Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Min Kamp 5 / Karl Ove Knausgård / 700 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711408667
Anmeldt 29/3 2012, 22:39 af Lars Ole Bonde

Min Kamp 5


Min Kamp 5

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

HIMMELHOCH JAUCHZEND, ZUM TODE BETRÜBT – eller “Jeg vidste så lidt, ville så meget, lykkedes ikke med noget som helst” – eller ”Hjertet tager aldrig fejl”.

Freudvoll und leidvoll, gedankenvoll sein; Langen und bangen in schwebender Pein; Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt; Glücklich allein ist die Seele, die liebt.

(Goethe: Egmont, 3. Akt. 2. Scene)

Goethe optræder ikke i Knausgaards tekst, men ordene fra Klärchens sang i dramaet Egmont passer forfærdelig godt på den livsoplevelse, den unge digterspire Karl Ove (herefter KO) har i sine unge år – dem der i en klassisk dannelsesdiskurs (med og efter Goethe) kunne kaldes ”modningsårene”.

Femte bind af Min Kamp dækker årene 1988-2002, hvor KO (det meste af tiden) bor i Bergen. Det er dog de første 4-5 år, der fylder mest i den stort set kronologisk fremadskridende fortælling om en forfatters tilblivelse, som slutter sådan cirka dér, hvor bind 1 begyndte, nemlig med faderens død og krisen i ægteskabet med Tonje. Her er en kort parafrase af den 700 sider lange tekst:

6. del

1988-89. Det første år i Bergen. Årskursus på Skriveakademiet. KO er blevet optaget på en novelle, der blev skrevet i Nordnorge (”i” bd. 4), men han lever hverken op til sine egne eller sine læreres forventninger. Mange, mange tilløb skrives, næsten alt kasseres skånselsløst, en enkelt novelle udgives. Karl Ove tror ikke på sig selv som forfatter. Han læser rigtig mange bøger og kan se kvaliteterne hos andre forfattere, så meget endda at han kan sætte meget præcise ord på læsningen af dem – en forsmag på hans senere litteraturanmeldelser. Han hører fortsat rigtig meget musik, løftes af det og skriver yderst levende om sine lytteoplevelser. Men han formår ikke at skrive noget, der duer, og meget symbolsk klarer han heller ikke at møde op til afslutningsfesten på akademiet. De eneste tekster, han er tilfreds med er de nærmest improvisatoriske sangtekster til storebroderen. Han udforsker seksualiteten, lærer at onanere. Er vildt forelsket i Ingvild,men kan ikke finde ud af at erklære sig, så hun ender i armene på storebror Yngve. Han møder vennen Geir, som vi kender fra andre bind, og mærker det dybe venskabs potentiale, før Geir flytter langt bort. Turene til Sørbovåg og morforældrenes og onklen Kjartans husmandssted, ofte sammen med moderen og storebroderen, er en slags helle, hvor KO genoplever barndommens enkle magi – men samtidig mærker han også at døden er nærværende: ”Det der skulle ske, var sket” (s. 206). Spændingerne mellem ambitioner og fiaskoer udløses oftere og oftere i eskalerende drukture, som efterlader sorte huller i hukommelsen og flere dages angst og bondeanger. Det kulminerer med en dag og nat i detentionen – og KO må se i øjnene, hvor langt han allerede er ude.

