Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Øjeblikkets evighed / Stig Dalager / 338 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711387108
Anmeldt 14/6 2013, 21:50 af Bente Fredslund Christensen

Døserier fra dødslejet - ny Kierkegaard roman


Døserier fra dødslejet - ny Kierkegaard roman

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kan det komme bag på dig, at Søren Kierkegaard kunne være blevet 200 år i år? Måske. TV-primetime har ikke sat de største sejl til, og Tina Turner var ikke på pletten på dagen, den 5. maj.

Men det ér ganske vist - og faktisk er hele året 2013 er gennemsyret af Kierkegaards arrangementer rundt om i det danske land og udland; udstillinger, prædikener, foredragsrækker, radioudsendelser og ikke mindst bogudgivelser. Andre end Stig Dalager har griflet med den gamle filosof på papir:

Først pog fremmest skal nævnes nyudgivelsen af Søren Kierkegaards Samlede Skrifter – efter 17 års arbejde. 55 bind i alt: 28 bind med tekster og 27 bind med kommentarer. Derudover så rammes landet af et SAK frimærke...og en række andre Kierkegaard bøger fra den gamle garde, præcist timet til majfødselaren. Både Peter Thielst, de gamle rivaler Peter Tudvad og Joakim Garff, og præstinden Sørine Godtfredsen har barslet med nye SAK udgivelser.

Dertil kommer Stig Dalager, som er kendt for sin præcise besøgstid, feks. med H.C. Andersen romanen Rejse i Blåt, som udkom i eventyrdigterens 200 år. Stig Dalagers bog om Kierkegaard, Øjeblikket Evighed, er ligesom Peter Tudvads nye Forbandelsen at betragte som en fiktionsroman, der dog er meget tro mod biografiske data.

Ligesom i sin H.C. Andersen roman finder Dalager i sin nye roman sit digteriske åndehul på et dødsleje. Det vil sige Kierkegaards. I sygesengen på Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade bliver Kierkegaard indlagt i efteråret 1855 - og her dør han 11. november samme år. Der er ikke mange journaler om forløbet - og ingen i dag ved med sikkerhed, hvad Kierkegaard døde af. Myten går på, at han selv lod sig indlægge efter et fald på gaden. Det er denne myte Dalager støtter sig til. Dermed får Dalager mulighed for at skabe et fortættet rum ved sygelejet, hvor man som læser altid er i tvivl om, hvorvidt filosoffen overhovedet ér dødeligt syg, eller om han “blot” er træt af livet og dybt stresset.

Dalager lader Kierkegaard opbygge et vist tillidsforhold til den omsorgsfulde sygepasserinde, frk. Fibigers (måske en karakter skabt til lejligheden, men navnet må henvise til den Mathilde Fibiger, som i 1850, som blot 20 årig fremsatte så vederstyggelige tanker om kvinders frigørelse, at hun for evigt blev ildeset i det københavnske litterære etablissement, med Heiberg´erne i spidsen). For den konservative, men nu syge Kierkegaard har frk. Fibiger dog en vis lighed med Regine - den unge forlovede, som Kierkegaard af uopklarede årsager - endnu en grobund for myte- og rygtedannelse - brød med efter kun et års tids forlovelse.

Med dødslejet som det faste holdepunkt, døser Kierkegaard utallige gange hen og vågner op i sin sygeseng. Dermed bliver der plads til stringente flashbacks. I kronologisk orden får læseren et grundigt overblik over Kierkegaards liv fra barnsben, til ungdommen, til voksenlivet. Vi møder Søren i skolen og i hjemmet, hos faderen, en pietistiske jysk uldkræmmer, Michael Kierkegaard. Uldkræmmeren påvirker sine mange børn på afgørende vis, hvoraf dét at gå med lange uldsokker, nok er én af de mindre forseelser. Fra barndomshjemmet har Søren Kierkegaard sin religiøse overbevisning, inklusiv det pietistiske, men også - formoder Dalager - en vis ironi og fortælleglæde, som da faderen forbyder den lille Søren at gå udenfor, og i stedet tager ham ved hånden og lader ham spadsere i de tre stuer en-suite, imens barnet fortæller, hvad han ser, som gik han den tur, han ønskede på gaden.

Vi får også et grundigt og bevægende indblik i forlovelsen med Regine - både den søde bævrende optakt, det første kys, den korte, almindelige forlovelse og det lange brud, som Kierkegaard frembragte helt forsætligt. Ikke mindst oplever læseren, de mange, mange år, hvor de to brudte forlovede mødte hinanden igen og igen på deres spadsereture rundt om og i København - uden nogensinde at tale sammen, udover dét øjnene kan sige.

I og for sig lykkedes Stig Dalager med sit projekt. Øjeblikket evighed er faktisk en god roman - og som læser får man en fin introduktion til Kierkegaards tankegods og en fornemmelse af, hvilken skikkelse Kirkegaard har været i datidens København. Især fungerer beskrivelsen af Kierkegaards personlige karikaturkrise, da han igennem lang tid var skydeskive for tegnernes streg i satirebladet Cosaren. Københavnernes spot og spe forfølger Kierkegaard bag de trange københavnske volde, imens han gør det, han gøre: Går for at kunne tænke. Her lever Dalagers gode prosa op til sit ypperste.

Når jeg alligevel ikke kan lade være med at opponere en anelse mod romanen, så er det fordi den synes skåret efter en lidt for velafprøvet skabelon. Den stringente kronologi holder ganske vist sammen på detaljerne, men virker også for forudsigelig, og som læser kedes man af de gentagede døserier, som altid fører Kierkegaard nogenlunde tilbage til dér, hvor vi slap ham sidst. Man kunne ønske sig en mere fandenivoldsk og sprælsk opbygning, som turde sprænge kronologien. Samtidig fungerer referaterne af Kierkegaards teoretiske tankegods lidt for pligtskyldigt - og det mærkes tydeligt, at det er kærlighedshistorien, det gådefulde brud med Regine, der driver Dalagers fantasi.

Øjeblikkets evighed skal læses, hvis man er ny på Kierkegaard og er nysgerrig efter at vide mere om personen Søren, hans liv og afgørende øjeblikke, og hvis man samtidig ønsker et letfordøjeligt overblik over Kierkegaards filosofiske og litterære skrifter - på et ligetil dansk og en ligetil opbygning.

Er man ovre dette stadium (eller har man allerede læst sig vel mæt på de biografiske data via andre 200 års jubilæumsudgivelser), så lyder opfordringen (også til mig selv): Kast dig over teksterne fra hestens egen mund. De 55 nye bind af Kierkegaards Samlede Skrifter ligger klar. Der er pt. kun meget få, hvis nogen, som har kunnet skrive SÅ pokkers god litteratur på dansk som Søren Kierkegaard selv.


Forrige anmeldelse
« Og bjergene gav genlyd «
Næste anmeldelse
» Hvem bestemmer, Sebastian? »


Flere prosaanmeldelser