Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Dukkebarnet / Inger Gammelgaard Madsen / 369 sider
Forlaget DarkLights. ISBN 978-87-992019-7-6
Anmeldt 22/9 2008, 11:43 af Gunhild Agger

Mord for begyndere


Mord for begyndere

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man tager en forkvaklet mand, der i sin barndom har kvaset skrubtudser, og præsenterer hans tankegang i kursiveret indre monolog på allerførste side. Så er gerningsmandens profil på plads. Man introducerer nogle 10-årspiger, der har debuteret på nettets chatfora og foregivet, at de er ældre end de er. Man skaber et civilt opdager-makkerpar. Den ene del af parret udgøres af Kamilla Holm, en traumatiseret kvindelig freelance-fotograf, hvis dreng, Rasmus, er blevet kørt over og dræbt af en i øvrigt charmerende mandlig reklamedirektør, som hun forelsker sig i – uden at vide, at han er hendes drengs drabsmand. Den anden del, Anne Larsen, består af en ikke mindre traumatiseret kvindelig journalist, hvis far jagter hende efter at være kommet ud af fængslet, fordi hun i sin tid angav ham. Man tilføjer en kriminalassistent med italienske rødder, der ryger for mange cigaretter, har en forstående kone og tænker bedst til Pavarotti, og man lader politiet køre parløb med de friske opdagerpiger efter devisen noget for noget. Man lader en brutal eks med hævntanker lure i baggrunden, hvor også en diskret pædofil og en udviklingshæmmet ung mand huserer sammen med den dræbte piges stedfar. Endelig tilsætter man en del lokalkolorit i form af Egå Kirkegård og Marina samt andre kendte lokaliteter fra Århus og omegn.

Det er opskriften på en krimi. Eller er det?

Alle de nævnte ingredienser er velkendte fra en lang række moderne krimier, og det er som om alle genrens klicheer står opmarcheret på rad og række i Dukkebarnet. Mest iøjnefaldende blandt inspirationskilderne er Elsebeth Egholm (Århus-koloritten, journalist-miljøet, forbindelsen mellem civile opdagere og politiet), Sara Blædel (chat-miljøet i Kald mig prinsesse) og Anna Grue (morderens tankegang, reklamemanden Dan Sommerdahl i Dybt at falde). Det er der for så vidt ingenting i vejen med – krimien er jo en genre, hvor alle låner af hinanden.

Problemet er, at der i dette tilfælde er tale om en færdigblanding, hvor der ikke kommer noget som helst nyt ud af foretagendet. Alligevel kan man selvfølgelig spørge: Når nu alle de nævnte ingredienser er til stede, hvorfor lykkes det så ikke at blande dem sammen til et spiseligt brød?

Først og fremmest fordi Inger Gammelgaard Madsen forbryder sig mod den mest elementære regel i krimier såvel som i al anden litteratur: Don’t tell it, show it. Hun overlader ikke meget til læseren. Vi får præsenteret de fire sorgfaser, som Kamilla må igennem, og vi får præsenteret de tre gerningsmændsprofiler, der plejer at optræde i forbindelse med denne type mord. Hvad Kamilla og Anne tænker, slås fast med syvtommersøm og bekræftes omgående af deres udseende: de er blege, når de bange, og glade, når de får røde roser. Naturen spejler overpædagogisk den triste stemning gennem det evindelige regnvejr sommeren igennem, men også i konkrete tilfælde passer natur og stemning forbløffende sammen: ”Mørke skyer trak op i horisonten og gav alt underneden et gråt og dystert udtryk”. Dialogen indeholder ikke mange overraskende momenter. Beskrivelserne heller ikke. Inger Gammelgaard Madsen mener tydeligvis, at gentagelse fremmer forståelsen: ”Selvom Jan elskede sin søn, kunne han ikke leve op til ansvaret som far. Han stak af. Og nu var det for sent. Han fik aldrig chancen igen.” Så er det vist slået fast. Inger Gammelgaard Madsen er så optaget af at få mønstret til at passe, at der ikke er plads til overraskelsesmomentet. Og det er simpelthen for kedeligt.

Det fremgår på Inger Gammelgaard Madsens hjemmeside, at hun er i fuld gang med sin næste krimi. Jeg vil anbefale, at hun prøver at iblande nogle nye ingredienser og tager sig tid til at lade brødet hæve denne gang.


58
Forrige anmeldelse
« Hr. og fru Dicht i Island «
Næste anmeldelse
» Manden på tapetet »


Flere prosaanmeldelser