7.del

1989-1994 - og kursorisk de efterfølgende 8 år. KO læser litteraturvidenskab, spiller trommer i et band (Kafkatrakterne !) sammen med storebror Yngve og et par andre gode musikere og spændende mennesker. Får ikke Ingvild, heller ikke efter at hun og Yngve slår op, men finder senere sammen med Gunvor, som han er kæreste med i fire år, mere eller mindre tro. Arbejder (i lange perioder heltid) på psykiatrisk hospital, senere på en boreplatform, for at tjene penge – og holde tomheden og skrivefiaskoen på afstand. Er militærnægter i 16 måneder, udstationeres på Universitetsradioen (”hjemme”) i Bergen, et foretagende han involverer sig seriøst i. Opnår efterhånden et vist ry som radiovært og litteraturanmelder og begynder at indstille sig på en akademisk karriere, selvom især venskaberne med et par debuterende forfattere fortsat bærer ved til skrivebålet. Efter en kort periode som single finder han sammen med Universitetsradio-kollegaen Tonje, som han forelsker sig voldsomt i og senere gifter sig med. Tager sig sammen til at genoptage studierne for at blive færdig med noget og få et normalt arbejde, men kan stadig ikke slippe forfatterdrømmen. Mange, mange tilløb skrives (nu på computer), det meste kasseres, men en enkelt novelle udgives. Karl Ove tror stadig ikke på sig selv som forfatter, men mødet med forlæggeren Geir Gulliksen nærer for første gang et varigt håb om at drømmen kan realiseres. 7. del indeholder nogle prøver på KOs prosa fra disse år, og titlen på hans debutroman – ”Ude af verden” – dukker op i dialogen med forlæggeren Gulliksen. Året efter, hvor KO er flyttet til Volda sammen med Tonje, er romanen – og debuten – en realitet. Endelig er Karl Ove forfatter. Men det er langt fra en dans på roser. Vejen frem til roman nummer to viser sig at være lang og tornestrøet.

Den fraværende far – den nærværende bror

I bind 1-4 har faderen spillet en hovedrolle. Overraskende nok fylder han meget lidt i bog 5. Der kan gå flere år uden at KO ser ham, og flere hundrede sider uden at teksten omtaler ham. Alligevel går der angiveligt ikke en dag uden at KO tænker på den efterhånden alkoholiserede og ret ynkelige far. Angsten, som har været et ledemotiv i alle 4 bind, forsvinder først da KO i en alder af 28 møder faderen ifm med en konfirmation - og ser ham som den mand han er blevet: ”Han lignede en alkoholiker som familien havde hentet, klædt på og taget med ud.” Der er intet tilbage af ”alt hvad han havde gjort, været og sagt dengang, det som tilsammen blev ”far” og som lå i ham, eller i mit blik på ham.” Alligevel vender det hele tilbage med fornyet kraft – og ikke mindst i forfatterskabet – da faderen dør af druk hjemme hos den let demente farmoder i barndomshjemmet. Dén proces er rystende stærkt beskrevet i bind 1 og fremtræder meget mere nøgternt her.

Er faderen dobbelt fraværende, fylder storebroderen Yngve til gengæld rigtig meget - i bogen, i den unge KOs bevidsthed og i fortællingen om ’modningsårene’ i Bergen. Portrættet af Yngve er faktisk en af de smukkeste skildringer af et søskendeforhold, jeg mindes at have læst. Selv da Yngve bliver kæreste med KOs forgudede Ingvild overlever venskabet – kærligheden – mellem de to brødre. De spiller musik sammen, går i byen sammen, og Yngve er reelt KOs eneste faste holdepunkt i Bergenårene. Lillebroderen lever i årevis mest i kraft af og gennem storebroderen, som stiller sig til rådighed og ser det hele men aldrig hoverer eller lader KO i stikken. Tværtimod er han den første, der ser KOs store alkoholproblem og taler alvorligt med ham om det. Dog uden at det hjælper.

Forfatterskolen

Årskurset på Skrivekunstakademiet er skildret som en lang serie af nederlag. Genre efter genre gennemgås og afprøves i øvelser. Kendte, navngivne forfattere er lærere og gæstelærere. KO har altid det største besvær med at løse opgaverne, og han får sjældent ros for de sparsomme resultater. Det værste er, at han deler lærernes kritik af hans egne tekster. Han skriver overfladisk og uden livserfaring, han har ikke adgang til bevidsthedens dybder. Det er en hård tid, men som læser – der præsenteres for korte eksempler på den unge forfatter-wannabe’s tekster - kan man heller ikke lukke øjnene for at KO lærer en masse, som først folder sig ud meget senere.

