Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Snitten og Kis – Frygt og bæven og en mand på strømpesokker / Hella Joof / 49 sider
Carlsen. ISBN 9788711333983
Anmeldt 13/8 2014, 06:14 af Kim Toft Hansen

Bæven for det andet


Bæven for det andet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Godt og ondt. Nærhed og fremmedhed. Elske og dets modsætning. Det er spørgsmål, der spiller en stor rolle i et barns liv. Verden er stor og svær at forstå, og derfor er det så vigtig med fortællinger, der kan sætte det hele ind i en sammenhæng. Frygt og bæven opstår, når det nære og det gode udfordres af det fjerne og onde. Men der behøver ikke at være en sammenhæng mellem det fjerne og det onde. Tværtimod. Det fremmede kan ændre på det nære, så det kommer til at fremstå bedre. Som et gode.

Dette er temaet for Hella Joofs debutfortælling Snitten og Kis – Frygt og bæven og en mand på strømpesokker, som netop er udkommet. Med ordene ’frygt’ og ’bæven’ i titlen er der svært ikke at sende nogle tanker til Søren Kierkegaards Frygt og Bæven (1843) – bogen, hvor Kierkegaard mediterer over Abrahams hensigt om at slå sin søn Isak ihjel. I bredere forstand er den en grublen over Guds og kærlighedens nær- og fravær og konsekvenserne heraf.

Kierkegaard er kun indirekte til stede i bogen, men det er svært ikke at have den – eller Paulus’ brev til Filipperne, som Kierkegaard tog udgangspunkt i – i tankerne gennem bogens handling, der ligesom Paulus behandler det nære og det fjerne. Hos Paulus er det Gud. Hos Joof er det Kis, der henter det fjerne hjem til det nære, da hun på et børnehjem henter Snitten hjem. Men det er også en fortælling om udfordringen af det nære, da Kis inviterer en mand ind – ham, der pludselig står i stuen i strømpesokker. Og udfordrer Snittens status i hjemmet.

Bogen er – ifølge forsiden – ”fortalt for børn og deres voksne”. Det er dobbelttydigt. På den ene side kræver bogens kompleksitet, at den voksne tager barnet ved hånden og leder dem igennem de store og små spørgsmål, der rejses i bogen. På den anden side er bogen ikke kun en børnebog, eftersom den også retter en del tankevækkende italesættelser mod den voksne. Intentionen er således god: der skal sættes gang i en samtale mellem barn og voksen.

Snitten og Kis er illustreret af den velkendte Cato Thau-Jensen, hvis naivistiske og svagt karikerende streg også medvirker til at stille spørgsmål og fremhæve detaljer. De fleste, der har haft en nyere børnebibel i huset, vil genkende stregen. Fællestrækkene er stærke, og tematiseringerne ditto. Bogens illustrationer er derfor en fornøjelse i sig selv at se. Den lette ekspressionisme passer fint til det lidt forvredne sind, som Snitten er i besiddelse af.

Handlingen er derimod svær at fæstne til en bestemt alder. Jeg er lidt i tvivl, om den virker som højtlæsningsbog – det er forsøgt. Men det samme problem rejser sig for de, der vil læse den indad. Sætningskonstruktionerne er stedvist svære og lange, hvilket gør det svært for den voksne, der læser for barnet: fokus tabes i for lange sætninger. Men for det barn, der selv vil læse, kan det samme skabe problemer. Der kunne være skruet lidt ned for bisætningerne.

Vejen ind i handlingen er også en anelse uvejsom. Lidt som hos Kierkegaard selv. Der er nogle spring, der virker lidt umotiveret, og der er nogle passager, hvor det er svært helt at fange sammenhængene. Omvendt viser det også, hvorfor Snitten bliver forvirret. Det er på den ene side modigt at prøve dette for børn, men det vil muligvis også hægte enkelte af. Samlet set er den en bog, der tager fat i store og centrale spørgsmål, og som modigt formidler aspekter af en dansk filosof, som danske børn meget sjældent møder i børnehøjde.

Helle Joofs debut er meget lovende. Den emmer af fortællelyst og en interessant og moderne formidling af, hvor vi kommer fra, og hvor vi udvikler os hen. Den lidt ujævne sproglige rytme og handlingstråd trækker lidt ned, men moderniseringen af Frygt og Bæven i en eller anden forstand er dristig og veleksekveret. Det handler om den fortvivlelse, der opstår, når den, der elsker, vender det til det modsatte – i et vist omfang det, som også Kierkegaard engagerede sig i. Det bliver i nogen grad til en farbar vej for og ind i filosofi til de, der ofte stiller de bedste spørgsmål: ungerne.


Forrige anmeldelse
« Stoner «
Næste anmeldelse
» Frit flet »


Flere prosaanmeldelser