Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Lignelsesbogen - en kærlighedsroman / Per Olov Enquist / 216 sider
Samleren. ISBN 9788763830300
Anmeldt 13/11 2013, 21:38 af Claus Krogholm

Lignelsesbogen - en kærlighedsroman


Lignelsesbogen - en kærlighedsroman

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Per Olov Enquists nye Lignelsesbogen bærer undertitlen “en kærlighedsroman”, men man kan roligt regne den for andet bind af hans erindringer efter Et andet liv fra 2009 (der bar genrebetegnelsen “roman”). Som Et andet liv er også Lignelsesbogen skrevet i tredje person ental; den erindrerne omtales konsekvent som “han”. Enquist har selv antydet, at det skyldes blufærdighed. Brugen af tredje person skaber en distance til oplevelser, der ville blive for personlige, hvis de blev tilskrevet et “jeg”.

Det handler dog også om, at det bliver problematisk at skelne forfatteren fra sit værk. Ikke mindst hos Enquist, hvor egne erindringer altid har været substantiel del af romanerne. Allerede W.B. Yeats spurgte: “How can we know the dancer from the dance?”. Som en form for svar konstaterer Enquist: “Det var som om han delte sig selv op. En del af ham var den nedskrevne del, som han lagde ord til. En anden var broren, ham der var død allerede som foster, efter kun to minutter, netop revet ud af Morens grådige skød.” (s. 6). Identifikation med den dødfødte bror er et af de genkommende temaer i forfatterskabet. I det stærkt pietistiske samfund, hvor Enquist voksede op, blev det at digte betragtet som en synd. En synd, der kan omgås ved at spalte sig op, således at den digtende (synderen) bliver en anden - “han” - mens det bliver broderen, der er syndsfri, som er det “jeg”, der lever. Og endelig er der naturligvis også en allusion til Rimbaud og dennes diktum: “Je est un autre”. Enquist skriver bl.a. om Rimbaud i Sekundanten (1971), men der er spor efter denne flere steder i forfatterskabet.

Den pietistiske, religiøse opvækst er også med til at forklare titlen: Lignelsesbogen. Digtning var en synd, dog undtaget hvis det var i form af de bibelske lignelser. Bogen består således af ni lignelser om det liv, “han” har levet, hvor distinktionen mellem, hvordan det var, og hvordan det erindres, ikke nødvendigvis behøver være knivskarp. Undertitlen - en kærlighedsroman - er der tre mulige forklaringer på. Den første knytter sig til faderens notesblok. Faderen døde, da Enquist var seks måneder. Han havde skrevet digte på en notesblok, hvilket dels var ganske usædvanligt for en skovhugger; dels blev digtning altså betragtet som en synd. Derfor brændte moderen notesblokken efter faderens død. Det er en historie, der også går igen i flere af Enquists romaner. Men i 2011 dukkede notesblokken så pludselig op. Moderen havde, viste det sig, fortrudt og reddet notesblokken fra flammerne. Enquist får notesblokken, der viser sig at rumme kærlighedsdigte til moderen. Men der mangler ni sider. Hvad der stod på de ni sider, og hvem der har revet siderne ud, forbliver en gåde, som Enquist vedvarende kredser om.

Den anden mulige forklaring er hans første seksuelle erfaring som 15-årig med en 51-årig kvinde. Denne centrale episode, der beskrives som en verdslig-religiøs erfaring, er viet den fjerde lignelse: “Lignelsen om kvinden på det knastfri fyrretræsgulv”, men går igen også i de øvrige lignelser.

Endelig er der det ligeledes gennemgående tema, hvor han står med sin venner ved flodens bred og venter på færgemanden, der skal føre dem over på den anden side. Enquist, der fylder 80 næste år, bemærker, at han nu har flere døde end levende venner. Det er derfor oplagt at se floden som Styx, hvor han og vennerne venter på færgen til dødsriget. Mens de venter, insisterer vennerne på, at han endelig skriver den kærlighedsroman, han selv hævder, han ikke kan skrive trods flere forsøg. Således bærer også Den forstødte engel (1985) undertitlen en kærlighedsroman. Og som det også lyder flere gange gennem forfatterskabet: Man kan ikke forklare kærligheden; men hvor ville vi være, hvis ikke vi forsøgte. Om det så lykkes at forklare kærligheden med Lignelsesbogen må det være op til den enkelte læser at afgøre. Men de tre gennemgående temaer: faderens notesblok, kvinden på det knastfri fyrretræsgulv og trådene ud til det samlede forfatterskab, kredser i hvert fald alle om kærlighedens væsen. Hvor Enquist tidligere kunne være næsten asketisk med sit sprog, så er der i Lignelsesbogen mere humor og en mere, nærmest løssluppen tone (med flittig brug af kursiv og udråbstegn!). Det antydes flere gange, at det også hænger sammen med alderen; man behøver ikke være så alvorlig længere. “Og så kan det være lige meget.” Men Enquist er dog stadig så blufærdig, at han ikke kan skrive i første person ental om det tema, der står så centralt i forfatterskabet og i erindringen: kærligheden.

Enquist har sagt, at han har to bøger tilbage at skrive: en roman og en børnebog. Om det står til troende må tiden vise. Indtil da er Lignelsesbogen både fremragende erindringskunst og en virtuos overflyvning af et af de sidste 50 års vægtigste forfatterskaber.


Forrige anmeldelse
« Jøderne i Husaby «
Næste anmeldelse
» Fryser jeg »


Flere prosaanmeldelser