At skrive er at leve

Hvorfor opgiver K ikke sin forfatterdrøm? Han holder dommedag over sig selv og sit beskedne talent mange, mange gange i bind 5, men der er åbenbart intet alternativ: ”Jeg ville skrive, det var det eneste jeg ville… Hvad var det for en følelse? Det vidste jeg ikke. Den lod sig ikke granske, lod sig ikke forklare eller begrunde, der var ingen rationalitet i den overhovedet, men den var på samme tid soleklar, altoverstrålende… intet andet ville kunne dække den tørst.” (s. 463)

Da han endelig kommer i gang (i Volda), opdager han rutinens betydning, ”gentagelsens store kraft” (s. 643). Men heller ikke rutine giver garanti for resultater: der går plagsomme 4 år frem til det punkt, hvor gnisten igen tænder det attråede bål (med en romanåbning, vi genkender fra bind 3).

Hvis dette er en dækkende beskrivelse af en forfatters liv, er det svært at forstå at så mange begærer det. KO har nok ret i, at det ikke kan forklares. Glæden er stort set kun til stede i de korte perioder, hvor et stof er i brand (jf. den fremragende kortprosatekst om ildens væsen s. 678ff). Ellers er der depression, lidelse, ydmygelse, trods, desperation og mange andre negative følelser som akkompagnement til livet som skrivende.

Kontrakten med læseren – genren som problem

Fortællingen er helt ligefremt fortalt - i 1. person, datid plus replikker og med det, vi i min gymnasietid kaldte indresyn. Der er ingen ’essays’ i bogen, men mange smukt formulerede og væsentlige filosofiske og eksistentielle overvejelser over diverse temaer (fra verdens tidligste skabninger til skrivekunstens væsen) – altid fremkaldt af konkrete situationer eller dilemmaer, og naturligt indføjet i tekstens fremadskridende bevægelse.

For danske læsere har det til og med bind 4 været muligt at læse bogen som ’fiktion’, altså at se bort fra alle de (ukendte) faktiske personer fra KOs liv, som befolker fortællingen. Genreproblemet har ikke været påtrængende. I bind 5 bliver det sværere, for nu dukker der for første gang kendte nordmænd op – især en række forfattere, der behandles lige så skånselsløst ærligt som alle andre.

Poul Behrendt (adjungeret professor på Københavns Universitet) har opfundet begrebet ”dobbeltkontrakten” om denne særlige ”hverken-eller-konstruktion”, der sprænger både fiktionens og sagprosaens rammer, og som gør læseren til medvider på en helt særlig måde. Genren kaldes også autonarration. Forfatteren fortæller (om) sig selv ligesom i en roman, ser på sig selv som en fiktiv person, samtidig med at virkelighedsgrundlaget er markeret som reelt. Det er denne kunst, Knausgård praktiserer i forhold til sig selv som datidsperson, og på grund af sprogets enkle styrke fremtrylles der hos læseren en magisk oplevelse - ikke af nutid men af samtidighed eller nærvær. Hvis man da ikke står af – fordi man ikke accepterer kontrakten.

Yalom og eksistentialerne

Den amerikanske psykolog og psykoterapeut Irwin Yalom opererer i bogen Eksistentiel psykoterapi med fire ”eksistentialer” – af mange opfattet som det moderne menneskes ”uhyrer”: Døden, Aleneheden, Friheden og Meningsløsheden. Karl Oves livsfortælling eksemplificerer, ja illuminerer dem alle – på en måde som jeg tror rigtig mange læsere vil kunne genkende fra deres eget liv. Selv om det er genkendeligt, er det aldrig banalt. I skriften væves fortid, nutid og fremtid; angst, fortvivlelse og håb sammen i et ofte uafrysteligt billedtæppe. Som søn af en uberegnelig far og som en ung utilpasset mand med umulige forfatterdrømme har KO særlige eksistentielle problemer, ja. Men han er også et helt almindeligt ungt menneske med almene, alvorstunge spørgsmål til tilværelsen. Min kamp er velgørende fri for svar. Spørgsmålene står stærke og rene.


Forrige anmeldelse
« Metusalemgenet «
Næste anmeldelse
» Det syvende barn »


Flere prosaanmeldelser