Når man starter fortællingen med et Ludwig Wittgenstein-citat og en mand, der findes dolket, så er romanens stemning nærmest allerede slået an. Vi bevæger os ind i et univers, hvor vi – for at starte med det sidste – har at gøre med et krimiplot: Hvem har dolket og hvorfor? Men samtidig nøjes romanen ikke med at undersøge og efterforske en forbrydelse, den er samtidig – for at parafrasere netop Wittgenstein – en ’filosofisk undersøgelse’ af samme. Henning Mortensens første bind i Sondrup-trilogien Næb og kløer er en utraditionel måde at skrive krimi på, og det er da også kendetegnende, at forlaget helt undlader at genrebetegne udgivelsen - som andet end roman.

Henning Mortensen er ikke en ukendt skikkelse i kriminalromanens sprossede skygge. Han skrev blandt andet i starten af firserne fire krimier, der senest er blevet skrevet sammen i Den femte årstid. Han arbejder dog ikke udelukkende inden for denne genrebevidsthed, men placerer sig i et slags opbrud mod modernismernes former og sætter derfor en søgen i gang efter et alternativt æstetisk arbejde. Det kommer til at kendetegne Mortensen, at han først virker eksperimenterende, men dernæst nærmest menneskelig. Karakteristisk er det også, at han hele tiden jager sproglige nyskabelser og små æstetiske afvigelser, men dette ikke kun brugt som et fremmedgørende element, snarere er det brugt i et arbejde i krydsfeltet mellem på den ene side en traditionel modernistisk prosa og lyrik og på den anden side en nysgerrighed til at prøve det velkendte og det populære af inden for netop disse rammer.

Det kendetegner også Næb og kløer, der ikke levner nogen tvivl om, at den arbejder med en kriminalistisk plotorganisering. Allerede i første kapitel skriver vi: ”Nuvel. At René ikke altid har været et enligt midtpunkt i en enlig kreds, viser dolkestødene. Men hvem førte så den dolk? Det er vort spørgsmål, mens vi bladrer videre i galskabens papirer” (s. 10). Disse par sætninger tegner et ganske godt billede af Næb og kløer og de formale omstændigheder, læseren kan vente sig.

For det første er der selvfølgelig krimiens smalle erkendelsesspor, der skal følges, for vi skal jo finde ud af, hvem der dolkede René. For det andet handler det også om andre ting, nemlig den kreds, som René ikke altid var midtpunkt i, idet romanen tegner et både socialt og tilnærmelsesvist surreelt, fiktivt billede af den lille by Sondrup (der ligger et spytkast øst for Horsens). Tingenes sammenhæng er i særdeleshed socialt motiveret gennem nogle dejlige, syrede og poetiske karakterer, men i romanens univers forbliver vinduerne duggede – og bag de duggede ruder lurer en andet verden præget af underfundigheder, excentrikere og filosoferende særligheder.

For det tredje introduceres der, i nævnte citat, et ”vi”, som vi skal følge gennem bogen. Det er nemlig ikke (kun) op til romanens efterforsker at opklare sammenhængene, men læseren er i høj grad draget med dybt ind i løjerne. På den og mange andre vidunderligt ludiske måder er romanen også en metaroman, der tager fat om romanen, krimien og – i krimisammenhængen – erkendelsens mere (æst)etiske og samfundskritiske spor. Med andre ord er romanens næsten 200 sider præget af en poetisk kompleksitet, der er forfærdeligt befriende i tidens store krimifetich.

