Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Bortset fra himlen / Eske Troelstrup / 240 sider
Forlaget Athene. ISBN 978-87-11-31579-8
Anmeldt 15/4 2008, 13:12 af Steen Christiansen

Mod strømmen


Mod strømmen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man kender det godt; nogle mennesker virker bare som om de er forudbestemte til succes, ligegyldigt hvad de giver sig i kast med, mens man selv føler at man slider og slæber for at opnå bare det mindste. Den følelse er umulig at slippe når man læser Runedrengens fortælling om Malthe. Malthe er god til alt han rører ved, hvad enten det er at være kunstner, forfatter, score kvinder eller bare generel hærværk mod et samfund som han kun har den dybeste foragt for, og konstant prøver at udfordre. Det eneste Malthe ikke rigtig er god til, er andre mennesker, hvilket gør at livet i bofællesskabet bliver interessant og udfordrende for de andre beboere.

Vores fortæller er Rune, dansk-studerende på KUA, som flytter til storbyen og ind i et bofællesskab. Snart flytter der en ny fyr ind som vender op og ned på Runes liv. Malthe er en slags opfyldelse af alt det Rune godt kunne tænke sig at turde, men er for almindelig og bange til at kaste sig ud i. Samtidig er Malthe den der bryder alle regler fuldt bevidst med den tanke at rettidig omhu er den sikreste måde at bliv en del af borgerdyrene på, hvilket er det samme som døden. Man skal aldrig planlægge noget, men altid overraske sig selv med at gøre det mest uventede.

Mens Rune flittigt og artigt studerer videre, springer Malthe fra projekt til projekt i takt med at tingene lykkes for ham - først filosofistudiet, så videre til Forfatterskolen, Kunstskolen, osv. Malthe kan tydeligvis det hele, men så snart han føler sig etableret springer han fra og gør noget andet. Rune ser op til Malthe, misunder ham evnerne til det. Men det er ikke alt som Malthe håndterer lige godt, og venskabet med Rune bliver konstant udfordret, efterhånden som Malthe scorer den pige Rune er vild med, eller sviner Rune til for at lede efter manuskriptet til Malthes roman. Alligevel kan Rune ikke slippe Malthe og ender hele tiden med at vende tilbage.

Selvom det er Rune som er fortælleren er det her Malthes historie, men det er også en historie om at finde ud af hvad man vil med sig selv, og ikke mindst hvordan man kan tillade sig at behandle andre mennesker. Romanen er på mange måder en udforskning at den fascination der er ved at gå imod strømmen, at turde og ville være anderledes, ligegyldigt hvad der koster en selv eller andre. Samtidig med at romanen tager afstand fra Malthes brug af andre mennesker, slipper den heller aldrig den fascination som følger med. Der er noget dragende ved overskridelsen af samfundets normer, og Malthe følger sit eneste ikon Bob Dylan ved aldrig at være den samme, men konstant ændre sig når folk tror de har regnet en ud.

Bob Dylan, Johnny Cash, Sid Vicious, Dan Tyrell og andre ikoner på modkultur er rullet ind i karakteren Malthe, som går i sort tøj, bærer cowboyhat og hele tiden taler om at gøre det uventede og være modsat. Det kan ikke undgå til tider at virke teenager-agtigt og lettere overfladisk, men det er for så vidt også en del af bogens pointe. Malthe er irriterende, overfladisk, arrogant, egensindig men samtidig kan man ikke undgå at føle fascination. Bogen er ikke et karakterstudie, det får vi for lidt indsigt i Malthe og Rune til, men det er et studie i hvordan oprøret er både dragende og frustrerende.

Bogen er bedst når den beskriver studenterlivet på Vesterbro; der er mange morsomme detaljer, og sproget flyder let og ubesværet. Lidt mere tungt bliver det med den genkendelighed som sætter ind i Malthes fortælling: gal optimisme, som engagerer Rune, derefter en konflikt som får Rune til at sværge han aldrig vil have noget med Malthe at gøre igen, og Malthe ligger depressiv i en rum tid. Derefter gentager mønstret sig. Det bliver lidt for gentagende, efterhånden, og man kunne godt have ønsket noget mere elegant udførelse.

Dog er Rune godt ramt, den måde han splittes mellem fascination og frastødelse af Malthe, hans tvivl, håb og desperation fungerer godt som kontekst for Malthes udskejelser, uden dog at blive alt for meget. Melankolien som sætter ind til sidst er nok lidt letkøbt, lidt forudsigelig, men samtidig også nødvendigt for romanens pointe.


36
Forrige anmeldelse
« Mand i mørke «
Næste anmeldelse
» Ned til hundene »


Flere prosaanmeldelser