Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Min byzantinske notesbog / Elof Westergaard / 84 sider
Gladiator. ISBN 9788793128781
Anmeldt 9/1 2018, 09:57 af Mathias Anker Kure

Gud, vær en billedelsker nådig


Gud, vær en billedelsker nådig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forlaget Gladiator rundede interessant nok bogåret ’17 af med hele to kristelige bøger, Charlotte Strandgaards digtcyklus til kirkeårets tekster, Min tro (fint illustreret af Halfdan Pisket), og Elof Westergaards Min byzantinske notesbog, en samling af korte, notatagtige prosastykker. Hvor Strandgaard med sine mange udgivelser for længst er institutionaliseret i sammenhængen dansk skønlitteratur, må Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift, siges at være en ny og også overraskende dreng i klassen.

Prosateksterne i Min byzantinske notesbog afsøger, med forordets foretrukne betegnelse, ”det byzantinske”. Hermed forstår Westergaard hverken en bestemt historisk æra, en kunstnerisk stil eller et afgrænset teologisk paradigme. Snarere er det en lidt udefinerbar aura eller ånd, der animerer ham:
”Det byzantinske angiver for mig et labyrintisk rum og en tænkning, hvor teologi, dogmatik og verden, form og fantasi er i spil. Det byzantinske er viljen til at tænke ord og billeder sammen.” (s. 6)

I forordet hører vi desuden, at interessen for den byzantinske verden er blevet næret gennem rejser til særligt Istanbul. Afsættet er altså personligt – ambitionen litterær. Den dobbelte forventning følges af omslagets iscenesættelse, der på den ene side bebyrder, at bogen udgøres af ”betragtninger” (forside og titelblad) og på den anden, at virkemidlerne tilgodeser ”prosa-digtet, epifanien og essayet” (bagside).

Hvad får vi så?

Bogen udgøres af i alt 43 tekster, der i længde varierer fra aforisme på to korte linjer til prosaforløb på tre fulde sider (de fleste former sig dog klassisk kasseagtigt på én side). Teksterne falder i to uens afsnit, hvor det første byder på 30 tekster, det andet på 14. I sidste halvdel følges alle tekster af en fotografisk gengivelse af et stykke konkret (byzantinsk) kirkekunst, dog uden at teksterne bliver til egentlige ekfraser eller billedbeskrivelser. Som lovet afsøger (og konkret: opsøger) Westergaard den byzantinske verden og dens teologiske forkærlighed for det sanselige: Kristus som et inkarneret menneske, ikonografiske afbildninger, relikvier, arkitektur mv. Det er hos Westergaard det skrøbelige og dirrende, det flertydige og det sanselige, der skaber betragtningernes positive valør.

I en ode til Helena, moder til Konstantin d. Store, Romerrigets første kristne kejser, der desuden udråbte Byzans (senere Konstantinopel og i dag Istanbul) som rigets hovedstad, hedder det med betragtningens sloganagtige stil, at hun skal huske at ”lugte til træet” og sætte sin ”finger i det størknede blod” (16). Det sidste med allusion til den berømte tekst fra Johannesevangeliet, hvor disciplen Thomas, tvivleren, møder den opstandne Jesus og opmuntres til at mærke opstandelsens håndgribelighed: sårene fra korsfæstningens navler.

Et lignende budskab (for man kan godt tale om budskaber, synes jeg), finder vi i en af flere tekster om de mystiske relikvier, genstande med tilknytning til tidlige eller særlige kristne aktører, apostle og helgener: ”Le ikke for hurtigt af disse genstande, træstumper, sten og ben. Underkast dem ikke blot kulstof 14-datering! Selv om om splinterne af Jesu kors kan forme tusinde af kors (…) er disse fragmenter, genstande og ting begivenheder, som knytter forbindelse mellem nutid og historie. De beviser ingeting, men de hører vores tid til og forgylder verden” (s. 22).

Westergaard stiller sig altså, kan man sige, besindigt på billedernes og genstandenes side. Besindigt, fordi de teologiske positioner er med som en vigtig realitet for bogen – hvorfor den litterære ambition aldrig helt vrister sig fri af fornemmelssen af teologisk traktat. Et svar i øst, når man spørger i vest, hedder det, er bedre end et svar, ”som kun består af eksakt tale” (s. 19), men Westergaard har i en senere tekst ”ingen interesse i at genoplive et gammelt skisma mellem kirken i øst og kirken i vest” (s. 24). Følgelig kan teksten om Hagia Sofias berømte relikviesamling ikke kun dvæle ved genstandendes konkrete skønhed. Den må også tage højde for en moderne, mere rationalistisk præget kristendom, der med kulstof 14-analysens videnskabelighed godt ved, at relikviernes påståede forbindelse til det hellige er snyd. Syntetiseringen giver teksterne et sympatisk præg – ”Gud, vær en billedelsker nådig”, som det mottoagtigt og med bibelsk allusion hedder – men det gør dem også lidt ufarlige og pæne i kanten.

Når Westergaard vover sig ud over de afdæmpede betragtninger, sker det oftest via små episke iscenesættelser. Mest bid er der i teksten ”Keruben” (s. 58-61), bogens længste og bedste. Afsættet ligner mange af de andre teksters: Westergaards nutidsblik på Hagia Sofia. Men i stedet for at samle sig om en teologisk betragtning eller en anekdote, som det sker andre steder, forvandler teksten sig sært afklaret til et drømmesyn. Jeg’et mødes af en kerub – engletypen der bedst kendes som vogter over indgangen til Edens Have – der tager drømmeren med op på toppen af Hagia Sofias kuppel, og siden længere op ”hvor man ser alting med argusøje”. Keruben har selvfølgelig en lektie til sin passager: ”Gud kan ikke rummes i himlenes himle. Bild dig ikke ind, at du er Gud”. Jeget, Westergaard, sættes af, finder sin ”byzantinske notesbog frem” og gentager i en smuk indlejret note bogens program om at erfare det guddommelige i det nære: ”Jeg længes ikke efter nogen fjern og ophøjet himmel. Jeg har derimod brug for sveden i min elskedes armhule”.

Min byzantinske notesbog er en interessant udgivelse, der meget direkte søger at bygge bro mellem åndelige erfaringer og konkrete rum og, mere overordnet, mellem teologien og litteraturen. At Westergaard ser det teologiske program beslægtet med et litterært, understreges i valget af et Gunnar Ekelöf-citat som indgang til bogens første kapitel. Ekelöf skriver til Ella Hillbäck, at han altid har holdt af hendes poesi fordi han ”tycker den är realistisk, den har med ting att göra, fysiska eller andliga, men ting”. For Ekelöf må poesien vara i sak. Westergaard siger effektfuldt noget lignende med sin bog: teologien må være sagsorientret, tingslig og konkret, tæt knyttet til både menneskers sved og menneskets sans for skønhed. Til gengæld siger teksterne ikke så meget litterært, dertil er epifanierne og drømmesynerne for få, de sindige, men også lidt konforme betragtninger for mange.


508
Forrige anmeldelse
« Mugge og vejfesten «
Næste anmeldelse
» Land i datid »


Flere prosaanmeldelser