin vurdering af de menneskelige aspekter af troen, hvilket også gælder en del af Ved floden Piedra satte jeg mig og græd. Men særligt en roman som Djævelen og frøken Prym formår i højere grad at holde fantastikken medlevende og skildringen mindre religiøst betonet i sin fortolkning af spørgsmålet om menneskelig ondskab. Det er således tydeligt, at det er fortællinger, vi har set før, og Coelho er også andetsteds anklaget for plagiatur, men spørgsmålet er her i høj, hvor grænsen går mellem intertekstualitet og kopisme. Og specielt når det er grundfortællinger, såsom den bibelske om kærlighedens budskab, som Coelho tager hånd om, så er det svært at forfægte, at det er faksimilefortællinger. Frem for alt når de kan fortælles så godt, som det her er tilfældet. Har man endnu ikke haft den store fornøjelse at læse en Paulo Coelho-roman, har man i sandhed en vidunderlig oplevelse til gode.


67
Forrige anmeldelse
« Chicago «
Næste anmeldelse
» En dråbe i havet »


Flere prosaanmeldelser