Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Nattens gerning / Steen Bille, Lisbeth Ammitzbøll Bille / 304 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711384572
Anmeldt 3/3 2013, 07:17 af Lise Majgaard Mortensen

En gennemsnitlig Femina-krimi


En gennemsnitlig Femina-krimi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er med en vis mangel på begejstring, at jeg skriver denne anmeldelse. Det skyldes måske min frustration over den mekaniske samlebåndsagtighed, der synes at præge den moderne krimiroman. En mangel på overraskelser, nytænkning og ikke mindst farlighed. Nattens gerning er efterfølgeren til forfatterduoen Bille og Billes første Thea Vind-historie, Gudindens sidste offer – ja, faktisk andet afsnit af noget, der nu ligner en litterær tv-serie med flere afsnit i vente. Men en tv-serie, der – indtil videre – mangler kant.

Denne gang tager historien udgangspunkt i en gruppe astronomer på et observatorium på den kanariske ø La Palma. Her vendes op og ned på dag og nat, arbejdet finder sted under stjernerne i nattens mulm og mørke – og ugerningerne ligeså. Thea lokkes op på toppen af et bjerg, hvor hendes gamle veninde Charlotte er leder af Nordisk Optisk Teleskop. Her er sket et mord, og Charlotte vil have, at Thea hjælper. Men har hun pondus og handlekraft nok til at løse de komplekse gåder? Især efter de traumer, hun pådrog sig i Syrien i første afsnit?

Det er klart, at det er svært at forny en fortærsket genre, som masseproduceres i så stort et omfang. Den belæste krimisluger er svær at overraske. Ikke desto mindre forsøger Bille og Bille at bringe nye elementer i spil, idet de igen lader brutale mord finde sted iblandt overambitiøse forskere og forsmåede ph.d.-studerende. Idéen om, at videnskabsmænd skulle være villige og hysteriske nok til at slå ihjel for deres forskning er ganske komisk og interessant. Det kan ses som en parodi på den akademiske verden, som, især når man er en del af den, er ganske velkommen.

Det er interessant, at romanen forsøger at sammenflette akademisk klogskab med overfladisk action. Men gammaglimt og stjernekiggeri kan ikke trække læseren i land, måske mest fordi emnet tydeligvis også rager hovedpersonen selv en høstblomst. Og dette manglende engagement synes at smitte.

Thea Vind er en Femina-agtig såkaldt videnskabsjournalist. Men hun interesserer sig mere for mysterier og intriger end videnskab. Hun lider desuden af et upassende og enerverende selvfokus, som ofte sætter handlingen i stå. Uden at afsløre for meget kan man sige, at hun synes at nyde offerrollen. I det store og hele er det ikke mordene, tematikken eller det politiske spil, der er i fokus – men bare Thea Vind. Og hun er egentlig ikke et særlig sympatisk bekendtskab. Det bevirker, at man aldrig gribes af handlingen, simpelthen fordi man ikke er ordentligt interesseret i, hvordan det går hende.

Ligesom sin forløber er Nattens gerning skåret over en meget velkendt dramaturgisk skabelon uden afvigelser eller overraskelser. Og det er ærgerligt, at forfatterne finder det nødvendigt at holde sig så stringent til form og klichéer. Det gør nemlig, at Thea Vinds univers forbliver totalt ufarligt, selv på trods af mørket, som historien udspiller sig i.

Det er desuden tydeligt, at romanen er skrevet af blandt andet en spillefilmskonsulent. Krimitrenden for tiden synes at være fiktion, som kan filmes – et slags manuskript i litterær form, som ikke er krævende at remediere til filmlærredet. Kameraet zoomer ind på skiftevis Thea og den ukendte morder, og den indre monolog ligger som en simpel voice-over i teksten. Der springes desuden på må og få mellem Danmark og La Palma, og det tages for givet, at læseren, ligesom seeren, kan forstå disse spring i tid og rum uden nogen beskrivelse af kapitlernes rammer. Uden litterære anvisninger opstår der unødig forvirring.

Det, der præger andet afsnit af Bille og Billes Thea Vind-historie, er altså en mangel på litterær motivation. Er det for meget at forlange af en roman, at den forsøger sig med de virkemidler, der nu engang ligger til tekstmediet? Jeg lyder måske som en forsmået og fornærmet litterat. Men jeg er ikke nødvendigvis elitær fortaler for højlitterære mesterværker. Jeg nyder en god gang underholdning. Men hvis man skal tage underholdningen seriøst, skal den også tage sig selv seriøst og rent faktisk forsøge at være noget. Ikke bare endnu et jappet produkt på samlebåndet.


Forrige anmeldelse
« 1Q84 – bind 3 «
Næste anmeldelse
» Det levende kød »


Flere prosaanmeldelser