Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Selskabet gør op / Christina Hesselholdt / 135 sider
Rosinante. ISBN 9788763823647
Anmeldt 25/5 2012, 09:12 af Bente Fredslund Christensen

Det gode selskab


Det gode selskab

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selskabet gør op er Christina Hesselholdts tredje bog om Camilla og hendes løseligt forbundne venner, en kreds af fortællerstemmer, der udgør det behagelige selskab i bøgerne.

De to første bøger i Camilla-serien er eminente i deres sprog, stil og humor. Hver karakter har en dedikeret stemme, der i springende bevidsthedsstrømme, tørt humorisk og tragikomisk beretter om hverdagslivet, om rejser, venskab, litteratur, død og kærlighed. De springende fortællerstemmer læner sig op af Virgina Woolfs The Waves, der refereres også flittigt til den britiske forfatterinde i bøgerne, men Hesselholdts to første bøger har humoren og et meget klart, letlæseligt sprog til forskel. Det er ikke vanskelige bøger og man befinder sig i umådeligt godt selskab.

Af den grund var den seneste bog fra Hesselholdt længe ventet herfra. Endelig synes Christina Hesselholdt at have fundet en tone, der trak hende væk den Yderste Talentfulde Forfatters holdeplads, som hun - efter denne anmeldelsers smag - har befundet sig på siden hendes debut i 1991, altid velskrivende, altid gennemarbejdet, men manglende bid og løssluppenhed.

Desværre lever Selskabet gør op ikke helt op til forventningerne. Selvom selve selskabet er det samme: ikke helt unge, lige dele kvinder og mænd, ingen børn, kulturelt forfinede på en rodet og rodløs måde: én forfatter, én PhD studerende, én bundet til sin seng med dårlig ryg, høj på morfin. Camilla, som central fortæller, bedsteveninden og forfatteren Alma, Charles i sengen, Edward med hunden, som fungerer som erstatning for forældrene, der begik forfærdeligt, kollektivt selvmord, Kristian, forladt af Alma og nøgengående, og Alwilda, den skarpt observerende veninde

Om Camilla og hendes mor
I Selskabet gør op giver Hesselholdt hver karakter ordlyd plads til at fortælle. Denne gang dog med endnu mere fokus på Camilla.

Første del er centreret om Camilla og delvist Almas forsøg på at begribe Camillas mor, psykiateren, om Camillas opvækst og om Camillas mors mænd – blandt andet den altid i røg indhyldede O.F. - som tidligere var moderens patient. Camillas forældre, forstår vi, blev skilt, da hun var barn, og moderen lider af tilbagevendende manier, som hun blev indlagt for én gang, men som hun ellers formår at holde i skak med piller og hvile. Samtidig holdes huset skinnende rent, tøjet kun i de bedste mærker.

Disse beskrivelser skal sikkert ses som et forsøg på at give dybere kendskab til Camilla, at komme bagom den ironiske stil, og ned i barndomstraumerne, ned i den virkelige materie, men det virker uvedkommende idet det ikke motiveres kraftigt nok, hvorfor lige netop denne del skal fortælles i en anden tone end de resterende kapitler. Her er humoren væk, og derfor falder pointerne til jorden, som tilnærmelsesvist banale betragtninger om livet og døden.

Barndomstraumer, javist måske, men alvoren gør det ikke mere vedkommende end humoren og ironien, snarere tværtimod. Moderen fremmanes ikke som en person læseren berøres af, trods det at vi i teorien burde være nede i den virkelige, alvorlige verden, hvor den egentlige Camilla er blevet skabt.

Kakafoni af stemmer
I de sidste fire kapitler brydes tonen, og Hesselholdt vender tilbage til de første bøgers løssluppenhed. Her igen, føles bogen som godt selskab, knivskarp og centreret om Charles og hele selskabet samlet i en kakofoni af stemmer i et af de afsluttende kapitler, præcis som i den første bog Camilla - og resten af selskabet og præcis som Virgina Woolf lader The Waves klinge af.

Som altid er Hesselholdts sprog perfektioneret til mindste detalje hele vejen igennem, men desværre fremstår bogen som helhed lettere famlende, og uden begrundet sammenhæng mellem første og sidste del. Sikkert meget talentfuld, men udlever endnu ikke sit potentiale.


Forrige anmeldelse
« Privat skov «
Næste anmeldelse
» Midnatsmesse »


Flere prosaanmeldelser