Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




1Q84 – bind 2 / Haruki Murakami / 367 sider
Forlaget Klim. ISBN 9788779559615
Anmeldt 17/3 2012, 13:54 af Marianne Niemann

Magien ved den evigt uforløste kærlighed.


Magien ved den evigt uforløste kærlighed.

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Selv om verden er lidelsesfuld bliver den smuk i mødet med Murakamis fortryllende pen”… Med disse eksakte sluttede min anmeldelse af første bind af den japanske magiker Haruki Murakamis Orwell-klingende 1Q84-trilogi. Og efter at have bevæget mig længere ind i denne på en gang bizarre, heterogene men samtidig smukt uskyldsrene fantasiverden, må jeg konstatere, at fortryllelsen varer ved. Ja, den er faktisk blevet til noget nær en besættelse! For hvorfor egentlig nøjes med én måne, når man med Murakami ved sin side kan fortabe sig i en verden med to?

Titlen 1Q84 er navnet på den parallelverden, som vores to hovedpersoner på uforklarlig vis er blevet henvist til – en verden, der til forveksling ligner den verden, vi kender, men hvor der er nogle uforklarlige fænomener, der bidrager med mystik, rædsel, alternative eksistenser og alskens luftige, men ikke desto mindre magtfulde fænomener. Klinger det uforståeligt i dine ører? Ja, men det er såmænd også meningen, for hvis man afslører for meget omkring denne parallelverden og de foruroligende skabninger ”little people”, risikerer man at ødelægge magien for den enkelte læser og dermed også det forførende element. Og det er bestemt en roman, der forfører i højere grad, end den giver svar.

Og når man taler om forførelse, kan man ikke undgå at kommentere det sproglige udtryk. Også på dette plan har denne roman-trilogi (to be) kvaliteter ud over det sædvanlige. Yderst elegant og flydende veksles der mellem det metaforiske og det mere simple udtryk – et sprog, der har sin styrke i både at være poetisk og hamrende tilgængeligt på en og samme tid. Med frygt for at lyde banal vil jeg sammenligne det med en balletdansers luftigt lette men ikke desto mindre komplekse trin. Øjnene danser bare henover papiret, mens man som læser ubesværet, men beriget absorberer denne magiske virkelighed.

Og netop den enkelte læser og dennes engagement spiller en ganske betydningsfuld rolle i fuldførelsen af det, der indtil videre ligner et mesterværk. Romanen er nemlig bygget op omkring den klassiske fortælling om de to elskende, hvis kærlighed vil forblive en umulig illusion. Undervejs i bind 2 får deres kærlighed lov til at spire på smukkeste vis. Den bliver større, renere og mere magtfuld, efterhånden som siderne vendes, og man bliver tiltagende lullet ind i den unikke verden, der kun findes mellem disse to individer. Og mens jeg selv var i fuld gang med denne forførende proces, slog det mig pludselig: Er der ikke noget, der mangler i dette betydningsfulde kærlighedsmøde? … Jo, der er, for de to parter mødes reelt set aldrig i det nutidige univers. Det er vi læsere, der spiller rollen som det medium, der bringer de elskende tættere på hinanden, i takt med at vi fortaber os i begge fortællinger, der kører parallelt. Denne erkendelse er en af de mest sublime oplevelser i min personlige læsekarriere. Aldrig har jeg prøvet at spille en så betydningsfuld rolle i det skildrede univers’ fuldførelse.

Det er lige præcis her den magiske realisme for mig at se har sin absolutte force, i alt det underspillede, alt det, der foregår i universet rundt om ordene. Det er her, den sande magi ligger, og den får virkelig aktualiseret sine potentialer i denne fænomenale fortælling.

Men forholdet mellem de to hovedpersoner, Tengo og Aomame, er bestemt ikke det eneste af bemærkelsesværdig karakter. Der foregår ligeledes noget diffust og yderst interessant mellem Tengo og den unge ”storyteller” Fukaeri. Mellem disse to forunderlige individer sitrer en erotisk energi, som på underlig vis er ganske aseksuel. Der foregår klart en tiltrækning, også på det fysiske plan, men den er underligt hævet over eller i hvert fald på tværs af menneskehedens almindelige dyriske tendenser. Der er noget andet og større på spil, noget der handler om noget så essentielt og episk som universets skæbne.

Sjældent har man set en så nuanceret episk fortælling om det godes kamp mod det onde, eller hvad det nu er, der foregår. Skønheden i foretagendet er nemlig, at romanen afsøger selve ondskaben som fænomen. Uden at afsløre for meget kan jeg løfte sløret for en af trilogiens grundlæggende præmisser – den tager fat i nogle af de fænomener, vi opfatter som værende selve billedet på den menneskelige ondskab, og så twister den det lige nok til, at vi bliver i tvivl. Sådan formår magiske Murakami at holde sin læser fanget igen og igen… og igen forhåbentlig. Tredje bind kom hid, verden venter!


Forrige anmeldelse
« Fra doktor Klimkes horisont «
Næste anmeldelse
» Kærlighedshistorier »


Flere prosaanmeldelser