Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Klapperslangen / Astrid Saalbach / 192 sider
Gyldendal. ISBN 9788702162042
Anmeldt 13/7 2014, 10:13 af Mia Rendix

Kvinder og manegement


Kvinder og manegement

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forfatter og dramatiker Astrid Saalbachs seneste roman har allerede vakt en del postyr i andedammen med sin slet skjulte fokusering på og kritik af den danske og svenske teaterverden. I en blanding af autofiktion, nøgleroman, satire og debatoplæg er romanen et måske prækært men også tiltrængt opgør med en teaterbranche, der desværre for længe har haft problemer med en markant underrepræsentation af kvindelige dramatikere og management-fikseringen af flere teatre.

Hovedpersonen hedder pudsigt nok Astrid Saalbach og er dramatiker. Hendes seneste stykke, Frisørerne, blev afvist af diverse danske (mandelige) teaterdirektører, hvis navne har en umiskendelig lighed med teaterledere i dansk teaterliv: Jesper Hilton er en let omskrivning af Kasper Wilton, der i virkelighedens verden er direktør på Folketeatret, og dramatikerens agentur, Skandinaviska, hentyder til agenturet Nordiaska. Iflg. Hilton og andre er stykket for komplekst - eller med andre ord: politisk ukorrekt dvs. med kontroversielle og ikke stuerene karakterer, der ikke passer til hverken det brede eller smalle publikum.

Dette er tidligere blevet skudt Saalbach (både den fiktive og den virkelige) i skoene med hendes tidligere stykke om dansk ulandsbistand Rødt og grønt fra 2010, der ikke just lå i tråd med den almindlige kulturradikale opfattelse af Danmark som en af de fremmeste og mest ædle bidragere til ulandenes støtte og udvikling. I stedet hudflettede stykket den selvgode, idealistiske og egoistiske danske selvopfattelse, hvilket blev tolket som enten direkte forkert, polemisk eller ligegyldig. Via to spor følger vi dels Saalbachs kamp for at få sit stykke opført, dels hendes ophold i en mondæn legatbolig for kunstnere i den californiske sol hos filantropen, kunstsamleren og manden bag p-pillen Carl Djerassi, hvis ’Artist Residence’ vitterligt findes som eftertragtet opholdsmulighed.

Man skal ikke være specielt bibelsk belæst for at se titlen på romanen som en slet skjult hentydning til slangen i paradiset, der som bekendt frister Eva til at spise æblet fra Kundskabens træ og dermed for evigt at have besudlet sig med alt syndigt, fordærvet og destruktivt. Klapperslangen som symbol giver romanens to handlingsspor en evigt faretruende klang, en allestedsnærværende fornemmelse af noget farligt og destruktivt, hvilket så både gælder som kommentar til den danske teaterbranche og som noget mere uhåndgribeligt i den californiske natur, der tiltager både eksistentiel og universel karakter. Saalbach kombinerer sin stadig knivskarpe sans for stram teatralsk handlingskomposition og tæt stemningsbeskrivelse, som veksler mellem det syrligt-satiriske og det ideologisk provokerende.

Helt forudsigeligt har de store danske aviser haft helsides interviews med Saalbach, eftersom romanen lægger op til branche- og karaktermord, og Kasper Wilton har åbenbart ikke brudt sig om personen Jesper Hilton, så han har sågar været fremme med et direkte dementi og en beskrivelse af Saalbach som ”ond”. Den sørgelige sandhed er dog, at Saalbach med vanlig skarpt blik og vilje til at konfrontere tabuer rammer lige på kornet. Dansk teater har, bevidst eller ubevidst, markant få kvindelige dramatikere at bryste sig af, hvilket er en ubekvem sandhed i det ellers selvudnævnte ligestillede Danmark. Kritikken af diverse teaterdirektører som ofte leflende for den brede smag med anvendelsen af coachingretorik og managementstrategier i stedet for prioriteringen af det kunstnerisk vedkommende og progressive er ligeså vigtig.

Og de, der afviser Saalbachs kritik som ensidig og selvhævdende, bør genlæse romanen, der ikke står tilbage for også tegne et tvetydigt portræt af en kunstner med selvtillid og bevidsthed om sin egen position i dansk teater, der skuffes og frustreres over pludselige afslag. Ofte savner man flere kunstnere, der som Saalbach kan og tør kombinere stor kunst med samfundsproblematiserende og -undersøgende værker, der ikke er bange for at diskutere samtidens selvfølgeligheder og konstruerede værdi- og magthierarkier i kulturverdenen. Iflg. Klaus Rothstein har Saalbach selv beskrevet dette værk som ”en ond lille roman”, og det passer meget godt, hvis man vel at mærke ser ”ondskab” som vigtig, potentielt rensende og klargørende kunst.


Forrige anmeldelse
« Skyggedrengen «
Næste anmeldelse
» Stoner »


Flere prosaanmeldelser