Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Slagteren / Tony Parsons / 304 sider
Rosinante. ISBN 978-87-638-4102-3
Anmeldt 15/6 2016, 09:21 af Dorthe Bille

Brutale mord og tja, så ikke så meget mere


Brutale mord og tja, så ikke så meget mere

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nytårsnat myrdes den velhavende familie Gatling med en boltpistol. Eneste (måske) overlevende, er familiens 4-årige dreng Bradley, som er forsvundet.

Den enlige far, Kriminalbetjent Max Wolfe får til opgave at efterforske drengens forsvinden og finde morderen. Ret hurtigt (alt for hurtigt) peger sporerne mod en roma, der for 30 år siden anvendte samme mordmetode.

I sin iver efter at overbevise læseren om, at romaen Peter Nawkins er gerningsmanden, smøres der så tykt på, at man ret hurtigt sidder med en fornemmelse af, at han bestemt ikke kan være den skyldige. Det meste af bogen går faktisk med Wolfes fokus på Peter Nawkins og når man allerede har luret, at han nok har fat i den forkerte, bliver fortællingen temmelig lang og kedelig.

Undervejs i bogen kommer der også nogle lidt besynderlige input. F.eks. forsvinder en anden lille dreng. Han kommer fra en fattig familie og hans forsvinden får ikke opmærksom fra medierne i modsætning til Bradlys, som dagligt er nyhedsstof. Bogen stiller spørgsmålstegn ved hvorvidt man lægger mere i at finde en forsvundet dreng, når hans familie er rig, end når han kommer fra fattige kår. Det er jo i sig selv fint, det passer bare ikke ind og et vigtigt emne kommer til at virke som en lille sidebemærkning.

Når Max Wolfe ikke er på arbejde, hygger han sig sammen med sin lille datter Scout og hunden Stan. Meningen er sikkert, at man skal lære Max at kende som mere end politimand, det er bare lidt svært at få øje på hvorfor. På intet tidspunkt er der sammenfald mellem sagen og Wolfes privatliv hvilket ellers var oplagt, da han selv har et lille barn.

Slagteren tilfører ikke krimigenren noget nyt. Den begynder egentlig meget godt (og meget voldsomt), men ret hurtigt flader spændingen ud og det er svært at holde interessen fanget.

Lidt ros skal romanen dog have. Hen mod slutningen tvistes plottet og bliver rigtig spændende og på intet tidspunkt har læseren mulighed for at regne ud hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen før dette afsløres.

Er man på udkig efter en sommerferiekrimi, kan Slagteren være et bud. Det er dog en god idé, at læse den ud i en køre, da det er ganske nemt at kludre i romanens temmelig store persongalleri.


Forrige anmeldelse
« Den hengivne hr. X «
Næste anmeldelse
» Flunkerne i Danmark »


Flere prosaanmeldelser