Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Finna kyrkjedøra i meg / Per Helge Genberg / 60 sider
Vigmostad & Bjørke . ISBN 9788241915970
Anmeldt 12/4 2018, 13:38 af Lars Ole Bonde

Har du en kirkedør i dig, som du tør åbne?


Har du en kirkedør i dig, som du tør åbne?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Anmeldelsen her falder i to dele. I første del skriver jeg om romanen som tekst. Altså en helt almindelig anmeldelse. I anden del skriver jeg om romanen som tekst på nynorsk; jeg diskuterer spørgsmålet: hvordan kan det være for en dansker at læse en nynorsk tekst som denne? Anden del kan springes over af læsere, som ikke kunne drømme om at læse en bog på nynorsk – men så er første del nok også omsonst.

1. Hemmelige længsler
Hvordan er det mon at vokse op på landet, som eneste søn på en slægtsgård, og opdage som 13-årig at man er ’til den forkerte side’? Hvad vil det komme til at betyde for resten af livet? Det er denne lille (ny)norske romans to grundlæggende spørgsmål. De besvares ikke i en udfoldet narrativ ramme; der er ikke noget plot med afgørende konflikter, handlinger eller dilemmaer som hovedpersonen udsættes for og træffer afgørende valg i forhold til. Kompositionen er snarere en ret løst sammenkædet række af erindringsglimt, refleksioner, kærlighedsdigte (til mennesker og dyr).

Man fornemmer, at det er en moden og ganske afklaret mand, der ser tilbage på sit liv – fra dengang han opdagede ’det forkerte’ til nu hvor han har levet med ’det’ i et ganske langt liv. Sproget er mættet og for det meste lyrisk i tonen; af og til slår teksten over i egentlig lyrik. Det føles naturligt, og det er alt i alt en smuk tekst, som sætter fine og søgende ord på tilstande og følelser, som er sammensatte og vanskelige at håndtere. Det livslange konfliktpotentiale sættes skematisk op allerede på side 10:

KATEGORI - GRADERING
Homofili - Hemmelig for alle
Sosial utestengning/mobbing - Hemmelig heime
Stundom kjensle av
å skulle misse medvitet - Hemmelig heime

Hovedpersonen er altså dømt til at hemmeligholde kernen i sin identitet, både hjemme og ude. Det er nok noget, mange homoseksuelle – især i de ældre generationer – har erfaret som det værste af alt. Dels at skulle tolke sine egne og andres signaler, dels (og meget ofte) at skulle skjule disse for omgivelserne.

Det særligt norske ved denne fortælling er, at hovedpersonen er vokset op langt ude på landet, på en slægtsgård, hvor dyrene – fårene – spiller en central rolle. Forholdet til fårene er skildret så inderligt og smukt, og samtidig meget fremmed for en dansker, der ikke erindrer at have mødt noget lignende i dansk litteratur (men måske på ’nordisk’ film: den islandske film Om mænd og får har en beslægtet kvalitet).

At finde sin indre kirkedør
Det er en smuk metafor, Genberg bruger til at beskrive den lange vej til accept – af sig selv, som man nu er, med ’skævheder’ og anomalier - og af verden, som den nu er, med dens fordomme og mere eller mindre nyttige regler for dialog og samvær.

Vi følger hovedpersonen gennem forskellige livsstadier. Bogens første del handler om den afgørende opdagelse. Anden del er et kort kærlighedsdigt til den første elskede (mand). Tredje del er refleksioner over alt det, der så ikke blev til noget. Fjerde del læser jeg som en kærlighedserklæring til fårene, meget smukt og temmelig fremmed: ”Sauer og menneske finn kvarandre att” (s. 43). I femte og sidste del åbnes kirkedøren. Tænk at få lov til at føle sig forstået og accepteret efter et langt liv med forstillelser og paradokser:

Eg kler aldri av meg så nokon anna enn mannen min eller lækjaren min ser det.
Skamma skyt med ljoddempar og lammar kroppen.
Eg syng aldri så nokon høyrer det.
Eg deltog aldro i noko der eg risikerer å dumme meg ut.
Skamma skaper varsemd, ryddar rømmingsvegar.
Eg tek aldri initiativet til å tala med framande menneske.
Når eg treffer ein katt eller ein hund på vegen, eller ein sau utmarka, set eg meg altid ned på huk og søker kontakt. (s. 59)

2. At læse nynorsk som dansker
Da jeg var barn (i 50’erne og 60’erne), læste vi af og til svenske og norske tekster på originalsproget – både i folkeskolen og i gymnasiet. Det var ikke let, men vi gjorde det. Da jeg senere læste bifag i nordisk sprog og litteratur (i 70erne), gik det op for mig, hvor fantastisk den norske sproghistorie er. ’Sprogstriden’ i Norge (den fantastiske historie om det norske (skrift)sprogs udvikling efter adskillelsen fra Danmark i 1814) – kunne den have fundet sted i Danmark? Tja, vi havde store digtere, som skrev på jysk eller fynsk (Blicher, Åkjær, Berntsen) – men det var sprog, de selv ’opfandt’; det var ikke og blev aldrig officielt. Færøerne fik deres eget skriftsprog i det 19. Århundrede (skabt af Hammershaimb), og det var jo bl.a. en nødvendig frigørelse fra alt det danske. Nogenlunde samtidig fik nordmændene et nyt officielt sprog (skabt af Aasen), og i lang tid har vores broderfolk haft to ligeberettigede sprog: bokmål og nynorsk.

Bokmål, som mundtligt svarer til det sprog der tales i hovedstadsområdet, ligner dansk rigtig meget, og efter min mening er der slet ikke grund til at oversætte norske bøger fra bokmål. Nynorsk, som altså er kunst-sprog (et kildebaseret, men konstrueret skriftsprog), ligner det sprog der tales langs vestkysten i Norge, fra syd til nord over enorme afstande, så det er vældige variationer vi her taler om. Det ligner ikke dansk ret meget, og det er vel netop pointen.

Jeg har arbejdet meget i Norge og læst meget norsk litteratur, dog mest på bokmål. Har gjort det til en regel for mig selv, at jeg skal læse mindst én bog på nynorsk om året. I år var det så denne lille roman. Det er som sagt ikke let at læse nynorsk – men det er en forunderig oplevelse hver gang. Måske kan man sammenligne det med at få stå over for et sprog, som vores tiptipoldeforældre talte – og ville have skrevet deres fortællinger på, hvis de ellers kunne skrive (som de talte). Her er en lille prøve på nynorsk:

Ka er dagen for dei store kjenslene?
Byllaup? Gravferd? Fødsel?
Dagen du veit at du har møtt kjærleiken,
Dagen for ein diagnose, dagen du merkar at det vonde vik? (s.57)

Der er noget voldsomt og elementært over de mange og stærke konsonanter. En styrke, som vores bløde danske sprog har mistet Bare forskelle på ’Ka’ og ’Hvad’, ’Kjenslene’ og ’Følelserne’.

Jeg tror det er sundt for os at læse tekster på nabolandenes egne sprog – de to norske og det ene svenske (islandsk og færøsk bliver nok en tand for vanskeligt). Der er hjælpemidler til rådighed, fx en nynorsk-dansk ordbog (gratis) på nettet. God fornøjelse!


519
Forrige anmeldelse
« Enkeland «
Næste anmeldelse
» Solar »


Flere prosaanmeldelser