Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Af sted, til stede / Pia Juul / 126 sider
Tiderne Skifter. ISBN 987-87-7973-527-9
Anmeldt 17/9 2012, 21:18 af Tobias Skiveren

Fine skriverier om døden og alt det andet


Fine skriverier om døden og alt det andet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Når almindelige forfattere bliver til store forfattere, sker det ofte, at deres samlede produktion udgives i ét stort værk, og når store forfattere bliver endnu større, skrives der hele bøger om dem. Med denne sommers udgivelse af Indtil videre (opsamling af den lyriske produktion) og Elisabeth Friis’ fine monografi har Pia Juul opnået begge dele; men imens der således på flere måder gives forsøg på at afrunde og indkredse dette forfatterskab, udvides det også. Den 28. august i år kom nemlig en lille, fin bog Af sted, til stede indeholdende en række mere eller mindre regelrette noveller – i stil med dem, vi så i Juuls to forrige fremragende samlinger, Dengang med hunden (2005) og Mit forfærdelige ansigt (2001) – samt nogle hyperøkonomiserede små tekststykker (enkelte á blot tre helsætninger), som værket selv betegner ’episoder’.

Alle, der kender lidt til Juuls vægtige forfatterskab, må vide, at hendes skriverier lægger sig i forlængelse af 90’ernes kortprosadronninger, Balle, Hesselholt, Hammann, Helle, Guldager etc., men samtidig også være bevidste om, at hun skiller sig ud fra denne mængde med sin særlige på én gang præcise og mystificerende stemme, der næsten altid ledsages af en latent vibrerende uro – Af sted, til stede er ingen undtagelse. Uroen kommer – her som altid – til udtryk i en lang række forskellige eksistentielt-psykologiske grundproblemstillinger, men gør sig efter nærværende anmelders mening særligt bemærket i én, og dén kan titlen lede os på sporet af.

For selvom man selvfølgelig kan sige, at titlen ’Af sted, til stede’ henviser til den varierede palet af forskellige geografiske steder, vi møder i læsningen (Paris’ urbane miljø, tyske banegårde, russiske busture), og selvom det godt nok er rigtigt, at titlen ligeledes på sin vis er et udtryk for de personlige bevægelser, de menneskelige forandringer, som mange af karaktererne får at føle (fra barn til voksen, fra mand til kvinde, fra lykke til sorg) – så peger den i hvert fald lige så meget på ét bestemt alment menneskeligt grundvilkår, der, ifølge den teologisk orienterede filosof Paul Tillich, til alle tider og på alle steder ligger som en latent uro i baghovedet på enhver person, nemlig tanken om døden eller mere præcist om ikke-væren. For er det ikke sådan, at der i ordene ’Af sted, til stede’ også ligger det ikke at være til stede eller – med en mere kristen terminologi – dét, at vi alle skal af sted, alle skal stedes til hvile. Faktisk er begravelsesritualet ’ af jord er du kommet, til jord skal du blive’ ikke meget længere væk end en enkelt kommutation. Lad os høre, hvordan dødsangstens eksistentielle uro inde bogen bliver sublimeret i en super flot gestalt med Juuls prægnante sprogkunst:

I dette køkken faldt en kvinde død om. Først så vi blot hun faldt. Så så vi bordets kant. Så så vi blod, så så vi vores egen død med rædsel./ Men en af os sad med ryggen til. Alle andre råbte og løb omkring; hun vendte sig aldrig om.


Sådan lyder teksten med den lakoniske titel ”Køkken” citeret i sin helhed. Er man uenig i, at dette er litteratur, når det er bedst, kan man til gengæld ikke være andet end enig i, at stoffet er relevant for enhver: hvordan skal vi løse den såkaldt immanente dødsproblematik? M.a.o. hvad skal vi stille op med døden, imens vi lever?

Man kunne også nævne teksten ”Armbåndsur”, der tilsvarende udtrykker en sådan angst, når det her hele tre gange i rap lyder ”Hvad skal man med et ”rigtig godt skelet”, når alle bløddelene er i forrådnelse?”, for derefter at bevæge sig over i en art refleksion over barndommen, hvor tiden jo ikke i så høj grad er en størrelse, der tikker ned imod livets afslutning, men et ”armbåndsur, som jeg hyggeligt trak op hver aften før jeg sov.”

Ud fra Tillichs tanker kan man sige, at teksterne her eksemplificerer dét, man netop ikke bør gøre, nemlig vende ryggen til dødsvilkåret eller fornægte tidens tand med troen på, at uret blot kan trækkes op igen. Nej vil man slippe for ”patologisk angst” og ”fortvivlelse i fortvivlelse”, må man have mod til at tage den eksistentielle dødsangst på sig, siger Tillich. Og måske er det akkurat det, Juuls tekster opfordrer til, når man i læsningen gang på gang konfronteres med livets forgængelige beskaffenhed.

Det er selvfølgelig utroligt misvisende – på grænsen til det utilladelige – at gøre, som jeg nu har gjort, nemlig at hive ét eksistentiale ud af den lange række, Juul beskæftiger sig med i bogen (bl.a. kærlighed, identitet, familie (læs den selv!)), men min oplevelse er, at selvom de andre emner også behandles med en særlig nærhed, omhu og medfølelse, er det uden tvivl ved denne problematik, man finder de allerstærkeste tekster; tekster med evig aktualitet og altid presserende pointer. For hvad sker der, når forfattere er blevet store og derefter større? Ja, så dør de. På et tidspunkt. Ligesom alle os andre…

Og sådan er dét bare.


Forrige anmeldelse
« Den stjålne vej «
Næste anmeldelse
» Fra skødet »


Flere prosaanmeldelser