Ligeså meget som romanen fortæller om de outrerede personer i Sondrup, og herigennem arbejder på at gennemskue forbrydelsens implikationer, så arbejder romanen også æstetisk med formsproget og ikke mindst, hvad vi inden for denne genres konventioner kan tillade os at sige. Romanen bærer i høj grad det, som Christina Gregoriou kalder for generisk afvigelse. Det ligger sådan set allerede i romanens allerførste sætning: ”I begyndelsen var det noget. Men hvad?”. Det er på den måde ikke uden årsag, at vi lægger ud med et citat fra Wittgenstein (en af hovedpersonerne hedder i øvrigt også Ludwig), idet han netop har arbejdet indgående med erkendelsens problematik, altså spørgsmålet om sandhed og troværdigheden af denne – det som Wittgenstein kalder kendsgerninger.

Det man omtaler som den tidlige Wittgenstein erkendte således, at man ikke kan tale om det væsentlige (metafysikken), og derfor må man tie. I stedet skal det væsentlige leves eller vises, men i forbindelse med dette realiserede den såkaldt senere Wittgenstein dog, at sproget er en nødvendighed for overhovedet at danne sig et overblik over de sociale relationer, hvor livet foregår. Man forledes her til at sige, at det væsentlige skal leves, vises eller skildres æstetisk, idet Wittgenstein også senere udvikler en æstetisk teori. Det æstetiske skal ikke opfattes som et forhold mellem subjekt og prædikat (den er ’god’), det er her en overvurderede idé om subjektiv smag udspringer, men i stedet skal det æstetiske ses som en interjektion, et pludselig udråbsord. Det æstetiske værk bliver her til en form for interjektion mellem værk og læser, og man fristes til at sige, at romanen på den måde netop udtrykker det, som Wittgenstein kalder det væsentlige. Når Mortensens roman lægger ud med at konstatere, at ”I begyndelsen var der noget”, så taler han netop om det, som den tidlige Wittgenstein – og de fleste rationalistiske krimier – vil have os til at tie om.

Næb og kløer er en skabelsesberetning, der med den ene hånd filosoferer over de helt centrale spørgsmål i menneskets liv (skabelse og forholdet til det metafysiske). Men med den anden hånd formår den at indføre nogle nutidige placeringer af ansvar inden for primært indvandrepolitikken, som er omdrejningspunktet for mange af problemer i romanen. De egentlige samfundsmæssige problemer får på den måde en klar forbindelse til vores måde at tænke på, og vores tænkning bliver dermed placeret i et krydsfelt mellem det, som Johannes Møllehave kalder for vertikal (evig, metafysisk) og horisontal (verdslig, lineær) tid. Det er dette krydsfelt, der for den menneskelige erkendelse således kommer til at udgøre nærmest en kantiansk antinomi, hvor to løsninger nærmest er lige gode. Vi starter med andre ord i romanen før en reel skabelse, men hurtigt forlader vi denne ikke-tid – og træder ind i den egentlige tid. Det er jo her forbrydelsen skal opklares.

Kryptisk bliver det, når Næb og kløer skal beskrives – og det også bogens eminente styrke. Den svinger ikke indenom i krimiens kausale nødspor, hvor der går en lige vej mod erkendelsen af skyld, men tager en æstetisk omvej omkring den lille flække Sondrup, hvor tingene ikke nødvendigvis hænger sammen, som de ser ud til på overfladen (dermed har vi også en indirekte erfaringskritik indbygget hos Mortensen). I udpræget grad forsvinder – i hvert fald i starten – fornemmelsen for plot, hvilket bringer læseren lidt på vildspor. Det er i sig en af de primære årsager til, at det i forhåndenværende sammenhæng er temmelig svært at give en hurtig introduktion til romanens fortælling, thi den fremstår knagende fragmenteret, men samtidig dominerer romanens fortæller (og forfatter!) tilpas meget til at skabe en fornemmelse for sammenhæng.

Det skal prøves! Det er ganske enkelt forløsende at læse en kriminalfortælling, der tør tage omvejen ad de små æstetiske kringelkroge… hvor sandhederne viser sig som tvende bjerge bag et diset slør.

Læs også Verden er kantet, vol. 2 og Verden er kantet, vol. 3 om seriens to øvrige bind.