Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Solar / Theis Ørntoft / 304 sider
Gyldendal. ISBN 9-788702-261455
Anmeldt 13/4 2018, 19:12 af Mathias Anker Kure

Er der fremtid og håb? Næppe


Er der fremtid og håb? Næppe

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det starter tilforladeligt i Solar, Theis Ørntofts nye roman. Fortælleren, en ung digter ved navn Theis, indleder sin beretning i Jyllandstoget en ”mandag i slutningen af maj 2016”. Han bor i København, på Nørrebro hører vi senere, men planen er nu at opholde sig i Jylland. Program: oplæsning på en højskole og derefter tænksom vandretur.

Over de første 75 sider, hvilket svarer til romanens første af i alt tre hoveddele, følger vi Theis på denne vandring ned gennem Jylland. Han beretter om mødet med fremmede mennesker, ved et shelter nær Silkeborg overvældes han fx af, at han faktisk ikke er alene om at opholde sig i naturen, og på et tidspunkt bryder sågar den gamle virkelighed ind i form af et anstrengende møde med en kollega og nogle elever fra den højskole, han underviser på. Irriterende.

Stærk lyrisk prosa
Romanuniverset er altså bygget op om en karakter, der eftertrykkeligt mimer forfatterens biografi. På bagsiden får vi endda at vide, at det er ”den unge sortseende økodigter Theis”, der er tale om. Den hidsige understregning af sammenfaldet mellem romanforfatter og -hovedperson er med til at give en fornemmelse af realisme og samtidighed. Det genkendelige rum, i første omgang Danmark, hovedstad og provins, underbygger forventningsafstemningen yderligere: det her er virkeligt.

Så hvad bruger Ørntoft sin virkelighed til? I første del af bogen, som jeg opfatter det, til at tegne et generationsportræt, der visse steder alluderer til et egentligt Danmarksportræt. Fortælleren reflekterer over ”det uambitiøse som kan være svært at holde ud ved den danske verden” (17), som han fx ser i sine højskoleelevers komfort og manglende vildskab. Han gør sig tanker om det ”privilegerede liv” (23) og, når han kommer hjem fra Jylland, det miljø, han selv som forfatter (der godt nok ikke rigtig skriver noget) er en del af. Samtidig får vi beskrivelser af naturen og det landskab, han for en stund har valgt at opholde sig i, landsbykirker, lyng, motorvejsbroer. I dette sammenrand af naturbeskrivelse og kulturanalyse, af iagttagelse og refleksion er Solar både meget ambitiøs, vel nærmest et vovestykke, og meget, meget vellykket. Måske fordi Ørntoft i disse momenter fortsat mest af alt er lyriker. Langt citat:

”Senere på lyngheden i aftenlyset. Lyngen som et tørt violet tæppe under den glødende sol. Den nærmeste stjernes koordinat på himlen et par centimeter over horisonten. Lyngen og dens sammenkædninger med det omgivende. Med tidpunkt og tilstandene. Forbindelserne frem og tilbage mellem de indre og ydre koordinater, solen og dens farvning af terrænet, økosystemerne og deres forskellige hastigheder, insekternes opkørte, hugormens dovne, myrernes utrættelige, græssets usynlige … mit indre og ydre der kom gående gennem det, kalkagtigt stillestående, et forplumret tankefelt, nervøs udkørthed iblandet politiske nyheder” (49-50).

Det er en formidabel lyrisk prosa, vi her få serveret. De ufærdige, ja egentlig uartikulerede iagttagelser – sætningsresterne afrundes ikke verbaler – foregriber her den pessimisme, der som plottet skrider frem, viser sig som romanens egentlige stof: Hvad skal man leve for? Hvad giver værdi? Hvor er jeg? Theis har sine gode intentioner om en stille stund i naturen (lyng), som han også kan sætte i forbindelse til det store kosmos (koordinater, økosystemerne) – men det afhjælper ikke hans uklare tanker og udkørthed.

”Jeg udviklede ingen teori om verden”
Efter sin Jyllandstur kommer Theis hjem, indfinder sig i sit vante miljø, som han dog hurtigt finder trættende. Han afsøger andre sammenhænge og miljøer og starter bl.a. i Fitness World, hvor han finder en kæreste, Nadja fra Albertslund. Theis flytter ”ud” til hende (fra byen til Vestegnen), hvilket viser sig at blive starten på en deroute, der kulminerer i bogens tredje og sidste del. Det går grueligt galt. Efter gennem længere tid at have opholdt sig i et afsidesliggende skur, får han dog endelig skrevet noget. Som en anden Robinson Crusoe – han gør selv opmærksom på forbindelsen – indridser han sit pessimistiske livskvad i skurets væg:

Jeg, der boede her/ udviklede ingen teori om verden/ jeg fandt intet system, ingen overordnet idé/ jeg forsøgte, og jeg gjorde det længe/ med et ærligt sind (212)

Solar handler ikke direkte om den allestedsnærværende klimakrise, som Digte 2014 , Ørntofts seneste bog, gjorde det. Til gengæld fortsætter romanen undersøgelsen af den håbløshed og apati, der også lå i digtenes voldsomme, efter-katastrofiske univers. Solar er stærkest, mener jeg, når Ørntofts fortæller får lov at iagttage. Vi har set hedelandskabet ovenfor, og man skal ikke snyde sig selv for de lange beskrivelser af en række konsolspils-universer, som Theis hvirvles ind i Nadjas lejlighed i Albertslund. Særligt de nøgterne gengivelser af biljagter og mord i Grand Theft Auto-spillet er overvældende og virkningsfulde. Mindre stærkt står værket, og det er vel også det sværeste for romangenren, hvad plot, dialog og karaktertegning angår. Særligt den ven, Theis får i tredje del af romanen, Diago, er et lidt anstrengende element. Dialogen mellem de to fylder en hel del men bliver aldrig overbevisende.

Nu har Theis Ørntoft givet os sin tredje bog. Hans samlede værk, der udover Solar og den allerede nævnte Digte 2014 indtil videre tæller debuten Yeahsuiten (2009), kommer til at blive stående. Fortjent. Og videre: måske er bøgerne heller ikke så forskellige endda. Lurer der en fornemmelse af tomhed i debutbogens umiddelbare ubekymrethed? Solar gør i hvert fald ikke forfatterskabet mindre spændende at følge. Jeg håber på flere digte.


520
Forrige anmeldelse
« Finna kyrkjedøra i meg «
Næste anmeldelse
» Om kærligheden »


Flere prosaanmeldelser