Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Kongens brev / Martin Davidsen / 434 sider
Klim. ISBN 978 87 7129 915 1
Anmeldt 24/4 2017, 12:30 af Hans Christian Davidsen

Øl, hor og krig i 1600-tallet


Øl, hor og krig i 1600-tallet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Optakten til statskuppet og indførelsen af enevælden i Danmark i 1660-1661 er et overset kapitel i danmarkshistorien, skriver den debuterende romanforfatter Martin Davidsen i sine kommentarer helt til sidst i Kongens brev.

Det har han givetvis ret i. For lægmand er så at sige al danmarkshistorie indtil det tyvende århundrede overset. For fagfolk er det afgørende møde i stænderforsamlingen og de efterfølgende forsøg på at skrive en forfatning i efteråret 1660 heller ikke det mest belyste kapitel i danmarkshistorien, men det skyldes til dels også et fragmentarisk kildemateriale.

Danmarks økonomi lå i ruiner efter den opslidende krig mod svenskerne, der kostede riget provinserne øst for Øresund, det vil sige Skåne, Halland og Blekinge. Nu skulle adelen også spæde til, men det ville adelen ikke - og den indså de politiske realiteter alt for sent. Det endte med, at adelen blev kørt ud på et sidespor, og kongen snuppede hele magten.

En del af denne spændende og afgørende historiske periode har Martin Davidsen valgt at skrive denne digre debutroman om. Martin Davidsen er inde i stoffet og især detaljerne - og djævlen ligger gemt i detaljerne. Forfatteren fortæller i et interview med Helsingør Dagblad, at hans roman først blev afvist af Gyldendal med den begrundelsen, at den var alt for tung. Derefter barberede han cirka 300 sider væk - og fik romanen optaget på forlaget Klim.

Bogen kunne med fordel være gjort endnu kortere. Martin Davidsen - der med sit efternavn har stolte traditioner at leve op til - fortaber sig regelmæssigt i miljø- og stemningsbeskrivelser, der alle sammen udmærker sig ved et flydende og mundret sprog renset for klicheer. De tjener naturligvis som motor for bogens historiske troværdighed, men ikke altid som motor for bogens handling. Af og til keder de detaljerede beskrivelser.

Flere spor
Romanen løber ad flere spor. I det ene følger vi hovedpersonen Tobias Rens, der er kaptajn i Kongens Livregiment. Det er en fortælling om hans personlige historie og om, hvordan han bliver udpeget som livvagt for flere af de centrale personer omkring kongen op til kuppet. Kort tid efter at, at den historiske fiktive Tobias Rens har fået specialopgaven, bliver en af Rens’ hjælpere myrdet uden for København. En svensk soldat mister også livet under mystiske omstændigheder. Tobias Rens anklages for begge ugerninger og får desuden en voldtægtssag på halsen. Læseren kender dog til sandheden: Der er ikke tale om en voldtægt.

Nogen vil hovedpersonen til livs. Og her kommer romanens andet spor. Læseren er fluen på væggen, når hans forfølgere smeder planer for at får ram på Tobias Rens, men indtil bogens sidste sider forbliver disse forfølgere anonyme. En skjult fortæller refererer deres tanker og handlinger uden at sætte identitet på dem.

Læserens sympati kommer dog tidligt til at ligge hos hovedpersonen - trods det slæng af af drengerøve, han omgås: Her er masser af rendestenssprog, hor, druk og slagsmål. Undres man over, at de drikker øl morgen, middag og aften, skal man også huske på, at øl på den tid indebare en langt mindre sundhedsrisiko end vand. Selv om drikken ikke blot er til gavn, men også til lyst.

Martin Davidsen viser os et 1600-tals Danmark, der ikke har ret meget andet med nutidens velfærdsdanmark at gøre end sproget og geografien. Menneskeliv havde ikke den samme betydning som i dag. Næstekærlighed ej heller. Enhver var sig selv nærmest, og miljøet var råt.

Svingende personskildringer
Kvaliteten af personskildringerne er svingende, men generelt på et niveau, så man bliver ved med at læse. Kvindetyperne har en tendens til at blive stereotype. Enten bliver vi præsenteret for madonnaen eller luderen, der byder sig til for soldaterne. og hvad de tænker, får vi sjældent noget fyldestgørende at vide om. Kvindeportrætterne er sjældent nuancerede.

Et tredje spor er forberedelserne til statskuppet, som Martin Davidsen skildrer med stor indsigt. Det er som om, han har været der selv. Opdigtede personer blander sig med et historisk korrekt galleri med blandt andre gøngehøvdingen Svend Poulsen, hoffet omkring kong Frederik den Tredje, adelens repræsentanter som Otte Krag og Henrik Gyldenstjerne, samt fremtrædende borgerlige som Københavns borgmester Hans Nansen.

Hovedpersonen Tobias Rens dømmes til døden for sine påståede ugerninger. Ret meget mere skal ikke røbes for ikke at tage spændingen fra potentielle læsere. Forfatteren får de tre spor til at mødes, men de motiver, som Tobias Rens’ skjulte forfølger har, kommer ikke til at stå helt så overbevisende.

Martin Davidsen har dog et sikkert greb om historien. Med en lidt strammere struktur i plottet og lidt kortere og måske mere præcise stemnings- og miljøbeskrivelser vil han med sit næste planlagte bind i serien kunne gribe flere end blot den lille skare af meget historisk interesserede læsere.


Forrige anmeldelse
« Termin – en fremstilling af v... «
Næste anmeldelse
» Ligblomsten »


Flere prosaanmeldelser