Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




De elskende – et sammenstød / Christel Wiinblad / 200 sider
Gyldendal. ISBN 9788702163278
Anmeldt 11/11 2014, 20:43 af Christina Aabo Mikkelsen

Kærlighedens vildfarelser


Kærlighedens vildfarelser

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De elskende – et sammenstød er tredje bind i Christel Wiinblads romanserie, hvor hun udforsker kærlighedens mørkere sider. Prolog (2011) handlede om incest i barndommen, og Ingen åbner – et passionsspil (2012) handlede om vold og magt i et destruktivt forhold. I De elskende følger man en kvinde, som tror på kærlighedens altforandrende kraft, og da hun møder en mand, som ligner alt, hvad hun søger, rækker hun ud og tager imod.

Svimlende åbning
Historien begynder med et svimlende kærlighedsmøde i København. Manden beskrives som et blændende syn, en gud, og da kvinden ser ham, virker det som et lynnedslag. Forelskelsesrusen fører dog hurtigt kvinden ind i et sadomasochistisk forhold, hvor manden er den dominerende part. Lyset forsvinder mere og mere ud af romanen, efterhånden som dominans og vold sender kvinden ind i et mørkt landskab, ikke blot ned på knæ i forholdet, men fysisk set helt ned i en kælder, formodentlig en swingerklub.

Handlingen er centreret omkring deres sadomasochistiske forhold, fortalt fra kvindens synsvinkel i tredje person. Læseren suges ind i den kvindelige bevidstheds uendelig strøm af forvirrede, selvdestruktive tankemønstre og selvmodsigelser: ”Og hun var rasende, hun var bange, hun ville gøre hvad som helst, hun ville have endnu mere. Hun ville bare adlyde ham.” Når de ikke har sex, tumler kvinden alene rundt i kvarteret omkring mandens bolig, venter på hans opkald og ved ikke, hvad hun skal stille op med sig selv. Forfatteren benytter sig af stilistiske virkemidler som gentagelser og selvmodsigelser. Rigtig mange sætninger begynder med ”Og”, der en del steder i bogen markerer et stemningsskift. Sammen med hovedpersonen bliver læseren kastet rundt i en følelsesmæssig centrifuge, skiftevis euforisk lykkelig og på sammenbruddets rand, indtil man bliver svimmel og får kvalme ligesom hende.

Genopstå i kærlighed
Religiøse undertoner gennemstrømmer romanen, når manden opfører sig og taler som en gud, der skal lære hende at elske i en verden, han skaber:

”Intet af det her betyder noget,” sagde han, ”kun dig og mig, der findes ikke andet. Ikke i virkeligheden. Kun kærligheden, det er grænseløst, vi kan gøre præcis, hvad vi vil. Jeg vil give dig det. Jeg vil lære dig det hele. Det her liv er kun en leg, det er kun en indledning. Alt skal blive til et mægtigt lys, og du ved det. Ved du, at vi er udødelige? Bryd det hele ned og opstå i kærlighed.”

Manden er også den, som straffer kvinden, når hun tvivler eller sætter spørgsmålstegn ved hans autoritet og hans opfattelse af kærligheden. Mellem prosastykkerne er små dialoger, sat med fed skrift, hvor det bliver tydeligt, at der ikke finder nogen ligeværdig samtale sted, men at kvinden er underordnet manden trods hendes tvivl og protester. Alligevel opgiver kvinden aldrig helt sin vilje. Der er hele tiden en slags modstand mod mandens dominans, mod den patriarkalske orden, en tvivl på de store ord om kærlighed.

Voldsomt sammenstød
Sexscenerne og det psykologiske magtspil er meget råt udpenslet i romanen, hvilket indimellem blev for meget for mig under læsningen. Men hvis man f.eks. kan lide Pauline Réages O’s historie eller E. L. James’ Fifty Shades of Grey, så vil man med stor sandsynlighed også finde De elskende interessant. Hvad angår de stilistiske virkemidler, så har forfatteren nok en pointe i, at læseren skal forstå kvindens følelsesmæssige op- og nedture, men sprogligt bliver det for voldsomt henover 200 sider. Jeg var mere begejstret for Ingen åbner, hvor den kvindelige bevidsthed også flaksede rundt, men hvor forfatteren havde valgt at skrive i hovedsætninger. Dén form gav lidt mere luft mellem hovedperson og læser, samtidig med at den foruroligende stemning fastholdt mig nysgerrig til sidste side. I De elskende er der så mange verbale og fysiske sammenstød, at læseren visse steder efterlades groggy på sidelinjen.


Forrige anmeldelse
« De mørke mænd «
Næste anmeldelse
» Leonora Christine »


Flere prosaanmeldelser