Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe / Jacob Riising, Claus Bigum (Illustrationer) / 152 sider
Carlsen. ISBN 978-87-114-543-81
Anmeldt 10/6 2015, 23:05 af Torben Rølmer Bille

Vellykket, hyggelig debut


Vellykket, hyggelig debut

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den populære tv-vært Jacob Riising har med Karmaboy – Kometen og den onde numsekløe skrevet sin første egentlige fiktionsbog. Hr. Riising har tidligere været forfatter på 117 ting du skal nå, før du bliver gammel og grå samt De 100 sejeste mennesker i verden, men dette var jo at betragte som en faktaudgivelse, uanset om man giver ham ret i at det netop er disse hundrede personer, som er der sejeste. (Hvor er eksempelvis Lemmy fra Motörhead?) Spørgsmålet er så om Karmaboy kan klare konkurrencen fra mange af de andre superhelte, som i disse år vælter frem.

Lad os være fair, karmaboy kan næppe konkurrere med hverken de superhelte vi kender fra DC, Marvel eller Dark Horse - den nærmeste konkurrent til Karmaboy, er utvivlsomt Kenneth Bøgh Andersens Antboy – men så stopper superheltesammenligningen også, for Karmaboy har ingen superkræfter overhovedet. Han er ikke blevet bidt af et insekt, blevet udsat for gammastråling eller er faldet i trylledrikken som spæd, han er bare, som mange af os, en tyndarmet, nørdet dreng, der forsøger at sprede god karma og på den måde redde sit hjem.

I starten af bogen møder Niller, sammen med sin ven Tykke, der konstant råber og spiser alt hvad han kommer i nærheden af, et tv-hold, der rapporterer direkte fra Bytorvet i Skovlunde hvor Nillers far har slagterforretning - og hvor de samtidig bor. Nillers mor hører man ikke ret meget om. Journalisten fra fjernsynet kan fortælle, at der er en komet på størrelse med en fiskefrikadelle på vej direkte mod bytorvet, og at den efter al sandsynlighed vil udslette alt på Skovlunde Bytorv.

Niller tager derfor et par underbukser uden på bukserne og en maske foran sit ansigt i et forsøg på at gøre en forskel. Helse-Else, der ejer den lokale helsekostbutik samme sted, har fortalt Niller om karma. At hvis man gør gode gerninger, så belønnes man også for dette. Så udstyret med gåpåmod, Tykke og håbet om at det hele nok skal gå, kaster han sig ud i kampen mod kometen.

Spørgsmålet er nu blot – hvordan stopper man en komet med karma, og hvad har analkløe med det hele at gøre? For at få svar på dette skal man selv læse bogen, eller få en voksen til at gøre det, for det er bestemt en bog som både forældre (især fædre måske) og deres (drenge)børn vil synes er skæg. Ikke kun fordi bogen handler om numser, prutter og pølser, men også i kraft af at bogen flere gange undervejs leger med sit eget format og kommenterer på dens egen historie.

Et eksempel på dette er kapitel 29, som er dedikeret til pizzamanden Erkans ynglingskunster: Mustafa Sandal, og som med undtagelse af de første indledende linjer er skrevet på tyrkisk. Bogen forklarer også, hvad fodnoter er og gør ganske hyppigt brug af disse. Faktisk indledes bogen med en ganske grundig beskrivelse af, hvordan man i det hele taget bruger en bog, og hvad en sådan kan – en vigtig information i denne digitale tidsalder. Det fungerer alt sammen fint og bliver aldrig alt for meget, eller så forstyrrende, at man mister interessen.

Nærværende anmelder valgte at læse bogen højt for sine to drengebørn på hhv. 6 og 11 år, og de morede sig begge fint over Karmaboys eventyr. Adspurgt til bogen, fortalte den ældste, at han godt kunne lide handlingen, at den var spændende og skæg, mens den yngste fremhævede Tykke, der som en slags altædende Hulk råber sig gennem bogen. Drengens far var også godt underholdt, for selv om det ikke er verdenslitteratur, så var det skægt at læse op og lægge stemmer til de forskellige figurer, der optræder i bogen.

Kort sagt så kan Hr. Riising godt få trykt visitkort hvor der står ’børnebogsforfatter’ subsidiært ’metabevidst skribent’ trykt i guld, for selv om formlen på historien er set flere gange før, så slipper han heldigt af sted med både fortællingen og de mange forstadstyper, som indgår i handlingen. Sproget beder nærmest om oplæsning, men er på ingen måde for svært til at en tiårig med gode læseevner selv kan tygge sig gennem den. Det kan naturligvis debatteres, om det er karma, fair play eller blot diskretion, der i sidste ende sørger for, at det hele spænder af som det gør, men det er en helt anden historie.


Forrige anmeldelse
« Wreck this journal «
Næste anmeldelse
» Bogen helt uden billeder »


Flere prosaanmeldelser