Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Klogt blod / Flannery O’Connor / 190 sider
Forlaget Arena. ISBN 978-87-92684-66-0
Anmeldt 3/7 2018, 11:41 af Martin Rytter Handberg

Når blodet bringes i kog


Når blodet bringes i kog

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jeg var med, da Flannery O’Connor for første gang ramte Danmark. Det var med romanen Voldsmænd river det til sig, og jeg var solgt fra første sætning, for her var sandelig en særlig type, en lækker skrivestil, et originalt billedsprog og en dybde, jeg ikke sådan lige havde mødt før.

Nu er Klogt Blod kommet frem til mine blå øjne, og jeg kan ærligt talt ikke læse den uden at blive ramt i hjertet, dels af handlingen, men mest af alt af det miljø, der udfolder sig.

Hvad er på færde?

Det er barokt, det er vildt. Den er simpelthen så tankevækkende, må jeg sige. Det er i nærheden af og i særdeleshed i centrum af Taulkinham, en lille flække i det sydlige af USA, der rumsteres med tanker og med blod, der bringes i kog.

Vor hovedperson må siges at være Hazel Motes. Han ser sig selv som prædikant, pludseligt vakt til live, for han bryder sig indledningsvist ikke særligt meget om de mennesker, der blindt tror på Jesus og ser ham som frelser. For ham er der ikke nogen i den dur. Han bliver skubbet ud i en missionerende tilgang, idet han på et kartoffelskrællermarked møder en blind herre, som har sin datter med sig, og hun deler såmænd flyveblade ud. Hazel river dem gerne midt over, og endda mere end det, på langs og på tværs, og i fuld synlighed.

Nu må han sandelig fremture og fortælle hele verden, at sådan hænger det altså ikke sammen. Man må tage sig sammen og tage vare på sit eget liv, for pokker. Hazel kan ikke vandre eller køre rundt alene, for han hjemsøges af en fyr, en Enoch. Her hjælper det ikke uden videre, at Hazel har en gammel bil, selvom den er meget anvendelig, idet han fra motorhjelmen kan kaste sine ord ud i ansigterne på ganske ligeglade folk på gaden. For Enoch Emery jagter ham, idet han har en sær og meget vedholdende fornemmelse af, at her er netop dét, han skal, sådan som han formålsløst har vandret rundt og ventet på et signal. Hazel Motes er signalet. Nu er det ved at være to mod og, og det kan egentlig gå ganske galt.

Sprogligt er det til tider en udfordring at følge med, for der er ikke megen grammatisk sans, eller også er der netop en leg med den grammatiske kurs, idet denne skrivestil er så ganske helt sin egen. Jeg synes, det var en dejlig udfordring, en spændende leg!


538
Forrige anmeldelse
« Drengen der fik ting i hovedet ... «
Næste anmeldelse
» verden ønsker at se sig selv »


Flere prosaanmeldelser