Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Rita Korsika / Henning Mortensen / 187 sider
Gyldendal. ISBN 9788702058345
Anmeldt 22/5 2008, 12:18 af Kim Toft Hansen

Verden er kantet, vol. 3


Verden er kantet, vol. 3

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Med Henning Mortensens Rita Korsika bringes en underfundig trilogi til ende. En trilogi, der er præget af små kig under overfladen i et provinssamfund, burleske karakterskildringer, små og store forbrydelser, der krydser hinandens veje, og ikke mindst en gennemført og underspillet humor, som giver genklang i den noget tilstedeværende fortæller – eller er det forfatteren? Hvem ved? Én ting er dog sikkert – Henning Mortensen skriver helvedes godt!

I Rita Korsika får vi en langt større fornemmelse for trilogielementet, mere end vi gjorde imellem de to første bøger, Næb og kløer og Ræven går derude. Den tredje og sidste trækker nogle tråde på kryds og tværs af både de enkelte forbrydelser, der er blevet begået i løbet af alle tre bøger, men også i forhold de personer, der er impliceret. Således er der en klar progression fra bog nummer første til bog nummer sidste, og på den måde kommer noget er den viden, der nænsomt er ”puttet” ind i Rita Korsika, til at forudsætte de to foregående. Men det er ikke noget betvingende krav, at de er læst. Henning Mortensen både hjælper og distancerer nok til, at romanen kan sluges som den semikrimi og kvasimetafysiske roman, den er.

Derfor er det et betragteligt helhedsindtryk, man efterlades med, når trilogien er færdigkonsumeret. Den overstiger samlet set ikke engang et enkelt Stieg Larsson-bind, selvom det ville være både mere fremkommeligt og yderst velkomment. Men selve dette helhedsindtryk er nok det mest centrale, når trilogien fuldbyrdes, også når man som læser skal karakterisere romanerne tematisk og teknisk. Helheden er nemlig den impuls, der udspringer som en fornemmelse for nogle sammenhænge, der er svære at sprogliggøre – af hvilken grund trilogien spiller på nogle metafysiske tangenter. Det værre sig både eksplicit i en lang række kunstfilosofiske fremhævelser i romanerne, men samtidig også i forhold til, hvordan vi slet og ret skal forstå verden.

Det mere filosofiske spor, der allerede i Næb og kløer sættes under lup ved i begyndelsen at citere Wittgenstein, fortsætter nemlig helt til slut – Wittgenstein-sporet bliver nærmest kørt mere i stilling, end det hidtil hare været i de øvrige bind. Se bare her for en diskussion mellem Ludwig (bemærk navnet) og hans datter Rie: ”– Man får ingenting at vide, kan hun herefter finde på at sige til sin far. – Om hvad? – Om det vigtigste. – Det vigtigste? Hvad er det? – Det kan man jo netop ikke vide. Det er gemt væk” (s. 142). En helt klassisk Wittgenstein-diskussion. Og ironisk nok, siger romanen en hel masse om alt dette, man intet kan vide noget om. Spørgsmålet, der dog rejser sig, er, hvor meget man mon skal tage for pålydende i et Henning Mortensen-univers.

Det er et univers, der på ingen måde kan synes realistisk, snarere fortalt. Dette går på den måde stik imod hovedstrømmen af tiden ’kriminalistiske’ litteratur, trods Mortensen-trilogien på ingen måde kun arbejder med et krimispor. De store spørgsmål går på tværs af karaktererne, mens den enormt dominante fortæller navigerer igennem spor og blindgyder og andre herligheder. Det er nemlig ikke alt, den ellers af fortælleren / forfatteren meget roste efterforsker kan klare opklaringen – og hvad gør man så? ”Når detektiven ikke kan klare sin opgave forbilledligt, må forfatteren træde til. Så derfor tildeler vi næste kapitel den ære at fortælle sandheden” (s. 50). Selvom vi selvfølgelig ikke allerede på side 50 serveres en genuin plotopsamling.

På mange måder er Rita Korsika – og i øvrigt også de to andre – eminente metaromaner, der netop tager kærlig hånd om krimiens særegne søgen efter sammenhængskraft, som her bliver placeret udelukkende i hænderne på fortællerrollen, der hjælper læseren til at samle trådene. Man må derfor acceptere, at nogle spor ender blindt, for sådan ”er det sommetider i verden”. Spørgsmålet er måske endda så, om Henning Mortensens kvasikrimier lang hen ad vejen faktisk bliver mere realistiske end de realistiske. ”Og derfor kan man også finde nogle af [verdens] historier, som fuldendes på unormale måder”, fortsætter han. ”De kan godt indeholde skæve pointer i stedet for forskriftsmæssige. Det afvigende behøver ikke nødvendigvis tilskrives forfatterens dovenskab eller intellektuelle mangler. Det kan være del af et nummer, som læseren lige skal tænke lidt over” (s. 184f).

Det gør vi så, mens vi konstaterer, at det til tider kan være rart, når de upålidelige fortællere tolker historien for os – trods sandheden stadig flyder rundt bag disede tågeslør. ”There is something fishy about this”, dikterer en overskrift, hvis vi skulle være i tvivl om det – en overskrift, der blandt flere andre citater henviser til et lynchsk univers.

Hos Henning Mortensen er uglerne bestemt heller ikke, hvad de giver sig ud for at være.

Læs også Verden er kantet, vol. 1 og Verden er kantet, vol. 2 om de to første i trilogien.


47
Forrige anmeldelse
« Reporter i chok: Gravid «
Næste anmeldelse
» Efter skælvet »


Flere prosaanmeldelser