Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Karmaboy – Klokkeværk og kvindelejr / Jakob Riising / 160 sider
Carlsen. ISBN 9788711698310
Anmeldt 9/10 2018, 13:30 af Torben Bille

Kællinger og klichéer


Kællinger og klichéer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I familien Billes hjem er begge drengebørn efterhånden blevet så store, at de sagtens kunne læse Jakob Riisings bøger om Karmaboy selv, ikke desto mindre insisterer drengenes anmelderfar på at læse højt. Dels for at være i stand til at anmelde bogen, dels fordi bøgerne om Karmaboy er rigtigt velegnede til højtlæsning – når man altså ser bort fra alle de fodnoter, som dukker op i tide og utide. (Her er tippet, at man ganske enkelt siger ”fodnote” når dette sker, hvorefter man læser fodnoten højt.)

Klokkeværk og kvindelejr er ifølge forfatteren den 5. bog i serien, men har du svært ved at lokalisere Karmaboy 4, så er det fordi at den tredje bog Mission hundepølse byder på et kapitel til allersidst som en slags ”bonusbog”, man får gratis med, når man har læst hovedhistorien færdig. Vanen tro er Skovlunde Bytorv også i den nyeste bog truet, og det er op til drengen Niller (som jo er Karmaboy) at få genetableret roen og harmonien, hvor han bor.

Og som vanligt disker den prisvindende forfatter (sådan omtaler Riising konsekvent sig selv) op med en historie, der både er langt ude, politisk ukorrekt og meget, meget morsom. Lige netop som vi alle har lært at stave til #metoo, sender Riising sin hovedperson, samt Kopi-Kaj, pizzamanden Erkan, Tykke og Nillers far på kvinde-ø-lejr, bestyret af en utrolig sur, mandehadende matrone kendt som Medusa.

Sagen er nemlig den, at Helse-Else (kvinden, der bestyrer helsekostbutikken på Skovlunde Bytorv og hende, som i sin tid fortalte Niller om karma – red.) er godt og grundigt træt af den mandehørm, der gennemsyrer alt på Skovlunde Bytorv. Mændene mødes hver onsdag til mandehygge, hvor hun ikke må være med, og hver gang der skal være fest på Bytorvet, er det Else, der trækker det tungeste læs. Hun har ganske enkelt fået nok af det hele og tager derfor til Lilleø, på kvindelejr, for at slå sig permanent ned dér.

Værre er det at kommunen har opkøbt Elses butikslokaler og borgmesteren har med vanlig mangel på fornuft lavet en aftale med det lokale atomkraftvæk om, at de kan placere deres radioaktive affald der, hvor Else førhen havde butik. Så med udsigten til at alle på Bytorvet skal vandre rundt iklædt sølvpapir for at undgå strålingsfare, indvilliger mændene modvilligt i at gøre et forsøg på at få Else til at ændre mening og flytte tilbage til sin butik. Problemet er bare, hvordan de skal bære sig ad, for ø-lejren er jo forbeholdt kvinder.

Uden at afsløre for meget, så gør den prisvindende forfatter tykt grin med de stereotypiske forestillinger af kvinder, der tager på ølejr, men samtidig skånes mændene fra Bytorvet heller ikke. De fremstilles som nogle utroligt tåbelige jubelidioter, der som oftest slet ikke forstår, hvad der foregår omkring dem og da slet ikke, hvorfor de kunne være grunden til, at Else valgte at rejse væk. I denne forbindelse må den knap så prisvindende anmelder bemærke, at det er enormt sjovt at lave stemmer til alle bogens figurer men måske især til Erkan der, som tyrkisk immigrant, konsekvent üdtaler alle ü’er med ümlaut.

Karmaboy: Klokkeværk og kvindelejr er mindst lige så sjov som de andre bøger i serien. Den byder på en række sjove tegninger af Claus Bigum, selv om de ikke er så hyppige. Så selvom illustrationerne er fede, så er det både historien og ikke mindst den måde denne historie bliver formidlet på, som er Karmaboys største appel.

Jakob Riising er virkelig sjov. Han har fået skabt et univers som både er hyggeligt og en række figurer som både børn og deres voksne enormt nemt kan relatere sig til. Idéen om ølejr er måske ikke så aktuel for tiden, men man skal virkelig være en humorløs betonfeminist for ikke at kunne se det morsomme i den prisvindende forfatters skildring af Lilleøs kvindelejr. Er man barn i 70’erne, kender man sikker allerede mange af disse typer feminister allerede.

Som førhen er den prisvindende forfatter utrolig insisterende på at være onkelagtig i sin fokus på de mange platte vitser, fjollede fodnoter og skæve figurer som optræder. Det er eksempelvis næppe et tilfælde at man skal ”hamre på klokkeværket” for at tilkalde den færgemand, der som den eneste fragter passagerer fra fastlandet til Lilleø. Dette skal endelig ikke forstås som en kritik, for denne anmelder hører til den slags mennesker som konsekvent synes at eksempelvis prutter altid er sjove (især hvis man får lov til at hive den, der slår fimsen i fingeren først).

Så har du tidligere haft det sjovt med Karmaboy-bøgerne vil den nyeste bestemt ikke skuffe, heller ikke hvis du er et stakkels barn, der bliver tvunget til at læse af enten dine forældre eller den lærer. Går man ind på forlagets hjemmeside, så står der her at målgruppen er ”8-100 år” hvilet måske lyder lidt for fantastisk, men er man en af de sjældne 100-årige, som har formået at bevare sit indre legebarn, så er det lige så sandt, som det er skrevet. Denne fjerede bog er så sjov, at den måske godt kunne gå hen og sikre den prisvindende forfatter endnu en pris, spørgsmålet er blot om hans ego i det hele taget vil kunne håndtere det?

Som en parantetisk kommentar til sidst, så bør det dog siges, at den prisvindende forfatter har begået en lille fodfejl undervejs. Et element i fortællingen som det ældste Billebarn bemærkede var ganske ulogisk. Der skal selvsagt ikke gives nogle spoilers her, men Kapellet kan godt afsløre at fodfejlen omhandler sygesikringsbeviser og påtagede identiteter - så kan den intelligente læser selv se om han eller hun også fanger den undervejs i læsningen. Det er på ingen måde en detalje der der ødelægger oplevelsen, men det viser bar at selv prisvindende forfattere indimellem godt kan skrive ting, der ikke tåler nærmere granskning fra en knap så prisvindende 13-årig.


Forrige anmeldelse
« 3 minutter «
Næste anmeldelse
» Jeg vil tælle stjernerne »


Flere prosaanmeldelser