Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




På loftet sidder Jesus / Dorte Lilmose og illustrationer af Ditte Andreasen / 28 sider
Forlaget Alfa. ISBN 9788771151084
Anmeldt 2/11 2014, 17:32 af Mia Rendix

På loftet sidder Jesus


På loftet sidder Jesus

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Børnebøger med et eksplicit kristent budskab udgivet af andre end Bibelselskabet er en sjældenhed i det kulturkristne Danmark. Udover de stærkt troende er det de færreste forældre, der får læst en børnebibel med ungerne, som så må nøjes med kristendomsundervisningen i skolen. Det er lidt en skam, idet Bibelens fortællinger både er gribende, mærkelige og sprogligt fascinerede, uagtet om man tror på dem som decideret sandhed eller – som undertegnede – opfatter dem som ren fiktion som ikke desto mindre er en del af den vestlige verdens kulturarv og mythos.

Derfor vakte det også undertegnedes nysgerrighed, da anmelderbunken indeholdt Dorte Lilmoses På loftet sidder Jesus. Over små 28 sider møder vi drengen Johannes (Døberen?), der ikke just ser frem til juleaften ligesom de andre børn i hans klasse og hjemby. For Johannes’ far ligger igen i år døddrukken derhjemme på sofaen og udspyr sarkastiske bemærkninger om juletiden. Det er selve juleaftensdag om eftermiddagen, og i stedet for at blive hos faderen går den ensomme Johannes i kirke til julegudstjeneste sammen med alle de lykkelige kernefamilier.

Her oplever den lille dreng diverse voksne nikke og smile sødt, som om de godt ved, at han ikke har det godt derhjemme – men uden at gøre noget. Isoleret og deprimeret sidder han så på kirkebænken og overværer juleevangeliet om Jesu fødsel og forkyndelsen om Guds og Jesu kærlighed. Fra at have fulgt en nogenlunde traditionel socialrealistisk historiestruktur skifter genren til det deciderede epifant-bibelske. For Johannes oplever intet mindre end en åbenbaring. I takt med at historien om Jesu fødsel og fejring af de tre viise mænd prædikes af præsten hensættes drengen i en art stigende tranceagtig tilstand, der nærmer sig suggestion. Og i mødet med evangeliet føler Johannes sig for første gang ikke alene men elsket, hørt og set af en Jesus, hvis frelse omfavner ham og lader nåden vise sit åsyn for ham. Efter denne metafysiske oplevelse slutter gudstjenesten, og præsten inviterer Johannes med hjem og fejrer højtiden.

Dorte Lilmose udtaler, at denne bog er inspireret af H. C. Andersens eventyr om den lille pige med svovlstikkerne, hvilket også er tydeligt i dens barmhjertighedstematik, og forfatteren har bevidst undgået at ville gentage Andersens mere dystre udgang på historien. Det er måske også derfor, at undertegnede synes, det er svært at identificere sig med eller lade sig overbevise af På loftet sidder Jesus. Det er uden tvivl et vigtigt og evigt aktuelt emne: Socialt udsatte børns vilkår og oplevelser med misbrugsforældre på årets mest opreklamerede dag. Men hensigten eller visionen bag bogen er for undertegnede en kende problematisk. Først og fremmest kunne man forvente, at de sociale myndigheder allerede ville have haft fat i Johannes og sørget for, at han ikke skulle fejre Jul alene hjemme med en – i årevis er vi ikke i tvivl om – stærkt alkoholiseret far.

Bogen kalkerer et realistisk, nutidigt, dansk velfærdsunivers og sikkerhedsnet, som man må formode måtte have grebet ind noget før. Undertegnedes otte-årige datter udbrød da også efter endt læsning: ”Jamen, hvorfor er der ikke nogen, der har hjulpet ham før?” At Lilmose måske har villet kritisere de danske socialmyndigheder kunne være årsagen, men jeg tvivler. Og derfor forekommer alternativet til en omsorgssvigtet dreng som overdrevent religiøst. Fortællingen om den kristne næstekærlighed er vitterligt et udmærket budskab ikke kun til jul, men scenen hvor Johannes nærmest forsvinder ind i en religiøs massesuggestion er provokerende, fordi den utvetydigt foreslår den kristne tro som en metafysisk og, ikke mindre problematisk, eskapisme væk fra et ensomt liv på jord. Hvad sker der, når Johannes kommer hjem igen? Vil den religiøse trance kunne opretholdes til hverdag? Adopterer præsten Johannes? Disse spørgsmål forbliver naturligvis uafklarede efter endt læsning, men de opstår naturligt undervejs og kan under alle omstændigheder måske være katalysator for en snak om Jesus og kristendom med barnlille. Og så kan man som barn og forælder selv vælge, hvilken fortolkning man foretrækker.


Forrige anmeldelse
« Den flammende verden «
Næste anmeldelse
» Der findes en stor åben plads ... »


Flere prosaanmeldelser