Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Isblå spor / Yrsa Sigurðardóttir / 367 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711419625
Anmeldt 12/2 2012, 14:51 af Kim Toft Hansen

Den, der graver, finder


Den, der graver, finder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den islandske krimiforfatter Yrsa Sigurðardóttir kan godt lide at grave. Anden bog i serien hedder Den der graver en grav, og kunne være en titel på mange krimier. Tredje bog i serien hedder Aske, hvor plottet udspiller sig omkring nogle fund under lava efter et vulkanudbrud. Det at grave er en fin metafor for det arbejde, som detektiven i krimien praktiserer. I fjerde roman Isblå spor graver vi stadig. Her udspiller forbrydelserne sig på Grønland på en plads, hvor et firma er ved at udgrave en mine. Isblå spor er udkommet i dansk oversættelse.

Det vil være skævt at indfange Yrsa Sigurðardóttir under den lettere nedsættende betegnelse femikrimi, selvom hun har en række udprægede symptomer med herfra. Hendes hovedperson er juristen Thóra, der er en fraskilt kvinde med børn, som hun ser for lidt, mens børnepasning med mere fylder en del. Men forskellen er, at hun har et nogenlunde forhold til sin eksmand og ikke har problemer med alkohol. Hun er faktisk noget så utraditionelt som en relativt harmonisk kvinde, der blot ramler ind i nogle temmelig besværlige sager i sin rolle som jurist. Sigurðardóttir er faktisk blandt de bedste skandinaviske, kvindelige krimiforfattere.

På en boring på den kolde nordøstlige kyst i Grønland forsvinder to mænd. Andre arbejdere er taget derfra, og flere er skrækslagne og vil ikke vende tilbage. Tidligere er en kvinde forsvundet, og firmaet, der er ved at etablere minedrift på stedet, har svært ved at rolle sine finansielle samarbejdspartnere i ro. Derfor hyrer Thóras kæreste Matthew, der er økonom, hende til at tage med et hold op til borepladsen for at finde ud af, hvad der er sket. Siden de sidst hørte fra de to mænd, har kommunikationen med arbejdspladsen været afbrudt.

Inspirationen til fortællingen er meget tydeligt hentet fra de mange gysere og science fiction-fortællinger, hvor et sted er blevet forladt, mens et nyt hold må rejse til for at finde ud af, hvad der er hændt. Denne genrebrug efterlader derfor også en ganske bestemt atmosfære for den, der har kendskab til disse fortællinger. Gyserens stemning spiller også ind i Sigurðardóttirs infiltrering af lokal overtro, der handler om onde ånder, døde hævngerrige sjæle og grønlandske tupilakker, som er trolddomsvæsener, der kan slå ihjel. Men den dominerende genre er naturligvis krimien, fordi vi jo læser for at opklare en forbrydelse.

Stilen i romanen er velkendt fra de tre første romaner i serien. Til forskel fra flere af sine kollegaer, så skriver Sigurðardóttir faktisk godt, hvilket inden for denne genre ikke er en selvfølge. Dette er naturligvis også en fortjeneste af den danske oversættelse, der desværre har efterladt en del sproglige fejl undervejs. Plottet er skrapt skruet sammen, selvom der er en lidt for stor overvægt af banaliserede cliffhangers i mange kapitler. Sigurðardóttir viser flere steder, at hun formår at skrive interessante overgange fra sekvens til sekvens, men oftest er det konstrueret ved en afsnitsdeling og en letkøbt cliffhanger. Lidt mere konsekvens i kreative overgange kunne højne romanens standard.

Det er måske også snart på tide, at Thóra oplever nogle større personlige kontroverser, der gør, at hun sættes lidt mere på prøve. Hun forholder sig ofte temmelig cool og ufejlbarlig, og det kan til tider virke lidt nedsættende over for andre karakterer. Tilmed har Thóra en mindre tendens til små banale, snusfornuftige observationer, der ikke rigtig tjener noget. Humoren, der forsøges, er ikke rigtig sjov. Men det ændrer såmænd ikke ved, at romanen er basalt spændende, med fin fremdrift og et interessant komplekst plot. Tilmed filtres det hele ind i en slags postkoloniel kritik, der fokuserer på Grønlands rolle efter dansk herredømme. Det var dog pokkers, at der skulle en islænding til for at skrive om det.


Forrige anmeldelse
« Padder og krybdyr «
Næste anmeldelse
» MuhameDANEREN »


Flere prosaanmeldelser