Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Det levende kød / Lene Kaaberbøl / 309 sider
Modtryk. ISBN 9788770539449
Anmeldt 28/3 2013, 23:30 af Birgitte Amalie Fristrup Thorn

Rationel rødstrømpe


Rationel rødstrømpe

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Med spændingsromanen Det levende kød har Lene Kaaberbøl givet os anden bog i serien om den rationelle og videbegærlige Madeleine Karno, der oplever 1800-tallets Frankrigs syn på kvinden og dennes rolle som lige så snærende som det korset, hun er nødsaget til at gå rundt med. Tilbage i 2010 fik Kaaberbøl anmelderroser for Kadaverdoktoren, og selvom Det levende kød er en klar fortsættelse af denne, kan den umiddelbart også læses selvstændigt.

Den unge Madeleine har nok at se til: Hun er 21 år, assisterer sin far i hans arbejde som retsmediciner, er blevet forlovet med den enigmatiske tysker August, og så er hun ganske banebrydende lige blevet optaget på fysiologistudiet på universitetet som eneste kvinde. Men udfordringer er der nok af. Gang på gang må hun kæmpe for sin ret til at stræbe efter viden og en selvstændig karriere frem for at blive reduceret til et relativt væsen, der kun er noget i kraft af de mænd, hendes liv er knyttet til. Samtidig er forholdet til videnskabsmanden August problematisk, idet hans biseksuelle fortid af omverdenen opfattes som noget nær abnorm. Og da en ung, gravid prostitueret findes myrdet og lemlæstet, er der for alvor lagt op til ballade, for nysgerrige Madeleine kan ikke lade være med at forsøge at opklare sagen, selvom det ender med at bringe både hendes uddannelse og hendes liv i fare.

Navnlig som kvindelig læser føler man med den unge Mademoiselle Karno, og Kaaberbøl formår på fornem vis at spække sin tekst med små eksempler på, hvordan man som ’progressivt tænkende’ kvinde i 1800-tallets Frankrig konstant er blevet mindet om den underordnede status, som samfundet insisterer på, man bør have. Mest af alt frygter Madeleine at blive gravid, da det i hendes øjne ville betyde enden på hendes drøm om en videnskabelig karriere i mændenes verden. ”Gift, besvangret, besejret”, som hun selv så dystert formulerer det. Fordi hun må kæmpe hårdt for at blive accepteret som individ, og fordi hun er et usædvanligt rationelt gemyt, har hun overordentligt svært ved at acceptere sin egen følsomhed, når den lejlighedsvis viser sig. Måske derfor kan man som læser heller ikke lade være med at fryde sig, når hun pludselig må lade hånt om al fornuft og selvkontrol og i stedet lade kroppen tale, for tiltrækningen mellem hende og August er ikke til at tage fejl af. Som titlen antyder, er Det levende kød en temmelig erotisk bog, og romanen interesserer sig i det hele taget stærkt for menneskekroppen og dens reaktionsmønstre – både i generel, fysiologisk forstand og i seksuel forstand.

Udover de erotiske undertoner giver mordmysteriet naturligvis også saft og kraft til bogen, og det er i sagens natur også dette, der driver bogens handling fremad. Man lige vende den næste side med for at se, hvad der sker. Men bag alt dette ligger Kaaberbøls miljøbeskrivelse som den fineste kulisse. Man fornemmer croissanternes sprøde knasen og hører den klaprende lyd af hestehove på brostenene. Bogen foregår i en fiktiv fransk grænseprovins i 1894 men fremstår aldeles realistisk og historisk korrekt. Som læser får man således en mængde historiske oplysninger med på vejen om alt lige fra Pariserkommunen til opfindelsen af human insemination. Undervejs krydres der også med citater fra naturvidenskabelige forskere gennem historien. Undertegnede ville umiddelbart ikke have troet, at en roman, hvor bunsenbrændere og karbol spiller en central rolle, kunne være særligt gribende, men det er den.

Rent fortælleteknisk krydsklippes der mellem Madeleines jeg-fortæller og andre – ofte unavngivne – personer i romanen i 3. person. Allerede fra første side suges læseren ind i fortællingen, idet der blændes op for en bizar erotisk seance. Som en, der har fulgt Kaaberbøls forfatterskab gennem flere år, er det interessant at opleve hende gøre sig i den historiske krimi for voksne. Temaer som videnskabelige landevindinger og kvindernes frigørelse er eviggyldige og interessante og taler formentlig til både mænd og kvinder, og rent sprogligt løfter Kaaberbøl sig også ganske naturligt, hvis man eksempelvis sammenligner med hendes populære fantasyserier for børn og unge såsom Skammer-serien. Det er tydeligt, at sproget i romanen også søger at afspejle den historiske tid, den foregår i.

Har man endnu ikke læst forgængeren Kadaverdoktoren, bør man næsten ikke snyde sig selv for den, for Madeleines udvikling bliver tydeligere over to bøger. Men de to romaner rummer naturligvis hvert deres selvstændige mordmysterium, man kan kaste sig over. Hvis man er kørt sur i skandinaviske femikrimier og lignende, er her et anderledes og forfriskende bud på en lækker læseoplevelse.


Forrige anmeldelse
« Nattens gerning «
Næste anmeldelse
» Det kommer også dig ved »


Flere prosaanmeldelser