Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




En isbjørns erindring / Yoko Tawada / 271 sider
Forlaget Grif. ISBN 9788793661141
Anmeldt 15/9 2018, 19:00 af Martin Rytter Handberg

Isbjørne med hukommelse


Isbjørne med hukommelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Har vi nogensinde hørt isbjørne fortælle, hvordan verden hænger sammen?

Har vi tænkt over, at de også har sammenhængende tankerækker?

Det må siges at være udgangspunktet for denne roman, som den meget ferme Yoko Tawada har skrevet, og som nu netop er oversat til dansk og sendt ud til læseren via forlaget Grif.

Tak for det!

Fortællingen er opdelt i stationer: Først træffer vi en isbjørn, der lever af at danse i et statscirkus i Moskva, ganske indtil den dag, hvor knæet krakelerer, og hun må flyttes hen i et andet foretagende, som kontormedhjælper. Her skriver hun altså fremragende og har spændende synspunkter, hvilket ikke just er en lise for det bistre styre i Sovjetunionen.

Toska er den næste i rækken. Hun er ivrig balletdanser. Hun får to bjørnebørn, og den ene overlever, bliver sat i pleje, og vi kender ham – det er Knut. Matthias passer ham, og forholdet mellem bjørn og menneske er mærkbart godt beskrevet.

Der er flere stationer i fortællingen, og jeg vil ikke skrive meget andet, end at dette er en forførende fortælling, hvor man naturligvis skal købe præmissen, at bjørne er særdeles menneskelige. Hvis man har vanskeligt ved at lade den virkelighed, vi kender, skride en anelse, vil man have svært ved at acceptere denne bog.

Der er selvsagt en rationel tankegang at spore, og bjørnene formulerer sig som mennesker, nogle gange måske lidt for tydeligt og i gentagne vendinger, men det er godt.

Det overordnet smukke ved romanen må simpelthen siges at være sproget. Det er så smukt.

Der er poesi på færde – og virkelighedsplanet er magisk overrumplende, synes jeg.

En applaus herfra.


Forrige anmeldelse
« Kroppen jeg blev født i «
Næste anmeldelse
» Dagbog fra Zombieverdenen »


Flere prosaanmeldelser