Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Den enøjede kanin / Christoffer Carlsson / 444 sider
Cicero. ISBN 9788763820400
Anmeldt 23/2 2012, 06:23 af Kim Toft Hansen

Vi undergraver grænserne og parrer os


Vi undergraver grænserne og parrer os

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

At indlede en roman med et citat af Søren Kierkegaard. At lade sin hovedperson studere filosofi. At skrive om kriminalitet i romanform som kriminolog. Det forpligter. Den svenske forfatter Christoffer Carlsson fik en varm modtagelse med sin debutroman Tilfældet Vincent Franke (2010). Nu er han klar på dansk med opfølgeren, der har fået titlen Den enøjede kanin. Der er små sammenhænge med den første roman, men det fungerer ikke som en serie. Og når det kommer til stykket, er der et stykke vej fra Carlsson til Kierkegaard. Så er det sagt!

Romanen indledes med et kort kapitel om en massakre i og omkring et øde landhus, hvor en række personer findes myrdet. Og så springer vi tilbage i tid. Jeg-fortælleren David får sommerferie, og rejser hjem til sin hjemby Dalen. Han er blevet hidkaldt af sin barndomsven Lukas, der har et projekt, han skal være med til. Han har fundet et perfekt landsted, som ligger så afsides, at de kan udføre deres planer i skjul: Han og en gruppe bekendte fra egnen vil bruge sommeren på at stjæle fra lokale huse for antikviteter, som de vil sælge på sommerens loppemarkeder. Så nemt viser det sig dog ikke at være.

Et mord. Nogle uheld, Interne stridigheder. En efterforskning, der kommer tættere og tættere på. Det er alt sammen spændingselementer, der krydrer en roman, der gerne vil være moralfilosofisk. Det er en slags krimi fortalt fra bagsiden. Fra synderens egen synsvinkel. Samtidig er det landsted, de unge har fundet, et besynderligt sted, der virker sært forhekset. Huset virker til at skifte farve. Påvirke sindet på de tilstedeværende. Sluge genstande, der forsvinder uden spor. Noget sært, overnaturligt, sindsforandrende er på færre.

Romanens karakterkonstellation er også påfaldende. Det hele er skildret gennem David, der skriver det hele som en bekendelse. En tilståelse, der er rettet mod læseren. Om sig har han – ud over Lukas – søskendeparret Julian og Justine, der virker til at være mere end det: Kærester, elskende, eller lignende. Desuden Rickard og Martin, der også virker til at have et forhold, men det hele er lidt fordækt. David selv har et forhold til Lukas' søster Alex, som er holdt skjult for Lukas – og har været det længe. De har alle et fælles projekt, men der er hele tiden skjulte hemmeligheder, der kan have konsekvenser for samarbejdet.

Den enøjede kanin er bevidst beslægtet med moralfilosofiens krimi nummer et: Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og straf (1866) om Raskolnikov, der slår en kvinde ihjel under et mislykket røveri. Det er ikke første gang denne roman implementeres i den skandinaviske krimitradition, hvor Karin Fossums Drabet på Harriet Krohn (2004) og Marianne Kainsdatters Engleskyts (2002) står stærkest. Det moralfilosofiske forbliver desværre latent og uudfoldet hos Carlsson, der godt nok skriver sig ind i den kierkegaardske tankegang om selvfortabelse. Men karakteren David og romanens opbygning er ikke stærkt nok til at bære kompleksiteten.

Der er også ligheder med Håkan Nesser, nemlig interessen for den kriminelle selv, mens Christoffer Carlsson også er blevet sammenlignet med Jens Lapidus. Nessers fine skildringer af kriminalitet, der giver mening for forbryder og for efterforsker, får dog Carlssons ungdomsbande til at blegne. Der er også et stort spring til Lapidus’ velfungerende no nonsense-sproglighed, der hos ham skaber en poetisk realisme, som er fraværende hos Carlsson. Sammenhængen med Lapidus er mere tematisk, eftersom begge forfatterskaber interesserer sig for den svenske underverden, der også langsomt – ligesom i Tilfældet Vincent Franke – hvirvles ind i sagerne.

Den enøjede kanin skriver sig også ind i den vildtvoksende tradition i krimien for at skrive om lokalkolorit. Provinslitteraturen er gennem de seneste år vundet frem, og har også ramt krimien. Mange forfattere skildrer lokale småbyer med en kriminalitet, der vil få de fleste til at flygte derfra. Vi har fx Henning Mankells Ystad. Camilla Läckbergs Fjällbacka. Åsa Larssons Kiruna. Alt sammen fortalt med en stor kærlighed for stedet i kombination med de grusomme mord. Hos Carlsson er provinsialiteten vendt om, og billedet af den eksisterende by Dalen er lidet flatterende. Det er yderst befriende, at romanen ikke er en reklame for stedet, men i stedet bruger stedet til at skildre provinshullets mange bagsider.

Tilbage til forpligtelsen. Kierkegaards Sygdommen til Døden, som Carlsson vælger at citere i starten, handler om selvfortabelse. Så langt er der en lighed til Den enøjede kanin, hvor gruppens handlinger får nogle stærke personlige konsekvenser for David, som fornemmer, at han er ved at plumre bort. Men her skrider projektet også for Carlsson, der ikke formår at implementere Kierkegaards teologiske ramme, der modvirker selvets fortabelse. Der er noget religiøst. Der er noget overnaturligt. Men den moralfilosofiske og eksistentialistiske rammesætning, der findes hos Kierkegaard, og som lykkes for fx Dostojevskij, Fossum og Kainsdatter at implementere, forbliver usagt og nærmest uudsigeligt hos Carlsson.

Den vigtigste årsag til dette er, at Carlssons bekendelsesroman ikke rigtig kan blive enig med sig selv om, hvad den vil. Skal det være en regulær filosofisk skildring af et menneskes svinden ind, eller er det en ungdomsroman om en gruppe, der har sex, drikker, stjæler og kommer til at myrde. Romanen hælder mest til det sidste, men vil tilsyneladende gerne det første. Et af de mest enerverende elementer i denne sammenhæng er Carlsson uforpligtende lyst til hele tiden at name droppe referencer til musik, der lyttes til. Det skal sætte handlingen i perspektiv, men bliver aldrig til mere end småpudsige paralleller.

Var romanen blevet skrevet og udgivet som en ungdomsroman, der skulle formidle de svære eksistentielle vilkår i det traume, der opstår i kølvandet på umenneskelige handlinger, ville sagen være en helt anden. Men at udgive den som voksenlitteratur (med eksplicit henvisning til tv-serien Twin Peaks og noirgenren i pr-materialet) er at se ned på læseren, der vil forvente alt, alt for meget. Den enøjede kanin kan noget, dog ikke for den, der i forvejen kender moralfilosofiske krimier – og den kriminologiske moralteori. Målgruppen er fejlvurderet. Indholdet uvedkommende. Karaktererne halvskidt og lettere overfladisk skildret. Sproget fladt og strukturen stedvist langtrukket i nogle banaliserede refleksioner, der ikke behøver at fylde så meget.

Det er lidt synd. For der er noget godt materiale i oplevelsen af huset. Den svage provokation i det seksuelle. I skildringen af mødet med døden. Mødet med et surreelt verdensbillede, der dukker op efter stofmisbrug og mord. Det ene med det andet. Men det er lidt som en suppetern, der er blevet fortyndet for meget. Der er smagen af noget, men det er lidt uvist, hvad det er.


Forrige anmeldelse
« Die Abenteuer des Werner Holt. ... «
Næste anmeldelse
» Dette er ikke en krimi »


Flere prosaanmeldelser