Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




fordi at / Mette Sø / 209 sider
Forlaget Republik. ISBN 978-87-92976-27-7
Anmeldt 8/3 2016, 11:01 af Kim Toft Hansen

Kan man godt sige det?


Kan man godt sige det?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er egentlig ikke ukorrekt at sige det. Det er snarere unormalt på skriftsprog. Mere normalt i talesprog. Sammensætning kan spores langt tilbage også hos normalvist pertentlige forfattere med hang til sproglig korrekthed. Men det er også en frase, der kan vække kraftfuld foragt. Ofte nedladende tolkes det som et udtryk for svag sproglig fornemmelse, mens det sproghistorisk faktisk godt kan forsvares. Titlen på Mette Søs seneste roman er fordi at, og der er nok her en særlig pointe i at ville tage udgangspunkt i netop en sproglig sammensætning, der på én gang virker både rigtig og forkert.

Mette Søs forrige tre romaner er blevet pænt modtaget. Ofte krediteres hun for en særlig sproglig fornemmelse i kombination med humor. Selvom handlingsgangene ikke som sådan er højdramatiske, er der noget saft og kraft at komme efter i det særlige blik, hun har på handlingen og dens eksistenser. Det gælder også fordi at, som på forsiden prydes af den komplekse titel i et møde med grene på et træ – og en vanddråbe, der er lige ved at slippe grenen. Om det er tænkt sådan, ved jeg ikke. Men det er et fint symbol på hovedpersonen Kanel, der også undervejs ligger på grænsen mellem to tilstande: forankret eller fri.

Romanen handler om denne indadvendte skovhugger Kanel, som kommer til Vendsyssel for at arbejde med at fælde træer. Hun er på vej væk fra et eller andet, som først dæmrer undervejs. Hun indgår fint i det sjak, som rejser rundt i Vendsyssel for at fælde stormramte træer. Tidligt i romanen kommer Kanel til save ind i en flagermusrede, blodet sprøjter, og Kanel får en lille flænge i sine bukser og et lille ar på benet. Derefter begynder virkeligheden at ændre sig hos hende. Hun får en mystisk evne, som hun tvivler på er virkelig. Alligevel bliver det også en vej ind under huden på de fåmælte vendelboer.

Det er et fint trick at sende en indadvendt udefrakommende dybt ind i Vendsyssel, hvor få ord taler dybe meninger, og hvor personerne, Kanel møder, er naturligt indadvendte. Alligevel oplever hun et nærvær og en imødekommenhed, der langsomt tør hende op. Romanen er derfor ikke kun en fortælling om Kanel, der skal lære noget om sig selv. Det er også et fint portræt af et vendsysselsk sind, hvor h’et i hv-ord på ingen måde er stumt. Romanen handler om rytme. Rytme i naturen (træerne), sproglig rytme (samtalerne) og kulturel rytme (mødet mellem mennesker).

Det er især den sproglige rytme, der spiller en stor rolle. Kanel har en særlig spidsfornemmelse for at smage på ordene. Almindelige danske ord giver hende frie associationer til andre ting. Ydre blik flyder fint og frit ind i indre billeder. Det gælder også Kanels nyfundne evne til at se det, som andre mennesker har følt eller set. Stedvist er disse glidninger på grænsen til det, der kaldes bevidsthedsstrømme. Det fornemme ved Søs roman er dog, at det ikke er Kanels egne bevidsthedsstrømme, vi får. Det er andres kanaliseret igennem Kanel. Til hendes fortrydelse, fordi hun ser nogle ubehageligheder.

Mette Sø har været på studietur i Vendsyssel sammen med manuskriptforfatteren Dunja Gry Jensen. Arbejdet var rettet imod TV 2’s tv-serie Norskov, men det har tydeligvis også haft indflydelse på Søs arbejde med denne roman. I begge fortællinger arbejdes der med håndværk og nærvær mellem mænd. Dunja Gry Jensen har kaldt det for ’maskulin omsorg’. Dette fænomen er også tydeligt i fordi at, hvor det er samvær og fåmælt sammenhold mellem mænd (og en enkelt kvinde) i et sjak, vi får indsigt i. Køn tematiseres, men det er på en subtil og ganske upåfaldende måde. Maskulinitet er ikke blot hårdhed, snarere en hårdkogt sentimentalitet.

fordi at er en lille bog med stor indsigt. Den emmer at sprogligt overskud – et overskud, der gør den smalle fortælling større, end den i virkeligheden selv er. Sproget former og danner en fornemmelse af relationen mellem mennesker – en ofte mere eller mindre uudsagt relation. Stedet virker kærligt og troværdigt portrætteret. Jeg er selv født og opvokset i Hjørring og for en gangs skyld (ligesom med Norskov) føler jeg ikke Vendsyssel portrætteret med overbærenhed. Snarere er det et indsigtsfuldt billede af en landsdel, som det ikke vil være synd for. Det er hjertevarmt, velskrevet og særdeles vedkommende.


Forrige anmeldelse
« For alt i verden «
Næste anmeldelse
» Giacomo Joyce »


Flere prosaanmeldelser