Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Giacomo Joyce / James Joyce / 109 sider
Basilisk. ISBN 978-87-91407-98-7
Anmeldt 10/3 2016, 11:00 af Michael Agerbo Mørch

Posthume fragmenters dragende duft


Posthume fragmenters dragende duft

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Giacomo Joyce er en mærkelig udgivelse. Af flere grunde. Bogen er en udgivelse af oprindeligt otte ark med 50 kortprosastykker af den verdensberømte forfatter James Joyce (1882-1941). Arkene blevet skrevet i begyndelsen af det tyvende århundrede, formentlig i Trieste i Italien, men er aldrig blevet udgivet af Joyce selv. De otte ark var påskrevet på begge sider, således 16 sider i alt. I udgivet form fylder stykkerne ikke meget, kun 17 sider i lille format. Måske derfor har Basilisk valgt at udgive bogen med et enormt efterord af forfatterskolerektor, Jeppe Brixvold. I kontrast fylder efterordet ca. 75 sider. Man kan derfor ikke undgå at forstå udgivelsen som et litterært essay, hvor den fortolkede tekst af pædagogiske årsager er trykt med. Det er hæderligt i sig selv at ville udgive de posthume fragtmenter, men om det afklarer forholdet mellem teksterne, er jeg i tvivl om.

Intet skal dog fratages præstationen. Brixvold har leveret et formidabelt arbejde, hvor både biografisk og litterært stof behandles med faglig overlegenhed og et swung, som klæder emnet godt. Der er både lækkerbidskener til læsningen af det nærværende værk, men også til resten af det tunge forfatterskab, hvor Giacomo Joyce forsøges indsat i en større sammenhæng som en “krisetekst”, der markerer en overgang i en forfatters produktion mellem to litterære tilgange. Eller med Brixvolds ord: “[en krisetekst er] altså en tekst hvor én æstetik har nået sin ydergrænse, stagnerer og må briste og åbne for en anden” (s. 41). Brixvold er godt inde i Joyce-forskningen, og hans umiddelbarhed over for de svært tilgængelige værker som fx Ulysses og Finnegans Wake er imponerende. Han diskuterer imagistisk æstetik, Hegels filosofi, Lacans psykologi, ego-teori og seksualitet mm. i et skønt, orgiastisk sammensurium.

Joyces tekst bliver ofte diskuteret for sin dragende mystik. Et “hun” er gennemgående, men er det biografisk? Joyce var glad for – og meget betaget af – unge kvinder, og måske dækker dette “hun” over en romance med eleven, Amalie Popper. Nogle problematiserer denne tolkning, da “hun” – hvis den biografiske læsning fastholdes – bliver opereret i tekst 33, hvilket Popper aldrig gjorde. Men uanset har beskrivelsen både forelskelsens suk og poetens ophøjede distance. Fx her fra tekst 11: “Hun følger sin mor med kejtet ynde, hoppen leder sit hoppeføl. Gråt tusmørke former blidt de slanke, velformede bagdele, den ydmyge, smidige, senede hals, det fintbenede kranium” (s. 9; se også tekst 20).

Teksterne rummer også små notater til litteratur- og teaterkritik (fx tekst 3 og tekst 30). Det er interessant al den stund at Joyce var en sproglig mester, der besad stor viden om både litteratur, grammatik og fonetik. Det sidste gives der et fremragende eksempel på i tekst 16, som udlægges eminent af Brixvold. Teksten lyder i al sin enkelhed: “Lange liderligt lurende læber: Mørkblodede bløddyr”. De første fire ord er alliterativt forbundet ved bogstavet f, mens vokalerne i ordene langsomt flytter lyden frem på tungen, indtil læberne faktisk er formet som et “mørkblodet bløddyr”. Prøv selv at gøre det foran spejlet, det er ret insisterende.

Den fonetiske genialitet får fuld udfoldelse i Finnegans Wake – og til dels Ulysses - , hvor Joyce går helt væk fra narrativet, og i stedet ønsker at nedskrive selve universets lyd, eller som Brixvold gengiver Joyces egne ord: “The greath myth of everyday life” (s. 105). Heraf kommer de skøre, nogle gange bizarre, lydsammensætninger og onomatopoietika, hvor ravnen kraa-kraa og vanders gurglen skal nedskrives og isoleres. Helt så voldsomt er det ikke i Giacomo Joyce, men ansatserne til den nye æstetik er altså gryende til stede.

Giacomo Joyce er i mine øjne en nærmest hermetisk tekst, og jeg ville have brølet af frustration under læsningen, hvis ikke efterordets støttende hænder havde båret mig. Samlet set er bogen derfor er fornem præstation, men den utrænede Joyce-læser skal forberede sig på, at der venter en gedigen opgave, hvis udbyttet skal sikres bare nogenlunde. Min egen fremgangsmåde, som jeg blev rigtig glad for, var derfor at læse efterordet først, for derefter at læse Joyces egen tekst. Den taktik er hermed givet videre, sammen med en ærlig anbefaling om at give sig i kast med Joyces værk.


422
Forrige anmeldelse
« fordi at «
Næste anmeldelse
» Gruppen »


Flere prosaanmeldelser