Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Dagbog fra Zombieverdenen / Klaus Frederiksen & Hanne Rump / 258 sider
Mellemgaard. ISBN 978-87-7190-987-6
Anmeldt 15/9 2018, 20:10 af Torben Rølmer Bille

Zombie til søs


Zombie til søs

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I 2017 anmeldte Kapellet Klaus Frederiksens zombieroman Dagbog fra Zombieland, hvor vi dag for dag fulgte hovedpersonen Noahs tur gennem et zombificeret Danmark. Før sommerferien i 2018 udkom så fortsættelsen Dagbog fra Zombieverdenen, som Frederiksen har skrevet sammen med Hanne Rump. En af de anker, Kapellet havde ved den første roman, var bl.a., at det fiktive dagbogsformat godt nok var en fin idé men også en, der på sigt blev en anelse utroværdig, da det eksempelvis er de færreste ,der skriver dagbogsnotater på den måde, som det blev gjort dér.

Bevares, det er ligeledes en bog om zombier, så troværdighed er i den forbindelse måske et begreb, der skal tages med et gran salt – for selv om den første roman måske ikke lykkedes at overbevise Kapellets kritiske anmelder helt, så var det alligevel et ganske friskt forsøg på at skrive en dramatisk zombiefortælling på dansk.

I Dagbog fra Zombieverdenen (som godt kan læses uden kendskab til den første, selv om det bestemt ellers er en fordel) har forfatterne heldigvis valgt at formidle begivenhederne i en mere traditionel prosaform. På den måde er de ikke bundet op af jeg-fortællerens begrænsede udsyn og kan desuden svælge i flere grusomme og dystre detaljer. Dette valg har, i hvert fald i denne anmelders optik, været virkeligt godt, for det gør både bogen meget mere læsevenlig og en hel del mere spændende end den første, som brugte lidt for megen tid på at forsøge at overbevise læseren om, at den (og den tilhørende blog-agtige facebook-side) faktisk var en slags dokumentation fra en nær fremtid.

Bogen starter, hvor den sidste slap. Noah er i live, men er blevet adskilt fra Emma og ikke mindst deres fælles barn, som forskerne i Aalborg har ”skabt” i håbet om at finde en metode, som kan gøre andre mennesker immune overfor zombievirussen. Noah befinder sig på en fiskekutter sammen med en lille gruppe overlevende, som har sat sig for, at havet indtil videre er det sikreste sted at opholde sig. De har nemlig alle indset at zombierne (modsat den zombie man kan opleve brydes med en haj i starten af Lucio Fulcis filmiske mesterstykke Rædslernes grønne ø) ikke bryder sig om vand.

Gruppen som Noah er en del af, har valgt at sætte kursen mod det nordligste Norge, for de har hørt rygter om, at der skulle være forskere på Nordkap, som, lige som dem de stødte på i Aalborg, arbejder på at få vendt situationen til menneskenes fordel. Desuden har de en interesse i at se om Frøhvælvet, altså det sted, der skulle fungere som en slags overlevelsesplan for jordens planter, stadig er intakt. På deres vej mod nordlysets land bliver besætningen dog nødt til at lave indtil flere stops, for at få forsyninger, benzin og andet som de behøver. De ved også at dette er forbundet med stor fare, for selv om de er oppe i tyndt befolkede områder, er zombiehorden alle steder.

I modsætning til den første bog har to’eren en langt bedre fremdrift. Den er ganske enkelt mere spændende at læse, for der sker stort set hele tiden noget, som kan være med til at fange den zombieglade læsers interesse. Grundet den ændrede prosaform er der også denne gang langt mere kød på de enkelte figurer og beskrivelserne af de steder og oplevelser, som de har.

Som med den sidste roman så er ideen om de såkaldte ”superzombier” heller ikke en, som falder i god jord hos undertegnede. Det kan godt være at George A. Romero i Day of the Dead og senere film, skabte udøde (f.eks. ”Bob”), der mindede mere om bevidste væsener end om de hjernedøde masser som fremkaldte skræk hos tilskueren, men når man på den måde menneskeliggør zombien, så mister den også en del af sin monstrøsistet. Det uhyggelige ved zombien er netop at den drives frem af rent instinkt, og at det er denne forvandling af de mennesker, som førhen var vores nærmeste, der er med til at gøre zombien til så effektivt et monster. Får zombien pludselig følelser og intelligens, så kan man selvfølgelig skabe fortællinger, der diskuterer etik og moral i forbindelse med at dræbe væsener, som engang var levende og som måske stadig har spor af medmenneskelighed i sig, men dette sker så på bekostningen af det virkeligt skræmmende aspekt ved zombien.

Uden at afsløre for meget optræder der også en zombie i Dagbog fra Zombieverdenen, der udviser tegn på intelligens, ja ligefrem en evne til at forstå en situation og i løbet af historien ligefrem opnå en slags kommunikation med nogle af karaktererne i romanen, men dette bruges i romanen ikke til ret meget andet end netop at tillade bogens figurer at diskutere indbyrdes, om de burde dræbe den eller den udgjorde en reel fare for besætningen.

Nu handler det jo om zombier og det primære formål er nok ikke etik men derimod at skabe en underholdende genrefortælling. Det er også lykkedes fint, især set i forhold til debutromanen. Dagbog fra Zombieverdenen byder heller ikke på de skønhedsfejl (indholdsmæssige uoverensstemmelser og slåfejl), som desværre var med til at irritere sidste gang. I det hele taget er Kapellet meget mere venligt stemt overfor denne to’er, selv om to’ere traditionelt set er originalerne underlegen.

Holder man derfor af genren, og holdt man af den første bog, så bør man glubsk kaste sig over fortsættelsen, for den er, som nævnt, både mere spændende og velfortalt end etteren. Det kan vist også godt afsløres hér, at der som i de fleste gode zombiefortællinger mod slutningen lægges op til en fortsættelse, så kommer den, skal Kapellets zombiglade anmelder selvsagt nok holde dig opdateret.


544
Forrige anmeldelse
« En isbjørns erindring «
Næste anmeldelse
» Kort over Canada »


Flere prosaanmeldelser