Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Lad de små børn komme til mig / Kjetil Try / 367 sider
People's Press. ISBN 9788771370867
Anmeldt 29/1 2013, 19:43 af Kim Toft Hansen

Et krybbespil


Et krybbespil

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Skuespilleren Dahl forsvinder i Oslo. Efterforskeren Rolf Lykke skal finde ham. Da de i hans lejlighed finder hans nedfrosne indvolde, konstaterer de, at de står med et mord. Et mord af den mere usædvanlige slags. Sporene er få, trængslerne mange, og Lykke synes – ganske som genren byder det – ikke rigtig at leve op til sit navn. Skavanker med konen naturligvis. Og lidt kontroverser med ledelsen. Så er den jo også hjemme.

Kjetil Trys debutkrimi Lad de små børn komme til mig spiller på meget velkendte tangenter og tonaliteter. Plottet er skræddersyet til den spænding, som en krimi lever af. En spektakulær og morbid sag, der samstemt med tidens krimitendenser skal være blodige og mor(d)bide. Desværre er hovedkarakteren Rolf Lykke et temmeligt kedsommeligt bekendskab (er det mon meningen?). En mand med mangel på forståelse for sport og en fritidshang til puslespil. Ja, en lille spids genremetafor. Men puslespil er i længden ret kedelige.

Spændingen er naturligvis mættet, og i sagens natur er den svær at opklare. Vi læser efter at afrunde en sag. En sag, der trænger ind i en mental ramme, som er svær at forstå for læseren. Den rabiate ondskab – fremhævet og ekspliciteret undervejs – er sat i funktion, så læseren skal kunne finde de inderste aversioner frem. Og det skal da også komme til at handle om børn, jf. titlen. Men grundtesen i plottets sammenhæng er så tynd, at det danser på grænsen til det utroværdige. Bedøm eventuelt selv – det skal naturligvis ikke afsløres her.

Lykke skal naturligvis – som den kriminalkommissær og daglige efterforskningsleder, han er – køres i stilling som en dygtig politimand, der kan sit arbejde bedre end sine kolleger. Det lykkes kun antydningsvist, men undervejs bliver dette forsøg nærmest ødelagt at en (tror jeg) forglemmelse fra forfatterens side. De finder undervejs ud af, at skuespillerens ene nyre er forsvundet. Det bliver naturligvis en del af efterforskningen, der træder ind på et langstrakt spor, som handler om illegal organsalg. Men på intet tidspunkt overvejer den ellers kloge efterforsker, at det kunne være, at offeret på et tidspunkt kunne have fået sin ene nyre fjernet pga. en sygdom eller lignende.

Sproglig – noget, som mange flade krimier faktisk lever godt af – er Lad de små børn komme til mig også helt uden overraskelser. Dialogen er overraskende trist, mens sproget – efter alt at dømme – hos Try kun betragtes som formatløst transport af mening. Der er absolut intet forsøg på at danne interessante sproglige vendinger eller skabe en dialogisk synergi mellem efterforskerne. Den eneste ansats til en tilnærmelsesvist interessant karakter er den iranske kvinde Sadegh, der i bogen dog forbliver et integrationspolitisk side-kick, som bør være med i en moderne skandinavisk krimi.

Bogen antyder allerede i sin titel en religiøs metaforik eller samleramme omkring handlingen. Fra starten af romanen understreges dette af, at skuespilleren medvirker i en moderniseret udgave af juleevangeliet. Bogen foregår i december, og udgør i nogen grad sin egen julekalender. Det religiøse spor får nyt brændstof, da en benediktinernonne forsvinder. Men romanen formår aldrig helt at bruge dette kristne grundmotiv til meget. Snarere er det kristne i denne sammenhæng helt på linje med krimiens almindelige antagonistiske forhold til tro. Sporet er uforklaret og lidt søgt. Titlen derfor ditto.

Lad de små børn komme til mig lægger op til en serie om Rolf Lykke. Underneden er der også antydninger af elementer, der kunne blive til noget. Det kræver dog – for at Try skal finde sit publikum – formentlig en væsentlig opkvalificering af karakter, sprog og troværdighed i handling. Når bogen selv lægger op til et realismespor, må det også forfølges i handlingens sandsynlighed. Det er ikke et krav til krimien per se, men det er et krav, når fremstillingen signalerer det.


Forrige anmeldelse
« Slagteren fra Lille Burma «
Næste anmeldelse
» Odins labyrint »


Flere prosaanmeldelser