Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Termin – en fremstilling af vold i Norge / Henrik Nor-Hansen / 75 sider
Silkefyret. ISBN 9788799846870
Anmeldt 15/4 2017, 15:26 af Martin Rytter Handberg

Voldens ansigt


Voldens ansigt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Henrik Nor-Hansen sørger som forfatter for, at man som læser hører om Kjetil Tuestad i denne fine og meget fortættede fortælling, hvor man også som læser på en gang distanceres fra det fortalte grundet de meget upersonlige og påfaldende passive vendinger lades i stikken, om end denne stil skaber en særlig tone og tilgang i læseoplevelsen: Jeg har som læser fornemmelsen af, at Termin langsomt vokser i mit sind og fragter mig ud ad refleksionens mange stier.

Indledningsvist bliver vi i et ordknapt og temmelig journalagtigt sprog (en gedigen styrke ved bogen) gelejdet ind til en lun sommerdag i 1998, hvor en ung fyr findes ramt af bevidstløshedens tåger. Vi er i Hommersåk, og politiet er ikke sen til at melde, at der slet og ret kan være tale om meningsløs vold. Meningsløsheden skal sidenhen drive ned ad siderne, hvor vendinger som ’man oplevede’, ’der fortælles’ og ’der blev anvendt’ er tydelige markeringer af, hvad der er på færde. Det er straks upersonligt, distanceret og derved tankevækkende, hvad sproget er for en størrelse. Således bliver man som læser vidne til femoghalvfjerds siders nærgående litteratur, der med sit noget medicinske sprogbrug tager hånd om en nordmand, der menes at lide under følgevirkningerne af vold. Det står tidligt skrevet, at ”I denne fremstilling følger man Kjetil Tuestad, som i foråret 1998 giftede sig med Ann Elizabeth Larsen. På daværende tidspunkt er hovedpersonen seksogtyve år ung og med ganske megen appetit på livet.

Den uforklarlige og alvorlige hændelse rammer da Kjetil, og efter en indædt kamp med de nu pludseligt opståede fysiske forandringer og dermed faktiske forhindringer kommer han til hægterne og indlogerer sig atter i samfundet som menig borger, der umiddelbart ikke giver indtryk af at være synderligt ramt. Men det får være! Hvad man ikke kan se, er de psykiske sår, som ikke just heler, som de skal, og derfor – konstateres de i teksten – trækker Kjetil sig stille og sagte ind i sig selv, hvor han undertiden isolerer sig i sit eget fængsel, og hvor ensomheden er et slør, der trækker sig ned over hans ansigt, hvorunder han pludselig ser syner og hører stemmer, der egentlig ikke er der.

Det bliver til mangt et ophold på psykiatriske hospitaler, og den meningsløse vold martrer ham, hjemsøger kære Kjetil, i en sådan grad at han ikke kan være andet end alene med sig selv. Han rummer ganske enkelt ikke de varme følelser og den empati, den helstøbte borger bør have. Kjetil er kold og tilbagetrukket, hvilket også gælder sproget i bogen.

Ja, sådan ser jeg sproget som en mægtig magnet af en metafor, der påkalder sig min opmærksomhed. Sproget spejler Kjetils oplevelse af at blive distanceret fra samfundet og fra sig selv – psykisk og fysisk splittet, som han grundlæggende er. Han er nøjagtig lige så distanceret i forhold til den virkelighed, han under normale omstændigheder abonnerer på, som sproget er det i forhold til den indlevelse, som skønlitteraturen umiddelbart giver sig til kende i.

Jeg er dog – må jeg sige – blæst omkuld af den kraft, denne insisterende stemme, som fortælleren fastlægger i denne fremstilling.

Kjetil er en mand, jeg virkelig føler med! Termin er en bog, der har brændt sig fast hos mig!


Forrige anmeldelse
« Alma Mater «
Næste anmeldelse
» Kongens brev »


Flere prosaanmeldelser