Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Liv og legeme / Elsebeth Egholm / 380 sider
Politikens Forlag. ISBN 9788756788632
Anmeldt 16/6 2008, 19:37 af Gunhild Agger

Egholms spejlkabinet


Egholms spejlkabinet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Alt og alle spejler sig i hinanden i Elsebeth Egholms nye krimi med den karakteristiske dobbelttitel Liv og legeme. Livet spejler sig i legemets skæbne efter døden. Journalisten Dicte, der nu er forfremmet til redaktør for bladets ugentlige tillæg, ”Krimizonen”, spejler sig i politiets officielle efterforsker, John Wagner. Den seksuelle normalitet spejler sig i sadomasochisme. Højre- og venstreekstremisme spejler sig i hinanden. Og den lovlydighed, der præger de flestes daglige tilværelse, spejler sig i forskellige miljøers mulige og realiserede forbrydelser.

Titlen refererer til den sammenhæng, der er mellem legemet, kroppens evne til at fungere, også under sygelige omstændigheder – og legemet som en materiel ting, der har sin egen skæbne, som kan gøres til genstand for lovgivning, og som efter sin død skal bisættes eller begraves. At kortlægge livet efter døden i bogstavelig forstand er emnet for Dictes aktuelle artikelserie til Krimizonen, og det fører hende vidt omkring, til pårørende, hospitaler og bedemænd. Og til folks fortid. Også Dicte bliver konfronteret med sin fortid endnu en gang, da hendes gamle traume med den bortadopterede søn aktualiseres.

Allerede fra første sætning er det døden, der danner udgangspunkt og ramme: ”Der var ikke noget smukt ved døden, men der kunne være formildende omstændigheder.” Blandt de formildende omstændigheder må regnes at være kommet af med livet på nogenlunde naturlig, om end ubelejlig, vis. En anden begravelse optræder i romanens afslutning, og ved dette dødsfald falder der ikke en tåre. Der er altså forskel på både dødsmåden, det korte ophold på jorden efter at døden er indtruffet og de pårørendes reaktioner.

Pointen illustreres af, at der allerede under romanens første begravelse sker et mord på en ung pige, der findes maltrakteret på Århus Stadion – eller på det karakteristiske fornyelsesdansk, som Egholm har et godt øje til, NRGI Park. Øjnene mangler, og lårben og skinneben er skåret ud. I munden har hun et glasøje. Spørgsmålet er, hvilken type vold, hun er offer for? Dicte og efterforskningsleder Wagner når ud til Stadion på samme tid, og spejlingen mellem de to kan begynde. Begge er drevet af en nysgerrighed over for ”det onde” (s. 19); begge har som formål at skabe orden i kaos, men vinklerne er forskellige. Han repræsenterer loven, mens hun repræsenterer det bedste i pressen – trangen til at få sandheden frem. Han har autoriteten og magten bag sig, mens hun har sin utrættelige energi og sin direkte adgang til de dubiøse kilder.

I de seksuelle og politiske gråzoner ligger flere spejlinger på spring. En ekstrem masochisme spejler sig i en ligeså ekstrem sadisme. En fælles årsag ligger i svigt og manglende anerkendelse - foruden den slags dispositioner hos mennesker, der bare ikke kan forklares. Tilsvarende fremstilles højre- og venstreekstremisme som to sider af samme sag. Den bedste kilde til oplysninger om det nazistiske undergrundsmiljø i byen viser sig da også at være en (uspecificeret) ekstrem venstrefløj og vice versa.

Der er det fælles i de miljøer, Egholm drager os ind i, at fejltrin ligger snublende nær. Også her er spejlingerne på spil. Det gælder ikke kun de forbryderiske miljøer, men også det pæne revisionsfirma og de tilsyneladende udadlelige transplantationskirurger, at fælder lurer for deres fod. Revisionsfirmaet kan nemt overkomme at udføre lidt sort arbejde for gode venner og forretningsforbindelser ved siden af det officielle. Og i princippet er det computeren, der bestemmer, hvem der er mest egnet til næste ledige nyre eller hornhinde, men i praksis kunne kirurgerne godt være fristet til at deltage i prioriteringen, alt efter patientens samfundsnytte eller måske endda ud fra personlige interesser. Hvad nu, hvis det er nogen, man elsker, der har brug for organdonation? Der er altså gode muligheder for forbrydelser også i ganske almindelige dagligdags miljøer – men realiseres de?

Spejlingsfunktionerne bevirker, at det er nemt at genfinde hverdagens etiske dilemmaer i Liv og legeme, hvad enten man kender dem fra personlig erfaring eller fra dagspressens omtale. Egholm stiller dem på spidsen og borer talentfuldt i dem ud fra flere synsvinkler.

Det er denne hverdagslighed, plottet i let forskudt og forvrænget form er opbygget om. Der er elementer af gys og gru i Egholms servering, og rimeligt nok optræder der reference til Ondskabens øjne. Det handler dog ikke kun om spejling og refleksioner. Der er også elementer af action i plottet. Vi kender fra tidligere romaner Dictes status som actionwoman og er forberedt på, at den rolle nok skal videreføres. Men at Wagner ender med at se Dicte som den nye Jeanne D’Arc (s. 358) er måske en smule overdrevet, missionen taget i betragtning. Det er her, Egholm skal passe på. Ganske vist sætter vi pris på sandhedssøgende journalister – men vi tror desværre ikke på, at de kan redde verden.

Egholm har et skarpt blik for dobbelt bogholderi og for tidens etiske dilemmaer. Hun er også god til at føje dem ind i et spændende plot med forgreninger fra det gamle Århus Kommunehospital til den nye NRGI Park. Der skal blot ikke gå for meget donna i Dicte.


50
Forrige anmeldelse
« De usynlige brødre «
Næste anmeldelse
» En amerikaners lidelser »


Flere prosaanmeldelser