Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Fryser jeg / Martin Kongstad / 400 sider
ArtPeople. ISBN 978-87-7108-917-2
Anmeldt 4/12 2013, 21:48 af Morten Reimar

Fryser jeg


Fryser jeg

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For et par år siden skulle jeg mødes med Martin Kongstad på en café i indre by, Kbh K. Anledningen er underordnet, datoen er ligegyldig, det er omgivelserne, det kommer an på. Jeg havde nemlig foreslået Kongstad, at vi skulle mødes på Café Det Elektriske Hjørne på hjørnet af Regnegade og Ny Østergade. Kongstad, som jeg få dage forinden havde chattet op på facebook, afslog med det samme at mødes på den cafe. Det var et jydested, sagde han. Han foreslog så i stedet Zeze (på den anden side af gaden) eller Floss. Vi mødtes på Floss. Det første, der slog mig ved Kongstad var, at han var 100 % hjemme på Floss, med alle dets sprittusch-tags og fortabte livskunstnere, men at han også sagtens kunne have været ét med Zeze, som modsat Floss frekventeres af fædrene fra Vedbæk og de dyre damer fra City. Sådan er han, Kongstad. Årets københavner 1999 og 2000, og (som pressematerialet skriver) københavnerkendt forfatter foruden kulturjournalist, reklame-, film- og radiomand. Autodidakt, forstås.

Vores møde fandt sted ikke så længe efter udgivelsen af hans litterære debut med novellesamlingen Han danser på sin søns grav (2009), som han i øvrigt vandt Danske Banks Debutantpris for. Heri stiftede vi som læsere første gang bekendtskab med Kongstads ekstreme alterego Mikkel Vallin, og dennes (de)route rundt på de rigtige steder med de rigtige mennesker: De smukke, de rige og alle de andre børn fra Bernadotteskolen i Hellerup, der dansede til Bee Gees engang og nu sidder på friværdien. Dem, der voksede op i kartoffelrækkerne (og her snakker vi Østerbro, ikke markerne), var i byen fra 80’erne til i går aftes, og på daværende tidspunkt havde besluttet sig for, at madlavning var den nye klassekamp. Med Kongstads ord: Opfostret i fixpunktet mellem Freud og Irma.

På daværende tidspunkt var Kongstads mildest talt underholdende figurer delt op i to: På den ene side stod millionærerne midt i 00’ernes opsving og ville købe sig til kulturel dannelse, på den anden stod Mikkel Vallin som kunstner, der mere end frivilligt hoppede om bord på toget og tog for sig af serveringen.

I Kongstads nye bog er der store ting på spil: Vallin er ude efter parforholdet. Han vil ikke have et, det havde han sidst, vi så til ham, og det endte ikke, hvor det skulle. Nej, denne gang skal vi mennesker helt af med den forældede institution, vi kalder ”tosomheden.” Kærligheden skal sættes fri af parforholdet.

Dengang på Floss fortalte Kongstad mig, at han skrev ud fra ” hvad nu hvis…” Simpelthen et tankespind, der tager afsæt i noget nært virkeligheden og begynder med hvad nu hvis jeg gik i krig mod parforholdet? På den måde lever Fryser jeg i smørhullet mellem fiktion og virkelighed. Mikkel Vallin forelsker sig i den karismatiske nutidskunstner Diana Kiss, og sammen med hende begynder han at udvikle sine idéer, der skal komme alt det trygge i samtalekøkkenet til livs. På den årlige sommertur til Tisvilde starter han sammen med Præsten Andreas og vennen Nikolaj Krogh Den Næste Kærlighed, en slags Thy-lejr for guldflippere, der skal udmunde i en sektlignende livsstilsgruppering af fri kærlighed og gode rødvine. Problemerne står dog i kø som finanskrisen rykker ind i ’08, og Diana sælger ud ved at indgå i et forretningsmæssigt partnerskab med det nærmeste bogen får en skurk – jyden Stig Nissen. Samtidigt trues Den Næste Kærlighed ironisk nok af Vallins egen jalousi.

Han danser på sin søns grav var delt op i noveller og ikke, som i romanen Fryser jeg, i kapitler, hvilket nok har været en salgsmæssigt skidt idé, idet romaner bare sælger bedre end noveller. Desuden kan det virke som om Kongstad (eller forlaget People’s Press) har kigget på salgstallet for bølgen af husmorporno, som Fifty Shades of Grey har udløst, for sexscenerne i bogen er ikke til at komme udenom, om dog der ingen tvivl er om, at de er nødvendige for historien og pennen er ført med mere elegance end i førnævnte. Har Kongstad solgt ud som Diana Kiss, og lever 2’eren op til 1’erens succes?

Lad mig sige det rent ud: Jeg er Kongstad-fan. Jeg var vild med debuten, og jeg synes, Fryser jeg til dels lever op til forventningerne. Næsten samtlige dagblade var de heller ikke sene til at udråbe den til årets bog – før Yahya Hassans digtsamling ramte gaden. Det virker som, at 2013 blev året for provokerende litteratur, hvor tabuer og fastlåste institutioner tages under kærlig behandling, hvad end det er parforholdet eller muslimske ghettofamilier.

Kongstads eneste fejl er, at bogen mangler fokus. Den ellers meget velovervejede synopse bliver ikke fulgt til dørs, da for mange sidehistorier gør bogen svær at manøvrere rundt i. Bogen fosøger så hårdt at være noget stort, at den glemmer den banale, smukke enkelthed, jeg syntes Han danser på sin søns grav havde.

Dog er bogen stadig en seriøs kandidat til titlen Årets Bog, og alle 400 sider er skrevet i et imponerende sprog i fixpunktet mellem Freud og Irma. Bogens absolutte force er Kongstads stilsikre sprog og de skæve observationer han gør sig, i de miljøer han svømmer så ubesværet i.

Bogen er netop blevet oversat til engelsk, og Am I Cold har endnu ikke fået en fast udgivelsesdato.


Forrige anmeldelse
« Lignelsesbogen - en kærligheds... «
Næste anmeldelse
» De tolv »


Flere prosaanmeldelser